Finsk fremmedgjorthed

Tragikomisk roman om ensomme Irma, der stemmer dørklokker for at få menneskelig kontakt, snubler i sin egen sproglige idérigdom

Mikko Rimminen. Næsedag. Oversat af René Semberlund Jensen. 257 sider. Turbine
Mikko Rimminen. Næsedag. Oversat af René Semberlund Jensen. 257 sider. Turbine.

I en trist og pænt grå forstad til Helsinki bor Irma. Hendes søn er flyttet hjemmefra. Hans far taler de ikke om. Hun er ensom. Når hendes søn ringer, orker hun ikke rigtig at tale med ham. Selv om hun savner ham. Men så opdager hun, at det faktisk ikke behøver at være så svært at møde andre mennesker.

En dag, hvor hun egentlig blot er på vej hen for at få en af de gratis planter, hun har læst om på et opslag, farer en lille djævel i hende. Hun begynder at udgive sig for at være fra et analysefirma, der laver undersøgelser om folks forbrugsvaner - og som naturligvis må stemme dørklokker og komme indenfor, hvis hun skal have de svar, som hendes (yderst fiktive) arbejdsgiver har sendt hende ud for at finde. Og det går godt. Indtil der er nogen, der aner uråd og kontakter politiet.

Det er i al sin korte enkelthed historien i Mikko Rimminens ”Næsedag”, der i 2010 løb med Finlandia-prisen. Og det er nok mere for stilen end for handlingen, man skal læse romanen om ensomme Irma. Hvis man altså sender på samme satiriske kanal som Mikko Rimminen. For satire er om noget subjektiv. De fleste har prøvet at se en komedie eller en standup-sekvens og været iskolde, mens sidemanden har grædt af grin - eller omvendt - og hvorvidt man falder for Rimminens slapstick eller ej, vil nok være individuelt.

Denne signatur gjorde ikke, men blev udmattet i stedet for underholdt af den ganske overvældende ordflom, hvor billederne er mange, men ikke altid i skabet, hvilket heller ikke kan siges om syntaksen.

Om den sproglige skæv- og usikkerhed skal tilskrives Rimminen eller oversætteren, om den er tilsigtet eller ej, kan man blot gisne om, når man ikke mestrer finsk, men sætninger som ”Ikke ved jeg, hvordan samtalen igen gled hen på familielivet, men vi var i hvert fald pludselig nået dertil, hvor Irja sukkede og kiggede ned i gården og sagde ligesom fuldstændig farveløst, at nu havde de også på værkstedet fritstillet hendes mand, sådan helt uventet, det var en forfærdelig nyhed, og den lød endnu mere forfærdelig fortalt på den kølige, saglige måde” og ”Idet jeg gik forbi, fik jeg også tænkt tanken, at havde han mon af ren og skær troværdighedsgrunde smurt forklædet, som dækkede hans vom, ind i blod” skurrer i en dansk læsers ører.

Og når man først har bevæget sig ned i detaljen, kan man også godt blive lidt usikker på, om sammenstillinger som ”en slags smøreosteglad, lidt reklameagtige stemme” og ”styrketrænede øjne” skaber de ønskede billeder i læserens bevidsthed og dermed fungerer efter hensigten.

Bag alle ordene, som man kan finde charmerende eller irriterende, ligger imidlertid en fin fortælling om den ensomme Irma, der i den grad mangler menneskelig kontakt, og som i virkeligheden bare synes, det er drønhyggeligt - og helt eksistentielt nødvendigt - at sidde sammen med andre, spise tærte, drikke kaffe og hygge sig. Og at det ønske skulle være så svært at få opfyldt, kan man som moderne menneske godt græmmes lidt over.

kultur@k.dk