"Jeg fik beroliget mig selv med, at det er med tiden, som med alt andet: Den går i opløsning, bredes ud og nedbrydes, og noget nyt opstår og vokser frem.”
Sådan står der et sted i Rosa Liksoms gode roman "Elven”. Før den har den finske forfatter med succes skrevet i flere genrer, heriblandt noveller og børnebøger, men for hendes vigtigste værk regnes romanen “Kupé nr. 6”.
Til romanerne hører altså også "Elven”, der nu er oversat til solidt dansk af Birgita Bonde Hansen og åbner i den finske del af Lapland i september 1944. Her er tyske tropper trængt op fra syd, og den 14-årige jegfortæller har allerede mistet sine halvbrødre ved fronterne, har måttet se sin far drage i krig igen-igen og sin højgravide mor rejse mod sikkerhed i Sverige. Og nu følger hun selv efter: forlader gården sammen med familiens fem køer og en lille kalv og går efter moren og mod grænsen.
Det er hende, den store pige, der tænker, at tiden går i opløsning, og at "noget nyt opstår og vokser frem”. Som et forsøg på at skabe ro og mening på en lang, voldsom og strabadserende færd, hvor hun søger varme, trøst og stabilitet hos kvæget. Hvert dyr har sin egen loyale og rørende troskyldige karakter.
Rosa Liksom er født i 1958 og opvokset i Lapland, hvor de voksne fortalte historier om flugten til Sverige i krigens sidste måneder, og det er interessant at læse om et – for mig – ukendt kapitel af finsk krigshistorie, som får liv og krop via den navnløse pige og hendes dyr, der trasker, vader og traver fra familiens gård og gennem landskaber arret af krig, og hvor hun på veje, stier og opkørt jord møder mennesker, der ikke altid vil hende det godt. Og i de svenske flygtningelejre, i barakkerne, er hun nok i sikkerhed for nazisterne, men andre former for uro og kontrol hersker ovre på den anden side af elven, der har givet romanen navn, og som markerer grænsen mellem Finland og Sverige.
Rosa Liksom skriver det hele frem i en rå, sanselig og kropslig prosa, uden sentimentalitet, og når jeg for alvor bevæges, så er det af pigens omsorg for køerne, der rives til blods, flækker hove – og da kalven dør, er det ikke til at bære.
Når det kommer til problemer, der kun har med hende selv at gøre, er hun anderledes nøgtern og distanceret. Vel en slags mental forsvarsmekanisme. Som her, hvor hun udmattet har lagt sig i en grøft for at hvile: ”Jeg kom til mig selv, da jeg mærkede et skarpt stik i mit øje. Foran mit ansigt var der en fuglefod. Jeg plirrede med øjnene og så, at det var en ung ravn. Den troede vist, at jeg var død, og at den kunne hakke mine øjne ud.”
Pigen er bare én blandt tusinder på flugt. Deres forhistorier er ulykkelige på hver sin måde, men drømmen om tryghed den samme, og læsningen bliver selvsagt kun endnu mere smertefuld i lyset af de her års flygtningestrømme over land og vand.
I "Elven” slutter krigen, og pigen kan vende hjem. Ligesom andre fra egnen vender hjem. Det er slut. Og så alligevel ikke. Traumerne er der jo ingen ende på. Det var dem, Rosa Liksom fornemmede under sin opvækst i Tornedalen, hvor de ældre fortalte og fortalte. Dem der stadig huskede og stadig var mærket af den store flugt.
Rosa Liksom: Elven. Oversat af Birgita Bonde Hansen. 280 sider. 269,95 kroner. Alpha.