Prøv avisen
Roman

Fint tidsbillede og troværdige figurer, og så behøver man ikke så vældig meget mere

4 stjerner

Benn Q. Holm skriver, som om ”Asfalt og blomster” allerede er filmatiseret i DR’s bedste sendetid. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting

Rammen er for læsere af den 56-årige Benn Q. Holms tidligere bøger ganske velkendt: København er igen scenen, og punkkulturen stikker igen sit hanekamsbeklædte hoved frem i romanen med den sigende 1980’er-titel ”Asfalt og blomster”.

Bogen består af tre afdelinger. Den første foregår fra begyndelsen af 1960’erne og til 1972 og deles af forskellige fortællere, heriblandt den unge Alice, der er smuk og ombejlet, men vælger en tilfældig russisk sømand som sin første elsker og senere flytter ind hos en småtyk papirhandler sammen med sin lille dreng Jack. Også den rige kunsthandler og bolighaj Svend Hertz agerer fortæller i denne første afdeling, der ender med, at Alices skændede lig bliver fundet i en opgang.

I midterdelen, der udspiller sig i 1980’erne, følger læseren så den rodløse Jack, der vokser op hos sine bedsteforældre og tomler sig langt ud i verden, når tingene bliver for hårde. Ude i verden finder han Stina, der igen fører ham tilbage til den danske hovedstad, hvor han bliver frontfigur i punkrockbandet The End og står, messende og med rigelige mængder vodka i blodet, og svajer yderst på scenekanten til deres ganske få optrædener. Jack skriver digte og sangtekster og kan hverken finde ro eller fred nogen steder, snarere søger han mere eller mindre ubevidst destruktionen. Som om lykken tøffer forbi som et godstog, og han vælger ikke at hoppe på.

I romanens sidste del befinder vi os i nutiden, hvor Jacks gamle bandkammerater Mikael Busk og Dan Reimer leder efter Jack, der har slået sig ned i Jylland. Undervejs i gravearbejdet finder Mikael Busk, der netop er blevet fyret fra sin stilling som journalist på en Morgenavisen Jyllands-Posten-lignende avis, nye spor om det uopklarede mord på Alice.

Kombinationen af et spændende krimiplot, rigtig fine tidsbilleder og troværdige figurer gør, at Benn Q. Holms roman bliver en ”pageturner” til de glubske læsere. Han skriver som altid journalistisk og levende uden så mange dikkedarer, og man kan næsten føle det som en syndig fornøjelse, når man sluger side efter side. Det er ikke svært at forestille sig bogen som dramaserie i den bedste sendetid, og bogens underholdningsværdi ligger da også oppe i toppen af skalaen, hvor hyppige sexscener og småstereotype levemandstyper er obligatoriske elementer.

Jeg har læst et sted, at skildringen af det levende værtshusmiljø, som Alice færdes i i slutningen af 1960’erne og op mod 1972, kan betegnes overfladisk, og i en anden anmeldelse er ”Asfalt og blomster” blevet kaldt en kliché. Det har undret mig. Jeg selv var end ikke undfanget på den tid, hvor Minefeltet, som værtshusområdet blev kaldt, var populært, så jeg kan ikke udtale mig om dens mere eller mindre fyldestgørende forbindelse til virkeligheden. Som fiktivt miljø fungerer det så absolut, og på trods af sine socialrealistiske kvaliteter må ”Asfalt og blomster” da også læses som fiktion, ikke dokumentar.

Som appendiks afsluttes ”Asfalt og blomster” med Jack Hansens eget digt til sin afdøde mor – et ømt 1980’er-digt med titlen ”Asfalt og blomster”. En fin demonstration af Benn Q. Holms evner til at modulere sine fortællestemmer og ramme en tone, der er både 1980’er-blå, sorgfuld og vred. Jeg glæder mig til tv-serien.