Der er ingen tvivl om, at da omtalen af et nyt dåbsfænomen i Vesterbro Sogn i København nåede ud over det ganske land, var vi mange, der fik kaffen galt i halsen. Drop in-dåb! Hvad er nu det for noget pjattet leflen for højhastighedskulturen.
Nu er der kommet en sober og meget interessant bog om fænomenet, der siden har bredt sig ud over landet. 1000 mennesker er blevet døbt på den måde, og mange kritikere har måttet æde deres kritik. Jeg melder mig som en af de nyomvendte.
Bogen er en artikelsamling af folk, der kender noget til det, og som har gjort sig deres overvejelser. Det er vedkommende læsning. Begrebet drop in-dåb er opstået i Sverige og havde sin danske premiere i september 2017 på Vesterbro i København, hvor man havde forsøgt sig ud i det, Birgitte Kragh Engholm kalder ”opsøgende medlemspleje” uden større succes. Men en af præsterne havde hørt om en drop in-dåb i Norge efter det svenske koncept.
De folk, der gerne ville døbes, blev mødt af en af kirkens medarbejdere, der optog de nødvendige oplysninger og dokumentationer. Der var en fin stemning i kirkens forkontor af en blanding af kirke og café. Derefter kom en præst, og en samtale blev indledt, hvorefter dåben lidt senere fandt sted i kirkerummet, hvis der fortsat var basis for dåben. En organist spillede, og det almindelige dåbsritual fra 1992 blev anvendt. Efter dåben fik den nydøbte en bibel efter eget valg.
Hvem blev så døbt? Det var ganske almindelige mennesker, der havde tænkt længe over det. Det var ikke impulshandlinger, fremgår det tydeligt af bogen. Flere af artiklerne handler om dåbens teologiske betydning, og de artikler bliver man på en fin måde klogere af. Dåbens betydning må tages op, og vi må i kirken reflektere over, hvad den er i vores egen tid.
Vores dåbshistorie er lang. Den rækker fra de første disciple, der døbte i Jesu navn uden lang forberedelsestid, til barnedåbens almindelige praksis i et samfund, hvor alle blev døbt. Den selvfølgelighed varede ikke ved, og især i løbet af de seneste årtier er der blevet stillet nye spørgsmål om, hvorfor og hvordan vi døber. Det sidste behandler Berit Weigand Berg fra Kirkefondet på glimrende vis.
De 12 artikler er læseværdige og forholdsvis korte. En lille sten i skoen er dog forsidetegningen med et løbehjul parkeret op ad en døbefont. Det er et dårligt signal og passer ikke til bogen.