Filmstjerner med præstekrave

PRÆSTER PÅ FILM: Den nye film "Adams æbler" er blot et blandt mange aktuelle eksempler på, at præster spiller en central rolle i dansk film. Årsagen er, at præstefiguren kan tilføre filmene dybde i en tid, hvor mange søger svar på livets store spørgsmål

Sognepræsten Ivan i skue-spilleren Mads Mikkelsens skikkelse er det seneste eksempel på, at præsten er blevet en central figur i nye danske film. -- Foto: Rolf Konow.
Sognepræsten Ivan i skue-spilleren Mads Mikkelsens skikkelse er det seneste eksempel på, at præsten er blevet en central figur i nye danske film. -- Foto: Rolf Konow.

I den lille landsbykirke arbejder den velmenende præst Ivan, som ser det som sin fineste opgave at hjælpe og støtte andre mennesker i nød. Derfor har han en række mennesker, der er kommet i uføre, i samfundstjeneste hos sig. En dag bliver den gode vilje dog for alvor sat på prøve, da nynazisten Adam ankommer.

Dermed er scenen sat i Anders Thomas Jensens nye film "Adams æbler", som har biografpremiere den 15. april, og som er den seneste i en række nye danske film, hvor en præst spiller en helt central rolle.

Det er nemlig ikke kun nyhedsmedierne, som præsenterer os for et stort antal præster med politikerne Tove Fergo, Jesper Langballe og Søren Krarup i spidsen. Også inden for filmens og tv-fiktionens verden har præster på det seneste fået tildelt hovedroller i form af blandt andre Andreas i "Italiensk for begyndere", Anna i "Forbrydelser" og nu Ivan i "Adams æbler".

Ifølge Peter Schepelern, lektor ved Afdeling for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, er præsten blevet en central figur, fordi præster går rundt med moralske og etiske refleksioner, som vi andre normalt ikke beskæftiger os med i hverdagen.

– I et drama er der brug for at komme ind under huden på folk, og det forsøger instruktørerne at gøre i de nye danske film, hvor præsterne har en central rolle. Hvis præsten blot blev brugt som en person, der skildrede kirken som institution, ville det ikke være spændende, forklarer medieforskeren.

Han påpeger, at der i ældre film ofte optrådte præster, men mest i kraft af den rolle, en præst nu engang har. I dag kommer biografgængeren i flere tilfælde ind under præstekåben og delagtiggøres i præstekarakterens tro og tvivl, kamp med indre konflikter og ofte tiltagende tumult i privatlivet.

– De nye danske film forstår at afmytologisere præstefiguren. Og det interessante er, at præsterne nu er blevet synliggjort i nogle meget distinkte film. Det er jo i flere tilfælde film, som rigtig mange mennesker har set, siger Peter Schepelern, der nævner Lone Scherfigs "Italiensk for begyndere" som eksempel.

Instruktøren bag "Adams æbler", Anders Thomas Jensen, er enig. Han har netop ladet hovedpersonen i den nye film være præst, fordi det er en præsts arbejdsopgave at forholde sig til livets store spørgsmål.

– Jeg vil med filmen præsentere publikum for absolutte størrelser for med det samme at vende dem på hovedet. Det definitivt onde mod det endeløse gode. Djævlen mod Gud. Jeg håber, at det vil give en oplevelse af gru, forhåbentlig latter og måske eftertænksomhed, siger han om filmen.

Ligesom i Annette K. Olesens film "Forbrydelser" fra 2004 kommer vi i "Adams æbler" virkelig ind under præstekåben, når vi følger Ivans kamp med troen og livet. For på trods af hans overdrevent positive holdning synes livet konstant at gå ham imod og derved sætte hans tro på prøve.

Men den måde, præstens rolle bliver beskrevet på i "Adams æbler" og andre nyere danske film, får også på puklen. Nogle kritikere inden for præsternes egne rækker mener, at præsten på film ofte kommer til at fremstå, som om han eller hun har svært ved kunne adskille sit eget privatliv fra sjælesorg og forkyndelse. At dette skal være muligt, er centralt for præstens funktion i det liv, der udfolder sig uden for filmlærredet. Så spørgsmålet er, om figurerne i de nye danske film overhovedet afspejler virkelighedens præster.

Så enkelt kan det ifølge skuespilleren Ann Eleonora Jørgensen slet ikke stilles op. Hun spiller den moderne præst Anna i Annette K. Olesens film "Forbrydelser".

– Jeg er blevet klog på, at folk ikke kan sættes i bås. Der findes ikke stereotyper, men nærmere fællesnævnere. Dette gælder også blandt præster, der ligesom alle andre mennesker også tvivler. Det gør Anna også. Skal hun vælge troen eller videnskaben og aborten? Der findes ikke noget endegyldigt svar på sådanne store spørgsmål, siger hun.

Ann Eleonora Jørgensen vurderer, at vi lever i en tid, hvor mange mennesker har mistet deres tro, religion og samlingspunkt. Her har videnskaben overtaget den opgave at forsøge at give svar. For tror vi overhovedet længere?

– Integrationen af religiøse mennesker i Danmark har bragt spørgsmålet tæt ind på livet af os alle sammen. Vi er blevet tvunget til selv at tage stilling til, hvad vi hver især tror på. Jeg tror, at mange kvinder som mig selv med børn og familie ikke er specielt afklarede om, hvorfor vi egentlig er sat i denne verden, siger Ann Eleonora Jørgensen.

Inden for præsternes egne rækker er der på trods af de enkelte kritikere udbredt tilfredshed med, at deres profession i nutidens samfund anses for så vigtig, at den tildeles en hovedrolle på film. Og ifølge sognepræst Jes Nysten fra Vor Frue Sogn ved Roskilde er præsten som person blevet skildret mere virkelighedstro i de nyere danske film, end tilfældet var før.

– Tidligere har præsten på film jo blot været en rekvisit, når der var et bryllup eller en konfirmation. Men nu kommer vi også til at lære præsten at kende, som i "Italiensk for begyndere". Præsten Andreas er jo en sympatisk person, der går rundt med indre konflikter, som alle mennesker jo går rundt med, siger Jes Nysten.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Præster i tv og på film

Blandt den seneste tids film og tv-serier med præster i centrale roller kan nævnes "Nattevagten" (1994), "Strisser på Samsø" (1997-98), "Italiensk for begyndere" (2000), "Nikolaj og Julie" (2002), "Forbrydelser" (2004) og "Adams æbler" (2005).

Anders Thomas Jensens film "Adams æbler" har Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen i hovedrollerne som henholdsvis præsten Ivan og nynazisten Adam. I filmen medvirker desuden Paprika Steen, Nicolas Bro og Ali Kazim.