Sygdom førte Mette og Christian sammen. Det, at de kommende ægtefæller mødtes på tuberkulosesenatoriet på Sild, opfatter Mette som et udtryk for, at Gud tager ”det tungeste mørke i sin tjeneste og forvandler det til lys”.
Hun tilhører den ældste af de tre generationer af kvinder, der er hovedpersoner i Ellen Strandgaards roman ”At eje sandheden”. Historien begynder i Sønderjylland i årene omkring Første Verdenskrig. Forankret i Indre Mission konfronteres Mette og Christian med hverdagens skiftende udfordringer. I en periode, da tiderne er gunstige, kautionerer parret for en slægtning, hvad der medvirker til, at deres gård kommer på tvangsauktion. Deres tryghed trods alt består i, at de ”ejer sandheden”.
En overbevisende realisme kendetegner romanen i de bedste og mest fortættede passager, der er præget af stor ægthed. Svagest er bogens sidste del, hvor det spirende ungdomsopgør begynder at gøre sig gældende. Mettes datter, Anna, drømmer om frihed, om et ungdomsliv med fest og dans uden for rækkevidden af moderens bekymrede blik. Hun bryder op, har en drøm om at blive jordemor og får ansættelse som elev på ”sindssygehospitalet” i Viborg. Ellen Strandgaards skildring af vilkårene for de indlagte er rystende: Den uudholdelige stank ledsages af de ”underlige, hæse og klemte brøl, der kommer ud fra flere åbne døre og får Anna til tænke på brægende kalve”. Hendes dom er klar: ”menneskeplageri”. Hun må væk.
Historien fortsætter i Silkeborg, hvor Anna kommer i huset hos en munter baptist, Carl, en købmand og senere minkavler. Han bliver hendes livsledsager og far til hendes børn. Den første graviditet indtræffer i utide, hvad der naturligvis er mere end galt nok – men endnu værre bliver det, fordi Carl som baptist ikke kan acceptere barnedåb.
Efter en troskrise bliver han imidlertid adventist. Hans munterhed er mest fortid, han er stridbar og voldelig. Man må undre sig over Annas overbærenhed. Om Carl hedder det, at han ”rummer ubegribelige modsætninger” – og det gør han i en grad, så det er svært at forbinde hans oprindelige livsglade charme med hans efterfølgende ubehagelige væsen”.
Else er den af de tre kvinder, man som læser bliver mindst fortrolig med. Ved romanens slutningen står hun over for at skulle uddanne sig til sygeplejerske. Udsigten til ungdomsoprøret er uden fanfarer til frihedens pris. Fremtiden åbner sig for hende som en afgrund. Hun har mistet en stor kærlighed og sammenligner sig med Job, men føler, at det tab, hun har lidt, er endnu større end hans. Hun begrunder det med, at hun ikke mere har troen på Gud som ”den kærlige, omsorgsfulde himmelske far, hun har længtes efter”. En sandhed kan være tung at bære. Men slutningen ligner en vej, der fører videre.