Få musikalske genrer er mere myteomspundne og større kilde til lyden af storhed end symfonien. Det burde give god mening at vie en hel bog til emnet, og det har den læreruddannede forfatter og musikanmelder i Kristeligt Dagblad Peter Dürrfeld kastet sig over. Jeg skrev ”burde”, fordi langtfra alle toneangivende komponister i det 20. århundrede udtrykte sig via symfonier.
I beskrivelsen af hovedkomponisterne i oplysningstiden og frem til fin de siècle skriver Dürrfeld i ”117 Symfonier” med musikalsk øre og sprogligt overskud. Men udgivelsen bærer immervæk undertitlen ”De største orkesterværker i historien”, hvilket kalder på at inkludere modernistiske milepæle som Stravinskijs ”Le Sacre du Printemps”, Debussys ”La Mer”, Ravels ”La Valse”, Ligetis ”Atmosphere”, Holsts ”The Planets” med flere – alligevel bevarer forfatteren fokus på sit udgangspunkt.
I prologen mener han , at ”rygterne om symfoniens død er stærkt overdrevne” og henviser til, at Sjostakovitj holdt liv i genren helt frem til 1971, og at Per Nørgårds seneste symfoni blev færdig i 2011. Man kan dog ikke komme uden om, at komponisterne i vor tid har været tilbøjelige til at vælge mange andre genrer eller at opfinde deres egen. En orkestertroldmand som Poul Ruders (født 1949) er langt mere berømmet for stykket ”Concerto in Pieces” end for sine fem symfonier, og tidens måske mest ombejlede, yngre komponist, englænderen Thomas Adès (født 1971), er hidtil helt veget uden om genren.
Når mange af de mest medrivende orkesterværker i det tyvende århundrede ganske enkelt ikke er symfonier, men balletmusik, ”symfoniske skitser”, suiter eller bare kaldes orkesterstykker, skal man så virkelig begrænse sig til én genre, hvis man vil kalde en bog for ”de største orkesterværker”?
I ”117 Symfonier” er Danmark repræsenteret af Niels W. Gade, Carl Nielsen, Rued Langgaard og Per Nørgård; førstnævnte især i kraft af sin betydning for musiklivet herhjemme, sidstnævnte desværre omtalt for de to yderste af sine otte symfonier, selvom Nørgårds 2. Symfoni og (den kulturministerielt kanoniserede) 3. Symfoni er skelsættende i dansk musikhistorie.
Dürrfelds store indsigt i Carl Nielsens musik og levned skinner derimod tydeligt igennem i gennemgangen af de seks symfonier. Generelt i bogen demonstrerer Dürrfeld evne til at navigere i partiturerne og formidle musikkens former og udtryk på let forståelig måde. Nogle steder formulerer han sig lidt naivt som for eksempel om Haydns 104. Symfoni: ”Musikken hvirvler af sted med sin fejende flotte finale. Londonerne må have været ellevilde. Det kan et nutidigt koncertpublikum også blive.” Lad bare læseren selv bedømme, om musikken virker appellerende – ”show, don’t tell”.
Hele ”117 Symfonier” er gennemsyret af iver efter at ville lokke os ind i koncertsalen, hvilket er prisværdigt, men det forklarer også, hvorfor Dürrfeld netop vælger at skrive om de mest spillede værker. Personligt så jeg gerne hans korte kapitler om Cesar Franck, Saint-Säens, Liszt, Vaughan Williams, Gorecki, Rachmaninov og Messiaen udskiftet med omtale af nøglefigurer som Debussy, Bartók, Ravel, Ligeti, Schönberg, Webern, Hans Abrahamsen, Bent Sørensen, Gudmundsen-Holmgreen og John Adams.
Når det så er sagt, nød jeg at læse om de store klassikere, som vi indføres i og kommer godt rundt om med rids af historiske omstændigheder og senere perspektiver. Dürrfeld undgår behændigt at blive indforstået, selvom fodfejl findes; blot skal nævnes hans konsekvente anglicisme ”musikolog” (på engelsk hedder faget musikvidenskab ”musicology”).
I visse passager savner man, at forfatteren går videre end det rent beskrivende, for eksempel da han blot konstaterer, at Schumann i sin 2. Symfoni efteraber Beethovens 9. ved at bytte om på rækkefølgen af langsom sats og scherzo. Har han mon et bud på, hvorfor de to komponister gjorde sådan?
”117 Symfonier. De største orkesterværker i historien” er en handy og vidende koncertfører at have stående i reolen og vende tilbage til, både for koncertgængere og til dem, som foretrækker at nyde mestrenes kunst i hjemlige rammer. Den supplerer Berlingske-anmelderen Søren Schausers bog ”Klassisk” (2015), som betragter musikken fra et større perspektiv. Fint med et mere jordnært tag på denne store og åndfulde musik.