Jeg frygter, at vi ikke slipper af med Gud, så længe vi stadig tror på grammatikken.

Sådan lyder en af den tankevækkende provofilosof Friedrich Nietzsches bedst kendte sætninger. Den står i Götzendämmerung, der netop er nyoversat under titlen Afgudernes tusmørke. Værket stammer fra 1888, hvor filosoffen i en hæsblæsende arbejdsrus færdiggjorde fem bøger, inden han omkring årsskiftet 1888-1889 blev vanvittig i Torino.

Man kender historien: Overmenneskets forkynder, barmhjertighedens og medlidenhedens foragter, forbarmer sig over en pryglet bryggerhest og omfavner den i fuld offentlighed. I tiden omkring januar 1889 skrev han sine vanvidssedler til venner og bekendte, for eksempel til Georg Brandes, der modtog en note underskrevet Den korsfæstede. Så var det slut. Frem til sin død i 1900 levede han som en grøntsag.

En blandet landhandel

Men Afgudernes tusmørke viser ham i storform: sprudlende, æggende og irriterende, subtil og plat på samme tid. Bogen er en slags statusopgørelse med knappe, fyndige og skallesmækkende variationer af gamle pointer og temaer: kritik af moralen, af sproget (som i citatet om Gud og grammatikken), æstetik, religion, filosofi, antikken med mere. Det er, som man siger, en blandet landhandel.

For ikke særlig længe siden, i 1993, udkom værket første gang på dansk som Afgudernes ragnarok i Lars-Henrik Schmidt og Jens Erik Kristensens oversættelse.

Det er da glædeligt, at der findes flere danske versioner, men er det strengt nødvendigt allerede nu? Peter Thielst, oversætter og udgiver, motiverer sin nye fordanskning i forordet, hvor han kalder den tidligere udgave for ganske problematisk og utilfredsstillende. Store ord, men hvad mener han?

For det første lancerede Schmidt og Kristensen bogen som et hovedværk, hvilket efter Thielsts mening er en overdrivelse. Måske nok, men vel i afdelingen for bagateller?

For det andet havde den forrige udgave ganske få noter, mens der i Thielsts udgave er hele 303 af slagsen. Fint nok, det gør den mere egnet til studiebrug.

Endelig er der spørgsmålet om titlen, hvor Thielst finder Afgudernes ragnarok uacceptabel. Nu bliver det lidt teknisk, så hold lige fast:

Da Nietzsche valgte Götzendämmerung var det en ironisk hentydning til Wagners opera Götterdämmerung, der jo på dansk hedder Ragnarok.

Derfor virker det oplagt at bruge Schmidt og Kristensens titel.

Men da Ragnarok omtrent betyder gudernes undergang eller gudebrand, er det strengt taget noget sprogligt kludder.

Dæmring dur heller ikke, da det ikke indeholder den dobbelthed af undergang og fremkomst af noget nyt, der ligger i det tyske Dämmerung. Derfor har Thielst valgt Afgudernes tusmørke, der netop betegner en mellemtilstand, hvor noget forsvinder, og noget nyt melder sig.

Til gengæld mister han hentydningen til Wagner, ligesom tusmørke har en stilfærdighed, der ikke helt matcher Nietzsches voldsomhed.

Men sådan er det jo ofte med oversættelser, og så ikke mere om det.

Hvcem skal smadres af Nietzsches hammer?

Hvad er det så, der skal forsvinde, og hvad skal erstatte det?

Det er lettere at svare på det første end det sidste. Nietzsche var ikke bare en svoren fjende af kristendommen, men også af de afguder, han så som kristendommens følgevirkninger, især vor tykt vatterede humanitet, der kommer til udtryk i lighedstanken, velgørenhedsmoralen.

Konkret: demokrati, ligestilling og almene menneskerettigheder.

Dette er de afguder, der skal smadres af hans hammer. Hvad der skal komme i stedet, er straks vanskeligere at pege på.

Nietzsche var besat af forestillingen om, at vores kultur er dekadent, altså i en tilstand af svækkelse og forfald. Overalt sejrede de middelmådige, svage og vulgære. Topmålet af dumhed var at uddanne arbejderne!

I stedet efterlyste han livskraftige og skabende mennesker som den brutale renæssancefyrste Cesare Borgia, Goethe og Napoleon. Alene sammenstillingen af disse tre viser, hvor flimrende Nietz-sches ønsker var.

Men hvor er der mange spredte guldkorn i Afgudernes tusmørke!

For eksempel denne sætning, der også har bud til en verserende debat i danske medier om forholdet mellem liberalisme og konservatisme: Hele Vesten har ikke længere de instinkter, som institutioner vokser ud af, som fremtid vokser ud af: måske er der intet, der går dens moderne ånd imod. Man lever for i dag, man lever meget hurtigt man lever meget uansvarligt: netop dette kalder man frihed. Hvad der gør institutionerne til institutioner, bliver foragtet, hadet, afvist: man tror sig i fare for et nyt slaveri, hvor ordet autoritet blot bliver nævnt.

Men Nietzsche ville ikke være Nietzsche, hvis han ikke samtidig hviskede de konservative i øret: Det hjælper ikke noget: man må fremad, det vil sige skridt for skridt videre i dekadencen.

Han delte bekymringer med store kulturkritikere i sin samtid, for eksempel Kierkegaard, Jacob Burckhardt og Alexis de Tocqueville.

De var fælles om frygten for demokratiets og massesamfundets tendens til ensretning og kulturforfladigelse. Nietzsche udtrykte sig på sin egen måde, undertiden genialt, undertiden skæmmet af den infantile sadisme, som forfatteren Thomas Mann engang konstaterede hos ham. Afgudernes tusmørke viser begge dele.