Prøv avisen

Forfatter til ny Spinoza-bog formår at forklare og aktualisere den hollandsk-jødiske filosof

4 stjerner

Andreas Beck Holm præsenterer Spinozas ellers ret indviklede filosofi klart og aktuelt

Benedict Spinoza (1632-1677) var en hollandsk jøde, som den jødiske menighed smed ud, og som kristne anså for en farlig fjende af kristendommen. Spinozas tanker placerer ham mellem to tænkemåder, en gammel og en ny. Han tog udgangspunkt i Gud og skaberværket og tænkte det igennem ud fra de nye naturvidenskabelige og filosofiske principper, ”på geometrisk vis”, som de gamle sagde, altså rationelt, med aksiomer og logiske konklusioner.

Resultatet blev en original filosofi, hvor det lykkedes Spinoza at tænke det åndelige og det legemlige sammen. Ifølge Spinoza kan man kort fortalt betragte en ting ud fra to forskellige synsvinkler. Den kan opfattes enten som ”med udstrækning”, det vil sige legemligt, eller som ”tænkende”, det vil sige noget åndeligt. Alle ting er måder, hvorpå én uendelig, udelelig og evig substans træder frem. Denne substans er lig med Gud. Gud kan også vise sig som intellekt, altså tænkende, for eksempel i mennesket. Gud er således både ånd og natur, og mennesket har både udstrækning, fordi vi har en krop, og er tænkende, fordi vi har sjæl og bevidsthed. De to tinger hænger sammen sådan, at når kroppen legemligt mærker noget, lader det bevidstheden danne sig en forestilling om det.

Denne måde at tænke på fik store konsekvenser for Spinozas gudsbillede. Gud er jo her ikke en magt uden for verden (en transcendent gud), men i verden, og Guds love og magt ser vi derfor i naturlovene.

Herefter er mirakler en ukristelig umulighed, da de jo netop er afvigelser fra Guds naturlove. I forlængelse heraf gennemførte Spinoza en konsekvent bibelkritik, især af Det Gamle Testamente, hvor han fastholdt, at det var et skrift af mennesker, og prøvede at give naturlige forklaringer på såkaldte mirakler. Begge dele blev anset for farlige omvæltninger af den etablerede tro.

Spinoza havde en meget realistisk tilgang til mennesket i sin samfundstænkning. Han tog udgangspunkt i, at mennesker har ufornuftige lidenskaber, der kan ødelægge meget, men mennesket har også en stærk selvopholdelsesdrift og en fornuft, der lader os handle. Spinozas samfundstænkning, som er bogens hovedemne, begynder herfra. Ganske radikalt ser Spinoza en identitet mellem magt og ret. Samfundets herskere har magt og ret til at sætte deres vilje og love igennem over for borgernes handlinger. Det er også muligt for dem at gøre det. Men det er ikke muligt for dem at styre borgernes tanker, og derfor skal der være fuld tankefrihed. Det var også en idé, der vakte anstød.

Det kan lyde kynisk at sætte magt lig ret, men Spinoza anlægger dog også en pragmatisk betragtning. Den siger, at mennesker bedst tøjler deres lidenskaber og hjælper hinanden dér, hvor lovene er deres egne, det vil sige i et demokrati.

Egne love er nemlig mere forpligtende end de love, der udsprang af en despots luner og administreres i en atmosfære af frygt. Som det træffende formuleres i bogen:

”Hvor folket holdes uden for indflydelse... vil det ende med at lade sig lede af frygt (eksempelvis frygten for Guds straf) til helt at afskaffe sin egen frihed. Den lære er endnu i dag relevant: Hvor almindelige mennesker ikke har reel demokratisk medindflydelse på deres dagligdag, fordi den virkelige magt ligger hos en økonomisk overklasse, lader de sig besnære af konspirationsteorier og forføre af dem, der kolporterer dem.”

Andreas Beck Holm forklarer dygtigt og klart Spinozas ret indviklede filosofi, og efter en liste med centrale begreber kan læseren selv læse nogle oversatte stykker af Spinozas tekster. Det virker godt, for de er tænkt og skrevet i et sprog, som den moderne læser bedst forstår efter en introduktion som den her i bogen. Forfatteren gør det ikke helt klart, hvilket sprog Spinoza skrev på, og man kan af litteraturlisten få det indtryk, at det var engelsk. Men Spinoza skrev som den tids lærde på latin.