Idéer er magtfulde. De kan ændre den politiske verden på kort tid, og det har vi i nogen grad glemt efter den kolde krig.
Sådan svarer den globalt anerkendte tænker Francis Fukuyama, når man spørger ham, hvad det vigtigste budskab fra Reformation til os i dag er.
”Hele Reformationen er et lærestykke i, hvordan store institutioner ændres i en proces, hvor idéer er enormt magtfulde,” siger han og rømmer sig et par gange, før hans talestrøm får frit løb over en telefonforbindelse fra den amerikanske vestkyst, hvor han er professor på Stanford University.
”Der er megen debat om, hvad der i virkeligheden drev Reformationen. Nogle mener, det var økonomi eller materielle forhold, men jeg tror på, at idéer i sig selv er særdeles stærke,” siger forskeren, der har beskæftiget sig indgående med opbygning af nationer og stater i sine seneste bøger.
”Det er det samme i dag. Idéer spiller en afgørende rolle. Nutidens version af radikal islamisme eksisterede ikke for 50 år siden. Men i denne tid tror jeg, at vi er på vej mod en lang borgerkrig mellem sunnier og shiitter,” lyder Francis Fukuyamas eksempel på, at idéer også er magtfulde i politik i dag i Mellemøstens konflikter mellem forskellige muslimske trosretninger.
Francis Fukuyama er dog forsigtig med at slutte alt for konkret fra idéer til politiske konsekvenser. Han giver ikke meget for sammenknytningen af lutherdom og velfærdsstat – ”den franske velfærdsstat er næsten lige så stor som den nordiske” – og det samme gælder demokratiet og Luther.
Men han ser andre udløbere af Reformationen, som har fået afgørende politisk betydning i det lange løb. Og her taler han direkte ind i den hidsige danske diskussion om Reformationen, hvor blandt andre professor Frederik Stjernfeldt har kritiseret danske forskere for at være for Luther-positive.
”Martin Luthers betoning af det indre er udgangspunktet for hele den moderne idé om identitet,” siger han.
”Luther sondrer mellem den indre tro og det ydre menneske. Det er den indre tro, der tæller, ikke den ydre praksis, som den på hans tid var formet i katolicismen.”
I de følgende århundreder gennemgår Martin Luthers forståelse af det indre en bearbejdning.
”For den franske filosof Jean-Jacques Rousseau, tyske Georg Friedrich Hegel og mange andre bliver dette indre udvidet og sekulariseret. Vi får den moderne opfattelse, at alle mennesker har en indre identitet. Denne indre person kan blive undertrykt, og den forståelse bliver normal, at vi kun kan blive glade, når det indre kommer i harmoni med den omkringliggende verden,” siger Fukuyama i en ultrakort sammenfatning af en idé, der skulle få stor betydning for moderne demokratier: at den enkeltes identitet skal frigøres i det ydre samfund.
”Luthers sondring mellem indre og ydre bliver grundlaget for nutidens identitetspolitik, som antager mange former. Den kan tage form af nationalisme, islamisme eller den type konflikter, vi har i multikulturelle samfund som USA eller Indien, hvor forskellige etniske eller religiøse grupper kæmper for at få anerkendt deres identitet af staten,” siger Fukuyama – og griner lidt overrasket, da han selv kan høre, at hans ord kan lyde forsimplede:
”Det kommer selvfølgelig ikke alt sammen fra Luther. Men Luther sætter med sin sondring mellem menneskets indre og ydre et startpunkt for den udvikling.”
En anden idé, der har ændret verden, er menneskerettigheder. Tanken om, at enhver uanset religion, race eller kultur har ret til valg af religion og ytringsfrihed, skulle blive et af oplysningstidens store arvestykker til eftertiden.
Når man hører religionsdebatten i Nordeuropa, fortælles historien ofte efter samme skabelon. Engang var der en formørket religiøs middelalder. Så kom oplysningstiden ind på scenen i 1700-tallet. En række videnskabsmænd og filosoffer dukkede op ud af ingenting, og de reddede Europa fra troens svøbe i et brud med kristendommens konservative væsen.
Men historien om bruddet passer ikke, hvis man spørger Francis Fukuyama. Han ser ikke oplysningstidens idéer som et brud med kristendommens teologi. Omvendt skønner han, at der er en forbindelse mellem Reformationen og oplysningstiden, hvor menneskerettigheder og religionskritik blev udbredt.
”Et af kerneelementerne i oplysningen er den moralske universalisme, som ligger bag menneskerettighederne. Den tanke henter næring i kristendommens universalisme,” slår filosoffen fast.
For Fukuyama er oplysningens tænkning i nogle henseender en verdsliggjort kristendom. Her henviser han til hovedpersonen i den tyske oplysning, Immanuel Kant (1724-1804), der voksede op i et pietistisk hjem og altså fra barnsben var præget af en protestantisk bevægelse, der lagde vægt på den personlige tro.
”Immanuel Kants filosofiske system er i virkeligheden en sekulariseret version af pietismen. Det eneste, der virkelig er etisk godt for ham, er den gode vilje, der findes i menneskets indre. Og Kants moralske vilje bliver grundlaget for de moderne menneskerettigheder,” siger Francis Fukuyama og tilføjer, at Reformationen også fører til den moderne religionsneutrale stat i en anden utilsigtet forstand:
”Reformationen udløser en lang række meget blodige religionskrige, der kulminerer med Trediveårskrigen, som blev udkæmpet mellem et katolsk imperium og en alliance af fyrster. Herefter udarbejdes en række normer, som for eksempel at religion ikke skal defineres politisk, men være en privat sag. Den liberale stat, der er neutral med hensyn til religion eller har en neddæmpet religion, vokser ud af dette. Reformationen bliver udgangspunktet for en udvikling, der fører til internationale principper for aftaler om tolerance. Men det er ikke en teologisk arv, det er bare en historisk konsekvens af de blodige krige, som Reformationen satte i gang.”
At Reformationen fik politiske konsekvenser på en række områder, er indiskutabelt for Francis Fukuyama.
Han skønner, at den lave korruption i flere protestantiske lande i dag delvist er betinget af Reformationen. Og så minder han om, hvor meget katolsk ejendom, der blev taget af protestantiske magthavere og dermed blev en forudsætning for mange europæiske staters opbygning i tiden efter Reformationen.
Den amerikanske filosof, som har optrådt på mange lister over verdens mest indflydelsesrige intellektuelle, melder sig med sine synspunkter ind i en reformationsdebat, der har udspillet sig i den nordlige del af Europa med særlig intensitet.
Denne diskussion kan få ny luft under vingerne, når Francis Fukuyama i næste weekend betræder talerstolen på Aarhus Universitet for at behandle ”de politiske konsekvenser af Reformationen”.