Jeg er på besøg hos en ven, der mistede sin kone for et halvt
års tid siden. Han er sårbar, men ufortrødent opmærksom. Den stol, hans kone plejede at sidde i, står stadig lige over for hans egen. Værelset ser stadig ud, som hun havde indrettet det.
Jeg har taget kage med fra en café, de plejede at komme på, dengang de begyndte at komme sammen. Han sluger grådigt et stykke af kagen. Da jeg spørger ham, hvordan det går, ser han ud ad vinduet og siger stille: “Hvis bare jeg kunne tro på, at jeg får hende at se igen.”
Det kan jeg ikke finde noget svar på, så vi sidder et stykke
tid i tavshed. Jeg er kommet for at trøste eller i det mindste give ham en smule lindring, men jeg kan ikke gøre nogen af delene.
Hvis vi vil forstå, hvad trøst vil sige, er vi nødt til at begynde
med de tidspunkter, hvor det ikke kan lade sig gøre.
Du kan købe bogen "Om trøst" her. Du får rabat, hvis du abonnerer på Kristeligt Dagblad.
Det engelske ord for “at trøste”, “to console”, kommer af
det latinske consolor, der betyder “at finde trøst sammen”. At trøste er det, vi gør – eller forsøger at gøre – når vi deler hinandens smerte eller forsøger at bære vores egen. Vi leder efter en måde at fortsætte på, holde os i gang og genfinde troen på, at livet er værd at leve.
Men her i dette øjeblik sammen med min gamle ven bliver
jeg mindet om, hvor svært det er. Han er virkelig utrøstelig.
Han nægter at tro, at han kan leve uden hende. Når jeg prøver at trøste ham, fører det os begge ud til sprogets yderste grænser, og ordene dør hen i tavshed. Hans sorg er en dyb ensomhed, der ikke kan deles. I dens dyb er der ikke plads til håbet.
Dette øjeblik blotlægger også, hvad det vil sige at leve i denne tid efter Paradiset. I årtusinder har mennesker troet på, at de ville gense deres kære i livet efter døden. De gjorde sig livagtige forestillinger om det, og de store kunstnere afbildede det: skyer, engle, himmelske harper, en uendelig overflod, frihed fra slid og slæb og sygdom, men først og fremmest gensynet med de kære – denne gang for evigt.
Gennem tusinder af år var Paradiset den form, håbet antog,
men Shakespeares ord om døden gælder også for Paradiset: Det er det land, hvorfra ingen rejsende vender tilbage.
I 1500-tallet begyndte der i Europa at indfinde sig en vis skepsis over for, om der nu overhovedet eksisterede et sådant land.
Her i det 21. århundrede er fraværet af en sådan tro nu det mest almindelige hos mange, men ikke alle – også blandt dem, jeg kender.
Det, der gav anledning til fraværet af denne tro, var blandt andet et ideal om sandhed. Hvis min gamle ven gav efter for sin længsel, efter at tro, ville han føle, at han havde forrådt sig selv.
Dér står vi i dag: Vi viderefører en arv af traditioner for trøst og samtidig flere århundreders oprør mod denne. Hvilke former for trøst kan vi stadig tro på?
I dag har ordet mistet de betydninger, som engang var rod-
fæstet i religiøse traditioner. Nu om dage er trøstepræmien den præmie, du ikke har lyst til at vinde. En kultur, der jagter succes, ofrer ikke meget tid og opmærksomhed på nederlag, tab eller død. Trøst er en tabersag.
Trøst var engang et område, filosofien beskæftigede sig
med, fordi den blev anset for at være den disciplin, der lærte os, hvordan vi skulle leve og dø. Consolatio var en selvstændig genre inden for den antikke verdens stoiske tradition.
Cicero var en mester i denne kunst. Seneca skrev tre berømte breve for at trøste sørgende enker. Den romerske kejser Marcus Aurelius skrev i virkeligheden sine Meditationer for at trøste sig selv.
Den romerske senator Boethius skrev Filosofiens trøst, mens
han i 524 e.v.t. afventede sin dødsdom fra en barbarisk konge.
Disse tekster lever stadig videre på kurser for nye studerende i
de humanistiske fag, men professionel filosofi beskæftiger sig
ikke med dem længere.
De institutionelle rammer for trøst er også forsvundet. Kir-
kerne, synagogerne og moskéerne, hvor vi engang trøstede hinanden ved hjælp af kollektive ritualer for sorg og klage, er
blevet tømt.
Hvis vi søger hjælp i svære tider, søger vi den selv, hos hinanden og hos professionelle terapeuter. De behandler
vores smerte som en sygdom, vi skal komme os over.
Men når lidelsen bliver betragtet som en sygdom, der findes en kur mod, går noget tabt. Religionernes traditioner for trøst
kunne sætte den enkeltes smerte ind i en større sammenhæng og give en person i sorg en forklaring på, hvor et enkelt menneskes liv passer ind i en guddommelig eller kosmisk orden.
Det er den større ramme, hvori trøstens magtfulde sprog kunne holde håbet frem.
Sådanne sammenhænge er stadig til-
gængelige for os: den jødiske Gud, der kræver lydighed, men også har sluttet en pagt med sit folk, som indebærer, at han vil
beskytte os; den kristne Gud, der elskede verden så højt, at han ofrede sin egen søn og gav os håb om evigt liv; og de klassiske romerske stoikere, der stillede i udsigt, at livet ville være mindre lidelsesfuldt, hvis vi kunne lære at give afkald på den menneskelige forfængelighed.
Stærkere indflydelse i vores tid har den tradition, der tager form i Montaignes og Humes værker, og som satte spørgsmålstegn ved, om vi nogensinde kan finde
en ophøjet mening med vores lidelser.
Disse tænkere formulerede også en lidenskabelig overbevisning om, at den religiøse tro havde overset den vigtigste kilde til trøst overhovedet.
Livets mening skulle ikke findes i at få lovning på Paradis eller i at kunne kontrollere sit begær, men i at leve livet fuldt ud hver dag. At finde trøst var simpelthen at holde fast ved at elske livet, som det er – her og nu.
Men oldtidens og den nyere tids tænkere havde én ting til-
fælles: en fornemmelse for det tragiske. Begge parter accepterede, at der findes uoprettelige tab; oplevelser, vi ikke kan komme os over fuldt ud; ar, som heler, men aldrig forsvinder.
Det vanskelige ved at finde trøst i vores tid er at stå det tragiske igennem, også når vi ikke kan se nogen mening med det, og blive ved med at leve i håbet.