Carlo Strenger er bekymret for Europa. Så bekymret, at han har sat sig ned og udviklet et koncept, der skal hjælpe os ud af krisen. ”Civiliseret foragt” er både navnet på denne redningsplanke og titlen på hans bog, der netop er udkommet i dansk oversættelse med undertitlen: ”En vejledning i at forsvare vores frihed”.
Det er den medicin, professoren i psykologi og filosofi ved universitetet i Tel Aviv ordinerer til et Europa, som har sat sine værdier over styr i multikulturalismen og den politiske korrektheds navn.
Dette kunne lyde som en diagnose, der for længst er stillet, og Carlo Strenger medgiver beredvilligt, at han ikke ”har opfundet hjulet”, som han siger.
Alligevel har bogen tiltrukket sig opmærksomhed, både i Tyskland, hvor originaludgaven kom sidste år under titlen ”Zivilisierte Verachtung”, og i Frankrig, der har fået en oversættelse samtidig med den danske.
For begrebet skurrer politisk ukorrekt i vestlige øren. Er man civiliseret, foragter man da ikke nogen.
Jo, svarer Strenger. Men på en civiliseret måde. Ikke på den uciviliserede måde, som breder sig i Europa. For Carlo Strenger nøjes ikke med at gribe fat i ørene på den venstrefløj, som har forrådt sine egne frihedsværdier ved at se igennem fingre med andre kulturers mørke sider. Den anden hånd har et lige så fast greb i centrum-højrefløjen.
”Det, jeg grundlæggende har forsøgt at finde ud af, er, hvorfor alle de partier, som i deres værdigrundlag er forpligtet på de individuelle frihedsrettigheder, tilsyneladende har en indbygget svaghed, der gør, at de er ude af stand til at sætte sig op imod dem, der undergraver disse værdier. Uanset om det er islam eller højrepopulismen,” siger Carlo Strenger fra sit kontor ved universitetet i Tel Aviv, hvor han er professor i psykologi og filosofi.
Den 57-årige schweizisk-israelske psykoanalytiker og professor i filosofi er en slags intellektuel ufo. Han er på hjemmebane både i Schweiz, hvor han blev født og voksede op i Basel som ortodoks jøde, og i Tel Aviv, hvor han er blevet.
Han har skrevet om psykoanalysens fader Sigmund Freud i en multikulturel tidsalder og individets eksistentielle selvhad i et globalt præstationssamfund, men er også en ivrig kommentator af israelsk og europæisk politik.
I sine bøger psykoanalyserer han ”Homo Globalis” og udforsker globaliseringen i grænselandet mellem psykologi og politisk filosofi. Han er medlem af Siegmund Freud Fondets videnskabelige bestyrelse i Wien, men forsker også i terror ved Center of Terrorism Studies ved City University i New York.
Og han var netop ved at lægge sidste hånd på den franske udgave af ”Civiliseret foragt”, da islamiske terrorister for anden gang inden for et år spredte død og rædsel i Frankrig. Den franske og den danske udgave er derfor tilegnet ofrene for angrebene i Paris.
”Men det var på ingen måde terrorismen, der var baggrunden for mine overvejelser om civiliseret foragt. Mit ærinde er langt bredere, ligesom Europas krise er langt dybere end terrortruslen,” siger Carlo Strenger.
”Europa er ramt af en hel stribe af kriser, herunder finans- og gældskrisen, men også en demografisk krise med en aldrende befolkning, som betyder, at Europa ikke vil kunne bevare sit nuværende økonomiske stade uden indvandring. Oveni kommer så Europas kæmpemæssige problemer med at integrere ikke-europæiske befolkninger og endelig en terrorkrise. Og det eneste svar, Europa leverer, er en voksende højredrejning, der breder sig i Ungarn, men også i Frankrig med Marine Le Pen, i Tyskland med Pegida og i Schweiz med Schweizisk Folkeparti, som ved folkeafstemning fik nedlagt forbud mod minareter. Det er ikke på den måde, Europas kultur skal forsvares,” mener Carlo Strenger.
Europas kulturelle værdier skal ikke desto mindre forsvares med fasthed, og det er her, den civiliserede foragt kommer ind i billedet. Civiliseret foragt skal imødegå den politiske korrekthed, som i misforstået tolerance har forhindret Europa i at stå fast over for angreb for eksempel på ytringsfriheden, med den iranske fatwa mod Salman Rushdie og reaktionerne på de danske Muhammed-tegninger som de efterhånden velkendte eksempler.
”Den civiliserede foragt er en tanke, jeg har arbejdet med i 20 år, blandt andet på baggrund af min deltagelse i debatten med den yderste religiøse højrefløj i Israel,” forklarer Carlo Strenger.
”Jeg husker for eksempel en radiodebat med en ultra-ortodoks rabbiner. Jeg har selv levet som ortodoks jøde og kender derfor den ortodokse jødedom indefra. Jeg har teologisk indsigt, og jeg kender de mennesker, der lever i overensstemmelse med dens forskrifter. Og på et tidspunkt spurgte rabbineren, hvordan jeg på den ene side kunne have så indgående et kendskab til jødedommen, og på den anden udvise en sådan mangel på respekt for hans synspunkter.”
”Mit svar var, at jeg foragtede hans synspunkter, men jeg respekterede ham som person. Jeg har haft præcis samme forhold til en palæstinensisk tænker, som jeg har mødt i forbindelse med min terrorforskning. Jeg kunne respektere ham som menneske og intellektuel. Jeg vidste for eksempel, at han havde været udsat for brutal tortur. Men hans synspunkter var uantagelige. Og de kunne ikke bare imødegås med kritik. Kritisk tænkning er slet ikke dækkende for det, vi føler, når vi møder virkeligt frastødende synspunkter. Jeg har kun foragt tilovers for omskæring af femårige piger. Men det betyder ikke, at jeg hader de mennesker, der gør sig skyldige i omskæring,” siger Carlo Strenger.
Men præcist hvor og hvordan trækker man den streg i sandet, der skiller civiliseret og uciviliseret foragt?
”Et godt eksempel er den franske premierminister Manuel Valls, som efter terrorangrebene har været fuldstændig klar i mælet i kampen mod terrorisme. Men samtidig klart har sagt, at fjenden ikke er Frankrigs muslimske indbyggere. Grænsen går ved enhver form for hadefuld tale, der foragter mennesker frem for synspunkter,” siger Carlos Strenger.
Han opfordrer til at finde oplysningstidens værdier frem igen og ikke mindst det princip om tolerance, som voksede ud af oplysningsidealernes frihedsværdier.
”Oplysningstidens tolerance var et princip om tankefrihed. Den politiske korrekthed har perverteret dette princip til, at alle synspunkter har krav på respekt. Det er især venstrefløjen, der har forbrudt sig. Men det gælder også centrum-højrepartierne. Og konsekvensen kan vi se i hele Europa, hvor det yderste højre stormer frem. Samtidig skal vi, igen i oplysningstidens ånd, bygge vores synspunkter på rationelle synspunkter, ikke på mavefornemmelser,” siger Carlo Strenger.
Det er en anden af hans pointer i bogen: Europa, men også USA, er blevet grebet af en anti-elitisme, som har ført til foragt for enhver form for rationel og empirisk viden.
Et andet udslag af den relativisme, som har grebet Vesten, er udsagn som: Jeg har ret til at mene, hvad jeg vil, og ufunderede synspunkter har lige så stor berettigelse som videnskabelige sandheder.
Problemet er, kan man sige, at der ikke altid findes entydige sandheder om politiske spørgsmål, som for eksempel islams karakter eller plads i de vestlige samfund.
Men Carlo Strengers ”vejledning i et forsvar for friheden” er ikke en facitliste eller et ufejlbarligt instrument, der automatisk sorterer sandt fra falsk. Det er et forsøg på at skabe en civiliseret demokratisk samtale.
”Det handler om sund skepsis, og det handler om ydmyghed. Det handler om evnen til indimellem at turde sige, at jeg ikke er tilstrækkeligt vidende til at have skråsikre holdninger om alt muligt,” svarer Carlo Strenger.
”Når en Donald Trump farer frem med tåbelige, letkøbte forklaringer om, hvordan han vil løse verdens problemer, så må man sige fra. Når Marine Le Pen hævder, at Frankrig skal standse al indvandring, så må vi turde stå frem og sige, at det er umuligt og ren populisme. Det er mit råd til Europas centrum-højrepartier: Lad ikke det yderste højre få lov til at bestemme tonen.”