Findes lykken i en akademiker-antologi?

Kultur&Klasse har lykke som tema. Det er en god idé, men for mange af bidragene er præget af unødvendigt akademikersprog

Det nye nummer af ”Kultur og klasse” viser, at peer review-kravet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Hvilket på en måde gør, at vi skal rose Høxbro, Gunder Hansen og Bøgh Thomsen for, at de så alligevel formår at gøre noget godt for dansk humaniora.
Det nye nummer af ”Kultur og klasse” viser, at peer review-kravet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Hvilket på en måde gør, at vi skal rose Høxbro, Gunder Hansen og Bøgh Thomsen for, at de så alligevel formår at gøre noget godt for dansk humaniora. .

Findes lykken i tilbagetrækningen fra samfundet? I funktionalistiske boligbyggerier omkring det ghettoficerede Forstadskøbenhavn? Hver for sig kan disse spørgsmål måske nok besvares nogenlunde klart: Ja, lykken kan faktisk findes på uventede steder.

Men pointen er, at spørgsmålene ingen mening giver, når de dynges sammen. Det akademiske tidsskrift ”Kultur & klasse”, der er udkommet siden 1967, går lige i den fælde med sit nyeste temanummer om lykke.

12 hovedbidrag, der efter en forskers forgodtbefindende maser temaet ind i det, man alligevel er ved at forske i. Det er svært at se, hvad det skal gavne. Tidsskriftet er på hele 255 sider og er over flere stræk en slags retorisk skidtspand for lødigt-ligegyldig karriereforsikring, fordi det et krav at udgive det, der på akademikerdansk hedder ”peer reviewed” artikler.

Man forsøger tilsyneladende at selvobstruere ethvert forsøg på velskrevet forskning. Den evindelige trang til at sige, hvad man nu vil gøre (”i det følgende anvender jeg...”), er ubrugelig. Her er der endda tale om forskere, der skriver til andre forskere. Det er meningsløst at behandle kollegerne, som var de retarderede.

Det svarer til at tage en flirt med på en restaurant, og inden man går ind ad døren sige: ”Nu går vi ind på en restaurant.” Under maden sige: ”Vi er nu i færd med at spise” for at slutte aftenen med: ”Vi har nu været på en restaurant. I det følgende kysser jeg dig.”

Romantikken er væk, og kysset bliver afvist – der er jo ingen, der gider at behandles som idioter. Tilsyneladende mener de fleste af bidragsyderne her, at både kolleger og læsere er en slags intellektuelle amøber.

Ignorerer man de mest ligegyldige og grimme udskejelser, er der lykkeligvis også højdepunkter.

Lektor Michael Høxbro Andersen skriver velsignet essayistisk om den mulige forbindelse mellem filosoffen Jean-Jacques Rousseau og balladeforfatteren Stendhal, hvis romaner ifølge Høxbro gestalter muligheden for sand lykke i flygtige og skrøbelige øjeblikke, hvor samfundet holdes ude af ens liv.

Høxbro demonstrerer forbilledlig litteraturvidenskab, hvor teori, her Rousseau, skal legitimeres, før man bruger den til overgreb på litteraturen. Høxbro er blændende, og læserne kan være lykkelige.

Nils Gunder Hansen og Torsten Bøgh Thomsen, begge litterater fra SDU, fortsætter også sisyfoskampen for at holde det danske antologiniveau højt. Nils Gunder Hansen er en på samme tid nøgtern og fremragende læser af dansk efterkrigslitteratur, og hans arbejde virker kontinuerligt resistent over for det moderne universitets opløsende påvirkning på menneskers evner til at skrive, som om ting faktisk betyder noget.

Gunder Hansen skriver om seksualitetens rolle hos Erik Aalbæk Jensen (1960), Anders Bodelsen (1965) og Kirsten Hammann (2011). Det er spændende, men artiklen deler på mikroniveau problem med udgivelsen: Hvad er kriteriet for at vælge netop disse tre?

Årstalssymmetrien er mildt sagt til at overse. Denne tilfældighed legitimerer dog på en måde sig selv, idet den eksempelvis giver anledning til følgende. Nyd: ”Hammanns kvinder (…) er afmægtige, infantile (…) De elsker for meget. Eller gør de? Når mændene går, er det måske også, fordi de fornemmer, at mange andre mænd snildt kunne tage deres plads. Julie objektgør også Sune: Vil den næste potentielle barnefader træde ind og helst lidt hurtigt!”.

Torsten Bøgh Thomsen skriver om sorg og melankoli i mødet med den såkaldte klimakrise hos Victor Boy Lindholm og Theis Ørntoft. Han er næsten lige så god som i den nylige ”H.C. Andersen og det uhyggelige”, men hans tunge brug af økologiteori passer bedre her, fordi der ikke længere er tale om desperate forsøg på at få moderne filosofi til at passe på en dansk guldalderforfatter. Det en ærligere sag med de moderne danske forfatterskaber, fordi de faktisk handler om det, Bøgh Thomsen velvalgt kalder dystopisk, dansk klimakrisedigtning.

Men selvom Bøgh Thomsens bidrag er godt, står der også flere decideret forkerte ting, og det er, gakket nok, tegn på, at peer review-kravet tilsyneladende ikke engang virker. Polyfoni er ikke modernistisk, som han skriver. Og der findes ikke et ”für mich” i Immanuel Kants filosofi, det er en kategorifejl.

Det nye nummer af ”Kultur og klasse” viser, at peer review-kravet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Hvilket på en måde gør, at vi skal rose Høxbro, Gunder Hansen og Bøgh Thomsen for, at de så alligevel formår at gøre noget godt for dansk humaniora.