At finde det helt rigtige ord

Niels Brunse beretter detaljeret om opgaven med at oversætte Shakespeares samlede skuespil

At finde det helt rigtige ord

Da Johannes V. Jensen for snart 100 år siden fordanskede ”Hamlet”s berømte replik ”To be or not to be, that is the question” til ”Er der et andet liv – det er problemet”, fik han ørene i maskinen. Det samme gjorde Brunse, da han oversatte dem til ”At være eller ikke, sådan er det”.

En anmelder forlangte oversættelsen lavet om, men i sin nye bog argumenterer Brunse for, at gendigtningen er kongenial, da Hamlet netop her indser livets grundvilkår: ”Så replikken skal ikke siges som det fatalistiske ’sådan er det’, men som det nøgternt realistiske ’sådan er det’.”

Benovelsestærsklen er i det hele taget for høj i forhold til Shakespeare, mener Brunse, der påpeger, at Shakespeare sagtens kunne være plat. Således i ”Romeo og Julie”, hvor bipersonen Mercutio leverer en slet skjult sjofert: ”Jeg har en viser, der står lodret og fortæller mig, at der er mange stive timer inden seks.”

Talrige sider i bogen beskriver bestræbelsen på at finde ”le mot juste” – det helt rigtige ord. Det er en krævende opgave, eftersom Brunse har insisteret på at bibeholde den originale stil. Hvis Shakespeare bruger blankvers på engelsk, skal det også være blankvers på dansk.

Når man oversætter værker, der allerede er oversat, består opgaven tillige i at give det velkendte et nye udtryk, pointerer Brunse. Det lykkedes over al måde med replikken ”Sådan er det”, men ellers er udredningerne i bogen af samme navn lige indforståede nok for læseverdenen som helhed. Forfatteren fornemmer det selv, pludselig udbryder han nemlig: ”Hjertelig tak til de læsere, der har hængt på så langt – det hører til sjældenhederne, at man som oversætter må gå ad så lange og nørdede omveje for at forstå et enkelt ord eller to i en replik, men det kan altså ske.”

Ja, og det sker så mere end én gang, så er man ikke meget kyndig i Shakespeare på originalsproget, har man mere udbytte af at læse Brunses lille bog ”Shakespeares mange ansigter” fra 2011. Til gengæld øger den nye bog respekten for det gigantiske oversætterarbejde, Brunse i tre årtier påtog sig med ”digternes digter” (Kierkegaard).

Shakespeare blev så meget af Brunses åndelige organisme, at da han en gang skulle præsentere sig for nogle skuespillere, der skulle opføre hans oversættelse af Hamlet, kom han til at sige: ”Jeg hedder Niels, og det er mig, der er Shakespeare.”

Hvorfor skal vi læse Shakespeare? Ifølge Brunse er der tre grunde: Shakespeare er en mesterlig historiefortæller, han besidder menneskekundskab, og hans sprog er helt uforligneligt. Alle de egenskaber får Brunse til slut bragt formuleret i et hyldestkvad: ”Skønt død for længst var han fuldt ud i live/ for tidens byrde var han sælsomst fri -/ og alt, hvad ord kan fatte og beskrive,/ var han en velbevandret lærer i.”