Der er altid flere måder at fortælle en historie på. Handler december for eksempel om lys eller mørke? Dagene svinder jo stadig ind, mens mørket griber om sig. Var det ikke for alle julelysene, kunne man hurtigt komme i vinterstemning, og det bliver ikke bedre, når man kigger i tidens klimarapporter, der tegner et stadig mere sort billede af fremtiden.
Det gør historikeren, konservatorielektoren og musikkritikeren Søren Schauser også i sin nye bog ”Ego”, der er pakket ind i et håbefuldt grønt omslag. Men klimakrisen er den koldklamme ramme om fortællingen om egoets kulturhistorie, som han følger mange tusind år tilbage fra de første hulemænd til nutidens videnskabelige dommedagsprofetier i et forsøg på at beskrive (skade)virkningerne af alt det menneskeskabte.
”Vi kalder også gamle dage for historien, fordi den er bundet op på fortællingen, så det handler om, hvilke detaljer vi trækker frem. Historikerne trækker linjer fra de enkelte begivenheder ligesom børnetegningerne, hvor man skal trække en linje fra 1 til 2 til 3 til 4, og så viser det sig til sidst, at der er en giraf. Og det handler om, hvor vi trækker fortællingen rundt,” siger Søren Schauser, der selv har forsøgt at trække en frisk linje op gennem historien med sin nye bog ”Ego”.
”Menneskehedens historie og det enkelte menneskes historie har det med at flyde sammen, fordi vi mennesker grundlæggende er selvoptagede. Og jeg voksede selv op med en fornemmelse af, at alting lige var sket. Det første, jeg kan huske, er, da den første mand satte sin fod på månen. Jeg var lige fyldt fire år, og jeg blev simpelthen løftet op af sengen for at se det. Men det gav mig også en fornemmelse af, at der fandtes andre mennesker i verden, som foretog sig noget,” siger Søren Schauser, som altså trækker trådene meget langt tilbage i sin nye bog:
”Vi har været mennesker en kvart million år. I flere hundredtusind år skete der ikke så meget. Jeget var i høj grad et vi. Dengang var vi et kollektiv, der kæmpede imod de samme ting. Kunsten, hulemalerierne pegede ikke på megen individualitet. Der var ikke mange personlige kendetegn, men ved renæssancens begyndelse skete der en eksplosion af individualitet,” siger Søren Schauser.
I bogen stadfæster han det store ego-skift i menneskehedens historie til 1400-tallet, hvor der var en konkurrence om at lave bronzedørene til domkirken i Firenze i 1436. Kunstneren Lorenzo Ghiberti vandt ved at lave nogle meget personlige relieffer.
”Senere skrev en kunstanmelder i 1550 rammende, at det var, som om Ghibertis relieffer var pustet op på deres pladser. Figurerne var blevet individer, der var fulde af følelser. Samtidig er det en af min bogs teser, at vi fra den periode begynder at mærke vores kroppe mere intenst. Den enkelte begynder at mærke efter, hvordan jeg har det. Det vil sige, at man lever i en malmstrøm af bekræftelse på, hvordan man har det. Hvad man tænker og føler.”
”Det kulminerer omkring år 1800 med romantikken og den tyske idealisme, hvor det romantiske jeg simpelthen tror, at vi skaber verden selv. At verden er fænomener, man skaber selv. Og fra da af bliver selv professorer og kongelige voldsomt optaget af følelser,” siger han og slår ud med armen som en operasanger.
”Hvis man for eksempel læser Lev Tolstojs ’Krig og fred’ sukker, jamrer og skriger personerne gennem alle 1000 sider. Alle bliver voldsomt optagede af følelser, så følelserne bliver den primære prisme at forstå verden igennem. I oplysningstiden troede man ellers, at man kunne beskrive hele verden gennem encyklopædierne, men i virkeligheden var det filosoffen Rousseaus linje, der vandt. Nu blev hovedspørgsmålene: ’Hvad synes du selv?’ og ikke mindst ’hvad føler du selv?’. Og i dag spørger man jo alt fra teenagere til nyudpegede statsledere, hvordan de har det i maven. Vi har alle sammen en følelse. Vi sveder, bekymrer os og mærker os selv mere end nogensinde før. Vi er så opmærksomme på, hvordan vi har det. Og det tror jeg ikke kommer os til glæde.”
Kan man da bare se bort fra sine følelser?
”En af mine pointer er, at man et langt stykke hen ad vejen selv kan vælge historien om sig selv. Vi er frie til at trække tråde, og nogle af trådene skal vi bare skille os af med, hvis de tynger os, så vi som Gandhi og Nelson Mandela erstatter vores egne offerfortællinger med et levende engagement i verden ved at tage ansvar for andre mennesker og ansvar for verden.”
”For hvis man genfortæller sin egen offerfortælling, har den det bare med at vokse. Jeg havde da selv masser af sorger i min barndom med druk og vold, men jeg har også lært, at man kan blive trukket ned af sin egen offerhistorie, som sætter sig stadig større spor i hjernen. Vores hukommelse er jo fortælling, og jeg har det billede i bogen, at folk, der kommer ud for en ulykke, ikke kan huske sekunderne, før ulykken sker, fordi de ikke har nået at fortælle den for dem selv. Det hele er en stor fortælling, og hvis noget bliver udeladt, forsvinder det faktisk fra historien.”
Man kan vel stadig fortrænge sine traumer?
”Jeg tror ikke, fortrængningen findes. Jeg tror mest af alt, det er sådan en Freud-fantasi. Jeg vil ikke afvise, at der godt kan være noget i en, som man ikke vil erkende. Men fortrængning er en 100 år gammel tanke, der handler om, at underbevidstheden kører videre, selvom man ikke selv vil, og det tror jeg ikke på. Jeg tror, at hele hjernen hele tiden er i gang med vores fortælling om os selv og om verden. Og det hjælper dig ikke at drukne dig selv i offerfortællinger og identifikation med folk, som har en overfladelighed med dig for eksempel i form af hudfarve, køn eller seksualitet. Jeg tror, at det er sundere at smide de dårlige fortællinger helt ud.”
Hvordan har du selv gjort det?
”Det er et godt spørgsmål. Må jeg lige tænke over det?,” siger Søren Schauser og sætter sig med en hånd under hagen nogle sekunder, inden han fortsætter:
”Allerede da jeg var dreng, byttede jeg bryderierne i min hverdag ud med musik. Der kunne være kaos derhjemme, men jeg sad med store høretelefoner og lyttede til Mahlers symfonier. Jeg kunne også allerede læse, da jeg var tre år, og jeg havde læst en masse verdenslitteratur, da jeg var 10 år, så jeg byttede mine egne fortællinger ud med andre fortællinger. Jeg blev besat af andre universer end mit eget, og med tiden satte de sig som brikker i mit sind og erstattede de dårlige fortællinger, som jeg kun slog mig selv i hovedet med.”
”Jeg har det stadig sådan, at hvis jeg bliver nervøs eller bliver bange for et eller andet i fremtiden, så kommer de dårlige billeder fra fortiden frem igen, men jeg kender dem ikke så godt efterhånden. På den måde kan du godt sige, at jeg fortrænger dem eller skubber dem til side. Ikke fordi jeg ikke anerkender, at de har været der, men fordi jeg ikke tror, at de er sunde at dyrke.”
Filosoffen ser op med et alvorligt ansigt:
”De historier, vi fortæller, har en enorm magt, hvad enten vi fortæller dem om os selv eller andre. Ord har det med at blive virkelighed. Hvis man først planter et ord om et medmenneske, har det det med at blive hængende, selvom der ikke er noget om det. Derfor er det vigtigt at tale hinanden op i stedet for ned. Og fra menneske til menneske tror jeg også, at man lever bedst, hvis man taler hinanden op. Det giver de bedste børn, kolleger og venner at blive talt op.”
Mennesket bliver dog ikke kun talt op af Søren Schauser. For ”Ego” kan også læses som en slags syndefaldsfortælling om mennesket, der altså ikke mindst siden renæssancen har sat sig selv i centrum og fortabt sig selv og alle andre i en usund dyrkelse af individet og den enkeltes selvoptagede mavefornemmelser.
Det hele rimer på Det Gamle Testamentes kæde af fortællinger om, at det altid går galt, når man glemmer Gud og sætter sig i hans sted, inden Gud altså satte sig i vores sted som et forsvarsløst barn i Juleevangeliet – som et tiltrængt lys i mørket. Og måske er menneskehedens største håb, at Gud alligevel skaber et lys i mørket, når det hele ellers ser sort ud. For i jagten på at mærke os selv har vi glemt omverdenen, medmennesket og ansvaret for Jorden. Vi har forsøgt at skabe naturen i vores eget selvdestruktive billede ved at forbruge, misbruge og underlægge os naturen, men nu svarer den ved at blive destruktiv som os selv. Vi duer ikke til at være guder, og håbet lader til at være ude, hvis vi selv skal klare os ud af vores rod, mener han:
”Jeg håber, at mennesket overlever denne her klimakrise, men jeg tror ikke på det. Og jeg har desværre en dystopisk skrækfilmsagtig forestilling om, at der kun vil overleve nogle få enklaver af mennesker i fremtiden.”
Har mennesket ikke altid troet, at det levede i de sidste tider?
”Ikke på den måde. Op gennem kristendommens historie har der været mange religiøse vækkelser, som har troet, at Jesus snart kom igen, men fornemmelsen af, at vi lever foran en klimakatastrofe er meget ny. Den kommer ikke før Humboldt (tysk videnskabsmand, red.) lige omkring år 1800.”
Du er jo selv inde på i bogen, at hullerne i ozonlaget er blevet lappet siden 1980’erne. Giver det ikke håb?
”Jo, vi har set, at folk kan ændre vaner. Tænk bare på, hvordan rygekulturen har ændret sig, og nu begynder folk at få dårlig samvittighed over at spise kød og rejse med fly. Og det begynder at gå op for flere, at vi ikke kan være 20 milliarder mennesker, der kører i hver sin bil i fremtiden. Men jeg tror bare, at det er for sent at spare os ud af krisen. Det kunne man have gjort, hvis man havde sat ind for lang tid siden, men dengang havde vi hverken bevidstheden eller muligheden for det. Det er en trist historie at komme ud med, men jeg tror virkelig ikke, at vi klarer det, men jeg håber det.”
Hvad er det for et verdensbillede, man så giver videre til sine børn?
”Jeg tror, at det skal være et åndeligt verdensbillede. Vi bliver nødt til at finde værdierne andre steder end i de materielle forbrugssamfund, som er ved at blive vores undergang. Vejen til lykken er ikke at rage til os, men til at løfte blikket og se, at der findes andet end os selv i verden.”
”Det er derfor, jeg har læst med mine børn og taget dem med til torsdagskoncerter, ligesom jeg har lært dem, at alt, hvad de ser, er eksempler på større ting. Og i sidste ende tror jeg også, at vi holdes sammen af Gud og aldrig skal gøre os større end ham. Vi kan sætte en mand på Månen, men vi kan ikke svare på universets største gåder. Jeg ved ikke, hvor min tro kommer fra, jeg har opdaget, at jeg havde den. For mig står Gud bag alting. Andre kalder det energier, men det er jo bare nye ord for de samme ting. Hvor kommer energierne fra? Jamen, det er partikler, men hvor kommer partiklerne fra? Det er felter, jamen hvor kommer felterne fra? Det hele peger tilbage på Gud. Jeg kender ikke hans vilje og hans udestående med mig,” siger Søren Schauser, som alligevel fletter en tråd fra julens fortælling ind i sin egen fortælling som et godt modsvar til den frygt, man kan have for fremtiden.
”Mennesker dur ikke til at være guder, men det er en smuk tanke, at Gud blev menneske for at møde os i vores håbløshed. Vi glemte Gud, men han glemte ikke os.”