Fortalt af Vincent Henricks
Jeg var 18 år og lige flyttet til New York, da jeg første gang så filmen ”Angel Heart” (”Djævelen i hjertet” på dansk, red.) af den amerikanske instruktør Alan Parker og blev fuldstændigt bjergtaget. Det er en meget uhyggelig og ganske blodig film, men for mig er det først og fremmest en eksistentiel fortælling om det vigtige i at være den, man er, og ikke påtage sig en anden identitet i forhold til sig selv eller andre.
Filmens hovedperson er Harry Angel, spillet af Mickey Rourke da han var på sin karrieres højdepunkt. Harry Angel er privatdetektiv i New York og bliver i filmens begyndelse kontaktet af Louis Cyphre, der vil have ham til at finde en mand ved navn Johnny Favorite, der på uforklarlig vis er forsvundet. Sporet leder ham til New Orleans, og han bliver undervejs involveret i en serie af spektakulære mord. Det lader til, at alle, der ved noget om Johnny Favorite, bliver myrdet på brutal vis, efter han har talt med dem.
Han finder ud af, at Johnny Favorite også er død, og at han var en psykopat, der havde solgt sin sjæl til Satan til gengæld for berømmelse. Og at han havde kidnappet og dræbt en ung soldat og slugt hans hjerte, mens det stadig slog, for at slippe væk fra djævelen. Harry Angel indser, at Louis Cyphre er et homofon for Lucifer, og at han selv i virkeligheden er Johnny Favorite.
Når man ser filmen, oplever man, at hovedpersonens erkendelser sker samtidig med, at vi som tilskuere forstår, hvad der foregår. Det, vi forstår, er, at det koster et liv, hvis vi giver os ud for at være en anden. Vi er altid et liv skyldigt – det vi selv har fået tildelt, og vi kan ikke få to identiteter for ens pris.
På den måde er det ikke ulig identitetsprofiler på internettets sociale medier, hvor der er et vist element af at oversælge sin egen identitet. Som det hedder i min nye bog ”Spræng boblen”: Hvem gider udbyde det normale til salg? Det efterspørges ikke. Det normale er en metervare, man kan få alle steder, og den enkeltes oplevelser, al ære og respekt for den enkelte i øvrigt, er ikke en uundværlig salgsvare, som alle andre ønsker sig, ligesom mælk og barberblade er det. Således bliver man nødt til at skille sig ud for at sælge sig selv som vare. Og netop derfor bliver præsentationen af en selv online hyppigt lige dét hårdere, federe, sygere og sejere, end det normalt fordelte liv egentlig kan holde til.
Så opbygger man en identitetsboble i glansbilledet af sig selv online, som man tror, andre tror er interessant. Men den kan finde på at briste, og hvis man ikke er klar over ens egen fundamentalværdi, så kan det gøre ganske ondt eksistentielt. Derfor er oraklet fra Delphis ”kend dig selv” stadig centralt, og det er ikke tilfældigt, at sjælen fra tid til anden på oldgræsk omtales Daemon.
Efter jeg havde set filmen, fandt jeg ud af, at den er baseret på romanen ”Falling Angel” (1978) af William Hjortsberg, og den roman gav jeg mig til at spørge efter i antikvariater og boghandler i alle de byer, jeg kom i. Men først syv år senere, da jeg besøgte min tidligere bofælle i New York, der var flyttet til San Francisco, fandt jeg den. I et antikvariat i hippiekvarteret Haight Ashbury kunne indehaveren sælge mig et helt urørt eksemplar, og jeg var lykkelig. Det viste sig at være en lige så bjergtagende oplevelse at læse bogen, som det havde været at se filmen. Film og bog supplerer hinanden helt perfekt.
Jeg har nu filmen på dvd, og ser den med en vis frekvens. Senest har jeg set den sammen med min 15-årige søn, og det var en væsentlig oplevelse for mig. Vi deler langt hen ad vejen samme filmsmag, men jeg har med vilje ventet med at vise ham ”Angel Heart”, til jeg syntes, han var klar. Og det var han for nylig, og selvom filmen gjorde et stort indtryk, så var indtrykket og væsentligheden ikke den samme for ham, som den var for mig. Sådan er det med to forskellige sjæle, to forskellige identiteter – en til far og en til søn. Og jeg forstod først for alvor, at jeg skylder et liv, da jeg var med til at give et liv.