Danmarks Underholdningsorkester og Beethoven var et lykkeligt match

Danmarks Underholdningsorkester viste fin form med to vægtige klassikere

Den ungarske dirigent Adam Fischer har efterhånden stået i spidsen for det samme danske orkester i samfulde 20 år, og han er akkurat lige så sprælsk som førhen, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.
Den ungarske dirigent Adam Fischer har efterhånden stået i spidsen for det samme danske orkester i samfulde 20 år, og han er akkurat lige så sprælsk som førhen, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Gonzales Mathi, Polfoto/ritzau.

Den ungarske dirigent Adam Fischer har efterhånden stået i spidsen for det samme danske orkester i samfulde 20 år, og han er akkurat lige så sprælsk som førhen. I søndags tog han sammen med Danmarks Underholdningsorkester livtag med tre yndede wienerklassiske værker.

Mozarts 39. symfoni, komponeret i 1788, var en vægtig indledning på koncerten. Dens særlige skønhed har en sand kender, den amerikanske musikforsker H.C. Robbins Landon, engang betegnet som efterårsagtig, men fornemmelser af rødgult løv og vemodige oktoberfølelser blev nu ikke det mest udprægede ved oplevelsen. Fischers Mozart-fortolkninger har primært en ubændig energi og en rastløs fremdrift, og det kan i visse passager gå ud over det yndefulde og sangbare i musikken. Fischer er en maestro, som kan dirigere Mozart, så han næsten lyder konvulsivisk.

Der fulgte et betydeligt mere afslappet indslag i form af Joseph Haydns såkaldte ”Legetøjsymfoni” – der måske er skrevet af Mozarts far, Leopold, måske af en helt tredje. Fischer havde fået den idé at samle et helt fodboldhold af 11 musicerende børn fra musikskoler på Sjælland. De tog opstilling foran orkesteret og trakterede instrumenter som xylofon, skralde, trompet, tromme og bækkener med rigtig god præcision og stor benovelse. De voksne i den gamle radiobygning på Frederiksberg var rørte – sikkert også over dette eksempel på Fischers rummelighed.

Efter pausen blev det alvor med musikhistoriens måske mest skelsættende symfoni, Beethovens tredje fra 1805, også kaldet ”Eroica”. Med sin varighed på over 50 minutter overgår den alt, hvad der tidligere var skrevet i genren.

Man skulle ikke mange takter ind i storværket, før det stod klart, at det var en hjertesag for de medvirkende. Fischer var i den grad inde i partituret og boksede sine pointer løs, når lejligheden bød det – og det skete hele tiden.

Alligevel lykkedes det ham sammen med det ualmindeligt velspillende orkester, anført at koncertmester Julie Eskær og med en fremragende førsteoboist i Radi Radev, ikke bare at få Beethoven til at gnistre, men også at trække de store linjer i symfonien frem. Man måtte overgive sig og konstatere, at netop denne symfoni og Fischer var et lykkeligt match. Folk skiftevis frydede sig og måbede – som de sikkert også gjorde i Vejle, Horsens og Skive, hvortil koncerten blev livestreamet. Fischer rykkede, og Beethoven rockede.