Herluf Trolle rundede et skarpt hjørne i dag den 14. januar. Her var det nemlig 500 år siden, at den berømmelige søhelt blev født.
Da vennen og præsten Niels Hemmingsen i hans dødsår 1565 foreholdt ham, at han ikke havde nødig at sætte livet på spil i den tilstundende krig, reagerede den stolte adelsmand med noget, der lignede oprigtig bestyrtelse: ”Ved I, hvorfor vi hedder herremænd, og hvorfor vi bærer guldkæder og har jordisk gods? ” Jo, forklarede Trolle, vi er nemlig forpligtede på at beskytte vore landsmænd. Det var ikke fyldekalk og fraser i admiralens ord, for han mistede siden sit liv efter kampe mod svenskerne.
Historikeren Sebastian Olden-Jørgensen citerer udførligt fra Niels Hemmingsens lovprisende ligprædiken over Herluf Trolle. Han overvejer også, om Herluf Trolle vitterlig har pointeret, at den der bærer gyldne kæder har en særlig forpligtelse. Men Olden-Jørgensen finder ingen anledning til at betvivle rigtigheden deri. Og det er værd at hæfte sig ved, for Herluf Trolles levnedsskildrer abonnerer på den tyske historiker Leopold von Rankes valgsprog: ”Wie es eigenlich gewesen ist”. Det drejer sig altså om at gøre op med den mytomane historieskrivning, hvor Trolle er beundret, feteret, ja forgudet for i stedet at finde frem til ”den ægte Herluf Trolle, (der) på flere måder (kan) sige vor tid mere, end myten kunne”.
Olden-Jørgensen minder om en gammel kinesisk forbandelse, der lyder: ”Gid du må komme til at leve i interessante tider”. Der var nemlig dramatik i Herluf Trolles liv fra første færd. Hans fætter, ærkebiskop Gustav Trolle, bistod Christian II med at foranstalte det, der skulle blive kendt som ”Det stockholmske blodbad”. Herluf Trolle var ganske vist kun fire år gammel dengang, men Sebastian Olden-Jørgensen lægger vægt på at omtale sådanne begivenheder. Selv efter en kildekritisk maratonindsats må han nemlig konstatere, at oplysningerne vedrørende Herluf Trolles eget liv er sparsomme. Trolle studerede således ved protestantismens epicentrum i 1536, men ”vi ved bogstavelig talt intet om, hvad han foretog sig i Wittenberg”.
Til gengæld ved Olden-Jørgensen en del om, hvad Martin Luther og Philip Melanchton foretog sig i disse år, hvorfor læseren får grundig og overflødig underretning herom i stedet.
Efter sin hjemkomst fra Wittenberg virker Herluf Trolle som junker eller hofsinde ved Christian III' s hof, men også her er kilderne knappe: ”Vi ved ikke noget konkret om, hvad Trolle foretog sig i årene som hofsinde ud over, at han må have gjort det godt”. Godt gik det også med den kvinde, som på det tidspunkt kommer ind i Herluf Trolles liv. Hun hed Birgitte Gøye og var en fornem personlighed. Skønt tvangsægteskaber var forbudte, havde en ond stedmor alligevel forsøgt at presse Birgitte ind i et sådant. Takket være kongehusets hjælpsomme mellemkomst blev denne plan forpurret, og i 1543 kunne Birgitte ægte Herluf Trolle.
Ægteskabet gjorde ikke blot Herluf Trolle til en lykkelig, men også til en holden mand, idet Birgitte Gøye var formuende. Ægteskabet var barnløst, men det betød ikke, at ægtefællerne havde nok i sig selv. Birgitte Gøye og Herluf Trolle grundlagde nemlig Herlufsholm med tanke på, at adelens ungdom havde brug for at udvikle sig både intellektuelt og moralsk.
Hvert år den 14. januar defilerer eleverne fra Herlufsholm forbi Birgitte Gøye og Herluf Trolles gravmæle for at ære dette par, der havde format og pondus til at grundlægge den fornemme institution. Og skal man tro Sebastian Olden-Jørgensen, er der megen ræson heri, for ”det er på dette punkt og ikke på søkrigstaktikkens område, at Trolle var fremsynet”.
Ifølge forfatteren kunne en admiral i 1500-tallet dog også blot håbe på, at soldaterne ”efter bedste evne kastede sig ind i kampen og støttede hinanden i stedet for at lurepasse”.
Det sidste kan man i alt fald ikke anklage Herluf Trolle for: Skønt såret i både arm og ben opgav han ikke kommandoen om bord. På sit dødsleje fandt Trolle styrke i kristendommen, og Olden-Jørgensens skudsmål er svært at anfægte: ”Snarere end at se ham som en helt, endsige en søhelt, bør vi opfatte ham som en hædersmand”.
Og Sebastian Olden-Jørgensens biografi er en hæderlig bestræbelse på at tolke Herluf Trolle i en tumultarisk tidsalder.
kultur@k.dk