Findes det onde i barnet?

Iben Mondrups roman om den komplicerede familie fra ”Godhavn” bruser af konflikt og ætsende slægtsbånd

Iben Mondrups sprog er atypisk, lyrisk og sortfarvet og især fødsler, spædbørn og graviditet beskrives med en voldsom tone. –
Iben Mondrups sprog er atypisk, lyrisk og sortfarvet og især fødsler, spædbørn og graviditet beskrives med en voldsom tone. – . Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto.

Som en selvstændig efterfølger til gennembrudsromanen ”Godhavn”, der vandt DR Romanprisen 2014, følger læseren i ”Karensminde” familien fra Diskobugten i Grønland.

De fem er alle vendt hjem til Danmark, selvom især faderen, den uovervindelige fanger Jens, har svært ved helt at finde sig til rette. Den distancerede mor, Karen, er derimod fyldt af energi over følelsen af at kunne bestemme selv og kaster sig energisk over at indrette en bed and breakfast på en gård på Møn.

I ”Godhavn” fulgte vi familien et år i Grønland, hvor den ældste datter, Hildes, forhold til den vilde dreng Johannes gennemsyrede familiens gøren og laden, og også i ”Karensminde” fungerer hendes tilstedeværelse eller manglen på samme som katalysator for de konflikter og det nag, der ulmer i familiens hjørner.

Den ustabile familiehistorie fortælles af alle fem familiemedlemmer. Tilbageblik til tiden i Grønland og den første tid på Møn flettes sammen og danner et dystert og tragisk billede af den komplicerede nutid. Her er faderen Jens faldet ned fra en stige med blodprop i hjernen og bliver aldrig den samme igen. Bjørk flytter til Møn for at hjælpe sin mor og begynder som lærerinde på en folkeskole, hvor et børneunivers fyldt af død, skam og utilregnelighed udfoldes.

Iben Mondrups sprog er atypisk, lyrisk og sortfarvet og især fødsler, spædbørn og graviditet beskrives med en voldsom tone. Kommentarer som, at ”det er næsten umuligt at tage livet af spædbørn”, eller at nyfødte, i og med at de er kommet til verden, ”trækker deres slægtninge til sig” rummer en af-vigende undertone, der er fortsat fra ”Godhavn”.

Også her var verden og naturen et grumt sted, hvor de stærke æder de mindre stærke, og hvor alle kæmper mod alle. I sådan en verden synes selve familiekonstruktionen at være en farce, og der er da heller ikke ro på vandene i tragedien ”Karensminde”. Her synes alle dybest set at nægte slægtens fællesskab og bærer nag over unævnelige og fordrejede hændelser.

Hvor Iben Mondrup i ”Godhavn” kunne svælge i det lille barns både naive og fordærvede verden, er der i ”Karensminde” en overvægt af det voksne, reflekterende og undrende sprog, der forsøger at afdække og forstå familiemedlemmernes handlemønstre. Det var især Bjørk ligeglad med i ”Godhavn”, og det gav rum til en herlig ensporet og indædt tone, når pigen forsøgte at navigere rundt i familiens oprørte have.

Den voksne tone er til tider en anelse forceret, og især Knuts borgerlige Silkeborg-liv, hvor den fordømmende mellembroder prøver at holde styr på alle tråde, efterlader denne læser lidt lang i spyttet.

Bedst er børneskildringen og -dialogen af eksempelvis Knuts tvillingepiger Marie og Ida eller de børn, som Bjørk er lærerinde for. Her træder især den stammende afviger Thomas ud, og det er ærgerligt, der ikke dykkes længere ned i sporet om børneondskab.

Iben Mondrups skildring af mennesket er fantastisk kompliceret. En sammensat størrelse fuld af vrede, ensomhed, instinkter, irrationalitet og uforståelig skam – og samtidig desperat hungrende efter en kold mors kærlighed og berøringen fra de nærmeste.