Fingerfærdigheder

Marc-André Hamelin er et teknisk geni bag et klaver, og han gav en ufejlbarlig koncert i Tivolis koncertsal

En af de cder, der oftest ligger i min afspiller, er Marc-André Hamelins berømmede indspilning af Haydns klaversonater. Blandt dem finder man også nr. 32, og lige præcis den havde den sympatiske, canadiske pianist valgt at åbne sin koncert med onsdag aften i Tivolis Koncertsal. Og hvilken åbning!

Det var Haydn spillet med en så tilbagelænet attitude og et nærmest arrogant overskud, at Hamelin fik bevist, hvor meget musikalsk nærvær der rent faktisk kan hives ud af et i bund og grund ikke specielt spændende partitur. Der blev spillet med kirurgisk præcision og en suveræn beherskelse af klaverets klangmuligheder. Hamelin fremstod helt og aldeles upresset, og det selv i den heftige presto, som blev spillet i et piskende tempo. Som en kontrast til denne undertiden voldsomme forceren af musikken skruede han nogle gange ned for den, afvæbnende, som om han havde behov for at give lidt rum til lytteren. Alt i alt en legende, teknisk ufejlbarlig og meget inspirerende åbning, der fuldt ud levede op til ens høje forventninger.

Chopins sonate nr. 3 blev ikke lige så stort et højdepunkt som aftenens første værk. Man kunne godt sidde og savne en lidt mere inter­essant fortolkningsramme fra Hamelins side, som om at han i de hurtige passager blev for optaget af at vise sin dygtighed i stedet for at have fokus på at udtrykke musikkens indhold, og hans tempi var ikke altid lige nemme at følge. Værkets meget smukke og sarte largo, som blev udført med en dejlig afklaret ro, lykkedes ham bedst; blot en skam, at han ikke gik til de mere levende passager med samme empati.

I Liszts Bénédiction de Dieu dans la solitude var der langt bedre styr på virkemidlerne. Her blev spillet med regelret ømhed, alt blev fint bygget fint op omkring de musikalske hovedtemaer, og i det hele taget blev det mystiske og kontemplative værk udført med sanseligt nærvær og et godt greb i melodierne. Undervejs blev tonerne dog nogle gange trukket længere, end godt var, i et i forvejen rimeligt fodslæbende tempo, men vidunderlig hørbart var det, indlevende og betagende.

Det gjaldt også aftenens sidste værk på det officielle program, brasilianeren Villa-Lobos Rudepoêma, som betyder ukultiveret eller vildt digt, og der er i sandhed tale om vild musik, eksplosive akkorder, heftige rytmer og brug af et hav af farvestrålende klangvirkninger og effekter. Man fik det indtryk, at Hamelin havde glædet sig til dette stykke musik, og værket blev da også mundtligt introduceret med begejstring i stemmen, og den begejstring holdt sig igennem hele værket, som gav Hamelin chancen for at gøre det, han er bedst til at spille med enestående virtuositet, ekstravagant, og via sine unikke tekniske færdigheder kaste klarhedens lys over komplekst struktureret musik. Efter heftige bravo-råb fulgte tre små ekstranumre, som afslørede den mere vittige side af den canadiske pianist, der hele aftenen brillerede med overjordisk præcist klaverspil båret af lige dele indre nødvendighed og håndværksmæssig overlegenhed.

Marc-André Hamelin, piano. Tivolis koncertsal den 11. juni.

kultur@kristeligt-dagblad.dk