Skildring af Hegels liv er filosofi i forsoningens tjeneste

Formidabel formidling af Hegels liv og værk i anledning 250-året for den store tænkers fødsel

Det fortælles om Hegel (1770-1831), at da en af hans tjenere panisk advarede om, at der var ildebrand i huset, åndsfraværende vrissede: ”Sig det dog til min kone! Du må da for pokker vide, at jeg ikke kan bekymre mig om huslige sager.” Derpå genoptog filosoffen uanfægtet sit arbejde i et liv, der i øvrigt ikke bød på megen tumult, selvom Hegel levede i en tidsalder med megen tumult og mange opbrud.

I en ny, stor fremstilling følger vi ham som underviser, journalist og rektor. Hegels levnedsskildrer Jürgen Kaube er redaktør på Frankfurter Allgemeine Zeitung, og hans ambition er at præsentere Hegel i fuld figur, hvilket lykkes suverænt. Det ser man blandt andet i Kaubes gennemgang af Hegels syn på religion, hvor filosoffen erkendte, at der er fænomener i menneskelivet, som ingen videnskab nogensinde kan levere tilfredsstillende forklaringer på: ”Skylden, samvittigheden, døden, pligten til at handle, selvom det kan skade én selv, kærligheden, og håbet midt i håbløsheden.”

Hegel var grundlæggende optimist. Hans påstand var, at alle konflikter ender i forsoning. Ofte benyttede han sig af historiske eksempler til at illustrere sine tanker. Hvis panteismen i antikken fandt det guddommelige overalt i naturen, så var den jødiske monoteisme en antitese med sin kategoriske understregning af, at Gud befandt sig ophøjet helt uden for verden. Men i kristendommen opstår der en syntese, hvor Gud både er til stede i verden og uden for den. Hegels originale bidrag til filosofien består i vise, at enhver situation eller ide kalder på en modsætning, hvorefter der opstår en helt tredje og lykkelig forening af tesen og antitesen.

På omslaget af bogen er afbildet en luftballon, og undervejs refererer Kaube til brødrene Montgolfiers rejse i luftballon i 1783 som et billede på den idealisme, hvor man ser verden fra oven. Hegels idealistiske tænkning er nemlig et forsøg på at se verden fra oven og dermed rejse det spørgsmål: ”Hvem ved, om ikke alting inderst inde er godt?”. Hegel mente, at under evighedens synsvinkel kunne ting, der synes onde, alligevel vise sig at tjene det gode på langt sigt.

Hegel var 19 år, da Den Franske Revolution indtraf i 1789, og den begivenhed forblev skelsættende for ham; Stormen på Bastillen blev hvert år fejret i nære venners kreds. Men det er samtidig en kongstanke hos Hegel, at en revolution aldrig er endelig. Og det var derfor også afgørende for Hegel, at han i oktober 1806 så Napoleon til hest i Jena. I et brev overvejer Hegel, om han her havde set ”verdensånden til hest”, for Napoleon var jo ham, der korrigerede revolutionens excesser med sin banebrydende civilret – code civil.

Hegel betragtede historien som noget, der konstant bevægede sig mod større frihed, hvilket rigtignok æggede til modsigelse. Herhjemme protesterede Kierkegaard heftigt og påpegede, at Hegel minder om en bygmester, der opfører et stort slot og glemmer, at han jo også selv skal bo et sted, hvorfor filosoffen ender med at bebo hundehuset.

Når man læser Kaubes bog, må man erkende, at kritikken ikke er helt fair. Hegel negligerede ikke det enkelte menneskes eksistens til fordel for systemtænkningen, selvom mange af hans disciple gjorde det. Hegel sagde da også: ”Af alle mine elever er der kun én, der har forstået mig – og han har forstået mig galt.”

Kaubes bog er betitlet ”Hegels Welt”, og inden for grammatikken opererer man med en objektiv og en subjektiv genitiv. Handler det om den verden, Hegel levede i, så er det en objektiv genitiv, men handler bogen om de tanker, Hegel rundkastede om verden, så er det en subjektiv genitiv. Hvad er Kaubes værk så? Det er begge dele. Bogen handler såvel om den tid, Hegel levede i, såvel som de forestillinger, han gjorde sig om den virkelighed, han levede i. Hegel døde som 61-årig i november 1831, og han blev begravet ved siden af sin filosofiske inspirator Johann Gottlieb Fichte. Da Villy Sørensen i 1960 skrev forord til Søren Kierkegaards ”Begrebet Angest”, meddelte han, at Hegels forfatterskab også var begravet: ”Til Hegels skrifter henvises ikke, da ingen alligevel læser Hegel”.

Det forhold har unægtelig ændret sig. Hegel er på vej ind i de teologiske og filosofiske saloner igen – og med Jürgen Kaubes storartede bog ved hånden tør man selv begive sig derind.

I ”læst udefra” skriver vi om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.