At finde et sted og føle sig hjemme

Langt de fleste mennesker, der bliver syge af globaliseringens konsekvenser i form af stress, depression eller muskelsmerter, bærer på en hjemlængsel, som de ikke har haft mulighed for at få tilfredsstillet, skriver Doris Ottesen i dette uddrag fra den kommende bog ”Oprør fra udkanten”

Debatten om centrum og periferi tager til i disse år, og flere forfattere og kulturpersoner opfordrer i bøger og artikler politikerne til at gentænke forholdet mellem land og by. Måske har vi mennesker brug for mindre larm og mere nærvær med naturen og medborgere, end vi gør os klart?, spørges der. Her ses hytter og heste på strandenge ved Urehoved udfor Ærøskøbing på Ærø ved det sydfynske øhav, hvor essayets forfatter Doris Ottesen er bosiddende. Arkivfoto.
Debatten om centrum og periferi tager til i disse år, og flere forfattere og kulturpersoner opfordrer i bøger og artikler politikerne til at gentænke forholdet mellem land og by. Måske har vi mennesker brug for mindre larm og mere nærvær med naturen og medborgere, end vi gør os klart?, spørges der. Her ses hytter og heste på strandenge ved Urehoved udfor Ærøskøbing på Ærø ved det sydfynske øhav, hvor essayets forfatter Doris Ottesen er bosiddende. Arkivfoto. Foto: Scanpix.

Når jeg funderer over, hvorfor vi er flyttet her til udkanten, så melder et begreb sig i mit sind, begrebet hjemlængsel. Men hvad gemmer sig da bag dette lidt gammelmodige ord hjemlængsel? Nu har det altid været en livsdrøm for mig at komme til at bo på en ø.

En rigtig ø med færger og mere end timelang sejlads til fastlandet - som i dette tilfælde også er en ø, dog ikke en rigtig, da den er forbundet med broer til fastlandet. Men det er ikke forklaring nok. Sent i livet at flytte til et sted, hvor man ikke har nogen egentlig tilknytning, kan vel ikke blot begrundes med en enestående smuk og på alle måder unik gammel bindingsværks og stråtags idyl midt i det skønneste landskab med smilende havudsigt? For nogen kunne det måske nok, men ikke for os, ikke for mig. For man kan ikke bo sig lykkelig, man kan ikke engang bo sig tilfreds. Der må være noget andet og mere, selvom det er en daglig glæde, og giver ro i sjælen at bo i stilhed omgivet af blomstrende enge og græssende kvæg; og jeg har funderet over, om dette andet og mere ikke netop er det, der er indbefattet i ordet hjemlængsel?

Men hvad er det da, jeg længes efter? Hvad er det for et hjem, jeg gerne vil tilbage eller hen til? Det betyder sikkert noget, at jeg har tilbragt min barndom på landet. Og der er mange ting her på øen og i det nabofællesskab, som jeg her oplever, der bærer mindelser med sig fra dengang i 1950'erne og 1960'erne. Helt sikkert. Jeg kan med lethed gestalte mine forfædre i de omgivelser, jeg nu bor i, og deri er der en stor mental tryghed. Jeg kan også let befolke landskabet med mennesker, dyr og gøremål, som erindrer mig om min barndom, selvom den foregik i en langt mindre gæstmild egn. Verden kommer til at hænge sammen for mig, når jeg hele tiden bliver mindet om dem, der var her før os: næsten tohundredårige vægge, vinduer og døre med indridsede hilsner fra de for længst døde. Hundredårige træer: Valnød, kastanje, eg og poppel. Det hører bestemt med alt sammen, når min hjemlængsel skal defineres og stilles.

Men dermed er slet ikke alt sagt. Dermed er næppe det væsentlige sagt. Nemlig alt det, der gør min hjemlængsel til andet og mere end en privat lille nostalgisk sag; det der gør den til noget personligt og dermed til noget alment, til et livsvilkår for alle.

Jeg tror, at alle mennesker til alle tider har haft hjemlængsel, og jeg skal begrunde hvorfor. Jeg tror nemlig også, at hjemlængslen hos mange nutidsmennesker er blevet ikke blot større, men også et større problem for dem, end den har været for tidligere generationer.

Jeg er fuldstændig klar over, at min tro kan forekomme både naiv, triviel og banal, men jeg er ikke desto mindre overbevist om, at hjemlængslens styrke står i et ligefremt proportionalt forhold til det omfang hurtighed og mangfoldighed har i den enkeltes hverdag.

Jeg kunne også udtrykke det på den måde, at der hvor globaliseringen slår stærkest igennem, der vokser hjemlængslen med lige så stor hast. Det er slet ikke sikkert, at den enkelte, der længes, overhovedet er klar over, hvad det er, hun eller han længes efter, men jeg er overbevist om, at langt de fleste af de mennesker, der bliver syge af globaliseringens konsekvenser i form af for eksempel stress, depression eller udefinerlige muskelsmerter bærer på en hjemlængsel, som de måske ikke engang har haft mulighed for at få defineret endsige da tilfredsstillet. En længsel efter at komme hjem og blive modtaget dér, en længsel efter at føle sig hjemme. Det handler ikke om noget så sentimentalt eller utopisk, som at ønske sig tilbage i sit barndomshjem igen på mors skød og med far for bordenden. Der er ikke tale om simpel regression, men noget langt mere ædrueligt, men også om noget langt mere kompliceret. Det drejer sig ikke nødvendigvis overhovedet om noget fysisk, men i høj grad om noget følelsesmæssigt.

Hjemlængsel er en længsel efter at føle sig hjemme i sindet, i tiden og på stedet, alle tre ting, men først og fremmest om at være hjemme i sindet. Det drejer sig om, at finde hjem til sit eget sind. Det har ikke noget med selvudvikling eller selvrealisation at gøre, men nok med selvindsigt. At få tilfredsstillet sin hjemlængsel er ikke noget man gør alene, det kræver fællesskab for rigtig at lykkes. Ikke nødvendigvis et stort netværk eller andre former for spektakulære interessefællesskaber, men blot en viden om, at det, der karakteriserer et hjem, netop er et sted, hvor man lever selvfølgeligt i et fællesskab. Skal man nemlig definere et hjem, så må det blive som et sted, hvor man ikke blot føler, man har lov til uadspurgt at være, men hvor man også føler sig velkommen altid uden at skulle gøre sig fortjent til det. Hjemme må man være uden at spørge om lov. For at undgå enhver misforståelse: Man kan naturligvis også have et dejligt hjem, selvom man bor alene, men et hjem er i princippet altid et sted for det trygge og kærlige møde, stedet for den ubetingede accept.

Tidligere hørte man ganske ofte betegnelsen ”at gå i barndom”. Når farmor ikke mere rigtig kunne finde ud af dagens timer eller ugedagenes placering, eller når hun havde glemt, hvad hun havde spist til middag samme dag eller hvem, der havde besøgt hende for en time siden, eller når det ofte kunne knibe med at huske børn og børnebørns navne, og ægtefællen måske blev forvekslet med den for længst afdøde far eller datteren med moren. Ja, når barndommens personer og hændelser stod lysende klare, medens de aktuelle hverdagsbegivenheder og selv de nærmeste familiemedlemmer befandt sig i glemslens tåger, ja, så talte man - med rette og forstand - om, at nu var farmor gået i barndom. Nu kalder man det vistnok demens, et langt uskønnere og langt mindre præcist udtryk for den alderdomstilstand, hvor nutiden og fremtid er blevet endegyldigt erstattet af den fjerne fortid.

Men hvor var/er farmor egentlig gået hen, helt uanset om man kalder det det ene eller det andet? Hvad er det, der sker, når man ved livets afslutning bliver overvældet af dets begyndelse? Er det mon hjemlængslen, der for alvor holder sit indtog? Og hvad er det i så fald, der fremkalder denne længsel, når vi et øjeblik tillader os at se bort fra de rent fysiologiske og biologiske forklaringer, og også her holder os til den åndelige dimension. Måske var det spørgsmål værd at fundere lidt over.

Kunne det mon tænkes, at det også her drejer sig om en længsel mod det oprindelige, det egentlige? Ikke blot som en længsel efter at komme hjem i tiden, den kendte tid, den tid hvor man følte sig hjemme som en naturlig del af fællesskabet. Den tid hvor man var en medskabende del af fællesskabet og ikke blot et mere eller mindre ubarmhjertig afhægtet relikt. Jo, nok! Men måske er der snarere tale om en længsel efter at finde hjem til barndommen. Den barndom der var før tabet. Tab af så meget: umiddelbarheden, enfoldigheden, forventningen, trygheden, friheden, den absolutte følelse af at være elsket. En længsel tilbage til dengang verden var ny og fuld af uprøvede muligheder. Dengang verden trods den afmagtsfølelse, som også hører barndommen til, var fyldt til randen af muligheder. Men måske mest af alt en længsel efter endnu engang at være hjemme i en verden, hvor mennesker og landskaber blev taget ind med alle sanser, med friske øjne og åbne sind. En hjemlængsel efter uskyldigheden i den barndommens verden som var før, før forbeholdet, vurderingen og eftertanken, før syndefaldet. En hjemlængsel efter Paradis. Jeg funderer over, om det måske også er derfor, at bedsteforældre værdigheden sætter så mange i en hidtil ukendt lyksalighedstilstand; en tilstand af barnlig begejstring, som ikke engang deres egne børn kunne sætte dem i. Måske er det sammenfaldet af egen hjemlængsel efter barndommen og mødet med den lyslevende barndom repræsenteret af slægtens mindste, der betinger det lykkelige møde. Hjemlængslen bliver legitim!

I sit pragteventyr om ”Snedronningen” fortæller H.C. Andersen om Kay og lille Gerda. Om Kay, der bliver forført af Snedronningen ind i forstanden og det gustne overlægs iskolde verden, hvor han er ved at dø af kulde både hjerteligt og smerteligt. Kay bliver reddet fra fortabelse af lille Gerda. Hun går til verdens ende, det vil sige til Snedronningens slot, fordi hun elsker ham uforbeholdent og ufortjent, og fordi hun tror at han også elsker hende på trods af alting. Hun holder aldrig op med at tro og håbe, og hun finder ham, og bringer ham tilbage til livet og fællesskabet. Da Kay og Gerda sammen vender tilbage til hjemmet, finder de den gamle bedstemor siddende i sin stol. Hun læser i Bibelen, netop det sted fra dåbsritualet, hvor det hedder, at ”den som ikke tager imod Guds Rige som et lille barn kommer slet ikke ind i det”, eller med H.C. Andersen og den gamle formulering: ”Uden at I blive som Børn, komme I ikke i Guds Rige!” I det samme erfarer Kay og Gerda, at de begge to er blevet voksne, men ”dog Børn, Børn i Hjertet.” H.C. Andersens eventyr handler ikke om at blive frelst fra verden, eventyret handler ikke om Paradis som himmelhjemmet hist oppe. Det handler om at blive frelst til verden gennem kærligt og tilgivende fællesskab. Eventyret handler om at finde hjem til dét jordiske Paradis, som afspejler det himmelske.

Jeg funderer på, om det måske er hjemlængslens egentlige mening og allerdybeste hemmelighed at give os mulighed for at finde det sted i verden, fysisk og åndeligt, hvor vi hører hjemme. Der hvor vi føler, at vi er en del af det fællesskab, som er båret af den ubetingede og ufortjente kærlighed.

Måske bliver den hjemlængsel aldrig opfyldt. Måske hører det med til livets uomgængelige vilkår, at vi altid må længes. Måske. Men jeg funderer på, om det ikke er godt at have et mål for sine længsler; om det ikke er godt at vide, hvad man - skønt måske forgæves - længes efter, og om det ikke er langt bedre, end at leve sit liv helt uden hjemlængsel. Jeg funderer på det. Jeg er slet ikke færdig med mine funderinger. Jeg opfordrer enhver til at gøre deres egne funderinger. Hvad er din hjemlængsel?

Artiklen er et uddrag fra bogen ”Oprør fra udkanten. Mulighedernes land 2.0”, der er redigeret af Finn Slumstrup og Viggo Mortensen og som udkommer den 27. marts på forlaget Hovedland.