Findes overhovedet en mere ubarmhjertig adskillelse af sande elskende end denne?

Klummeskriveren har svære abstinenser efter at have set alle tilgængelige sæsoner af det historiske tidsrejse-melodrama ”Outlander”

Er hemmeligheden bag ”Outlander”, at der rent faktisk er en hemmelig forbindelse mellem tidsrejser og motivet om den store romantiske kærlighed?
Er hemmeligheden bag ”Outlander”, at der rent faktisk er en hemmelig forbindelse mellem tidsrejser og motivet om den store romantiske kærlighed?. Foto: Netflix.

Jeg har fra barns ben været vildt fascineret af for-tællinger, der har med tidsrejser at gøre. Man kan få mig til at hoppe på hvad som helst, bare det inkluderer en tidsrejse.

Da jeg derfor faldt over en notits om en tidsrejse-tv-serie, blev jeg interesseret. ”Outlander” ligger i foreløbig fem sæsoner på Netflix, produceret i årene 2014-2020. Jeg har svære abstinenser, efter jeg for nylig blev færdig. Min kone, der ikke helt deler min fascination af tidsrejser, var stået af for længst, men hun sad indimellem med til et enkelt afsnit og hørte ellers tålmodigt på mine referater.

Historien kort: En engelsk militærsygeplejerske Claire Randall, der lige har gennemlevet Anden Verdenskrig og set lidt af hvert, tager i 1945 på en ferie til Skotland med sin mand (de skal finde hinanden igen efter krigens adskillelse). Gennem en Stonehenge-lignende stencirkel bliver hun ført tilbage til det skotske højland i 1743 og kommer til at leve der i flere år.

Uden at røbe for meget kan jeg sige, at det senere lykkes Claire at komme tilbage til sin egen tid og leve i den frem til 1960’erne, men da hendes sande elskede er hendes 1700-talsmand, Jamie Fraser, og ikke hendes noget mere kedelige 1900-talsmand, må hun prøve, om hun kan rejse tilbage endnu en gang. Vi oplever gennem serien ikke blot det skotske højland, men også det franske hof i Paris i samme tidsperiode samt de engelske kolonier i Amerika lige før revolutionen.

”Outlander” er både en tidsrejsehistorie og et melodrama, der fokuserer på meget stor kærlighed og meget voldsomme begivenheder. Serien tager sig god tid til at dykke ned i sine historiske omgivelser. Den har noget langsomt og omstændeligt over sig, med masser af handlingstråde og bipersoner.

Jeg gætter på, at ”Game of Thrones” har været en inspiration her. Måske også i det forhold, at sex og ekstrem vold spiller en påfaldende stor rolle i enkelte afsnit. Karaktererne bliver hårdt prøvet og skal gå grufuldt meget igennem med streg under grufuldt. Men så bliver de også belønnet.

Sjældent har man set kærlighedserklæringer og kærlighedsscener mellem de to hovedpersoner blive trukket så langt ud som her.

Der bliver økonomiseret med tidsrejsemotivet, som måske også kunne skabe meget ravage gennem de hidtil 67 (!) episoder. En grundlæggende spænding er selvfølgelig, om Claire kan klare sig i fortiden, om hun kan undgå at afsløre sin herkomst, om der findes andre tidsrejsende, og om hun kan undgå at havne i det berømte ”kill your grandfather”-paradoks. Serien hengiver sig meget lidt til ”nørderi” omkring tid/rum-kontinuet, måske fordi det ville skurre for meget mod den melodramatiske atmosfære. Resultatet bliver, at ”Outlander” over store stræk virker, med alskens forbehold bevares, som en realistisk tidsrejse-historie, hvis man kan forestille sig sådan noget.

Man kan i perioder glemme, at Claire og vi andre for den sags skyld ikke har hjemme i 1700-tallet.

Er hemmeligheden bag ”Outlander”, at der rent faktisk er en hemmelig forbindelse mellem tidsrejser og motivet om den store romantiske kærlighed? For hvis man tror på, at der ”et sted derude” findes en bedre halvdel, en absolut anden, en tvillingesjæl, den der kan gøre én fuldendt, så kan ”derude” jo i princippet være i en helt anden tidsperiode. Og kan man forestille sig en mere ubarmhjertig og nådesløs adskillelse af sande elskende end dette forhold? De vil aldrig kunne møde hinanden. Jo, det kan de så faktisk i ”Outlander”.

Men så bliver de skilt igen og befinder sig på hver sin side af tidens mur. Kan de alligevel møde hinanden én gang til? Og hvad hvis der kommer børn til og en flok af fætre og kusiner, der befinder sig i hvert sit århundrede?

Det kan da give basis for den helt store trans-historiske udgave af tv-programmet ”Sporløs”, hvor man finder sine fjerne slægtninge.

Det er vist for meget sagt, at jeg nogle gange sad og hulkede i min sofa, når jeg så ”Outlander”. Men der kom fugtige øjne af og til, og når min kone kom forbi og så det, vidste hun, at hun skulle have referat igen.

Sjette sæson er programsat til at få premiere i 2022. Det er næste år, og det er ikke så langt væk som 1700-tallet, men en grum adskillelse i tiden er det nu alligevel.