Østersøen glinser som et sildeskind i solen, da en gruppe historieinteresserede bornholmere søndag formiddag møder op ved Skarvigen syd for Nexø for at høre om et næsten skjult middelalderfiskerleje på stedet, hvor havet her engang var spækket med sild som aldrig før.
”Det her arrangement lå godt nok midt i kirketiden, men jeg syntes, at det lød for spændende til ikke at komme,” siger den pensionerede bådebygger Mogens Jensen på syngende bornholmsk. For selvom lokalradioen på vej herud reklamerede for, at denne søndag var ”Golfens dag”, er den også officiel fortidsmindedag.
Det bliver markeret over hele landet på initiativ af Slot- og kulturstyrelsen. Men Bornholm er den region i landet, der har forholdsvist flest fortidsminder.
Der er således langt flere fortidsminder end golfhuller på Bornholm, men dagen i dag handler faktisk også om huller. For mens klippeøen er kendt for sine unikke rundkirker og Nordeuropas største borgruin i form af Hammershus, er der også spor efter middelaldersamfund på steder, hvor man skal vide, hvad man skal se efter.
Og her ved Skarvigen ved Nexø vidner en række huller i det uopdyrkede landskab om bostederne fra middelalderens mange sildefiskere på øen.
Men pengene fra sild kom faktisk også til at finansiere både kalkmalerierne i Klemensker og dele af Hammershus, forklarer Finn Ole Sonne Nielsen, der er dagens kyndige turleder. Lidt som Lars Mikkelsen i DR1-satsningen ”Historien om Danmark”, som en deltager bemærker.
Finn Ole Sonne Nielsen er dog ikke skuespiller, men chefarkæolog på Bornholms Museum. Og han behøver ikke noget manuskript for at stråle af fortællerglæde. Men deltagerne er tydeligvis et oplyst publikum.
En af dem kan for eksempel forklare, at det slet ikke burde hedde ”Skarvigen”, men ”Skarvejen”, idet her stadig ligger resterne af den vej, som middelalderfiskerne kunne slæbe deres både i sikkerhed ind mod indsøen ved Nexø Mose eller Bodilsker Mose – alt efter hvor på Bornholm man spørger.
Skarve er her til gengæld mange af, tilføjer Finn Ole Sonne Nielsen og peger ud på klipperne, hvor der sidder mange fugle i forårssolen langs klippekysten. Lyden af gæs bryder også naturligt ind i arkæologens talestrøm, der dog pludselig afbrydes af en jetjager.
”Det er nok russerne, der kommer,” siger han drillende, inden han må berolige en nervøs deltager med, at flyene altså tilhører det danske luftvåben. Men også i middelalderen var man på vagt her.
Kysterne, som fjender nemt kunne komme til, var nemlig farlige dengang, hvor øens hovedstad også lå midt på øen i Aakirkeby af sikkerhedsårsager. Men sildefiskeri lokkede mange til kysterne i middelalderen, og det er der altså stadig spor efter.
Tydeligst ser man det ved ”Bølshavns batteri” længere oppe ad den bornholmske klippekyst, hvor der også ligger resterne af en middelalderlig naturhavn.
”Da vi gravede et bosted ud, lugtede det stadig af sild her 800 år efter,” siger arkæologen.
Her er der ”bare” huller i landskabet, men det er faktisk resterne efter fiskernes bosteder, der af gode grunde gerne ville fange sild i middelalderen.
”Man fiskede typisk efter sild fra den 24. august til den 9. oktober,” forklarer han.
”Hvordan ved du det?” vil en kvindelig tilhører vide.
”Jeg har det fra en bog. Jeg var der ikke selv,” siger Finn Ole Sonne Nielsen smilende, inden han fortsætter:
”Sildefiskeriet var størst i den katolske tid. Dengang var der også flest sild i Østersøen. Saxo beskriver det som om, at man nærmest ikke kunne ro, fordi der var så mange fisk. Men der var også brug for dem over hele Europa, især under fasten i de 40 dage fra askeonsdag til påske, hvor man ikke måtte spise kød, men gerne måtte spise fisk. Og da man lærte at salte sildene, så de kunne holde sig, kom der for alvor gang i økonomien omkring sild.”
De europæiske byer, der havde adgang til salt, havde derfor også bedst vækstbetingelser. Og det kom byer som Gdansk, Stettin og især Lübeck til gavn, mens både tyske og polske købmænd også købte saltede bornholmersild til hansestædernes markeder.
Lübeckerne opførte sig dog ikke kun som gode handelspartnere overfor Bornholm. De brændte Nexø og Aakirkeby i 1510 og overtog øen fra 1525-76, forklarer Finn Ole Sonne Nielsen, der dog også kan berette om, hvordan Bornholm var en kampscene for magtopgørene mellem kongen og kirken, hvad der ifølge arkæologen er helt overset i DR1’s ”Historien om Danmark”.
Men magtkampen om, hvem der skulle være øverste myndighed – kirken eller kongen, førte blandt andet til, at kongens ”Lilleborg” i Almindingen blev brændt ned, mens ærkebiskoppen af Lund til gengæld havde en finger med i spillet om, at Margrete d. 1. blev gift med sin norsk-svenske prins Håkon, som hun allerede var blevet forlovet med som barn.
”Svenskerne havde egentlig brudt forlovelsen, og de ville i stedet hente den holstenske prinsesse Elisabeth til Sverige som Håkons brud. Men da Elisabeth på vejen på grund af storm måtte søge havn ved Hammershus, sørgede ærkebiskoppen for at tage hende til fange og holde hende fanget på Hammershus i to år, indtil svenskerne for længst havde ombestemt sig og ladet Håkon blive gift med Margrete,” forklarer Finn Ole Sonne Nielsen.
Og sådan kan et hul i jorden på Sydbornholm få ham til at huske mange historier. Bornholmersildens historie er mere sørgelig. For en del af eventyret ebbede allerede ud i Middelalderen.
”De store mængder sild forsvandt fra Østersøen i løbet af 1400-tallet. Dengang troede man, at det var Gud, der var blevet sur på sildefiskerne. Og med reformationen faldt efterspørgslen på sild yderligere. Det gav senere en ny opblomstring for de bornholmske sildefiskere, da man kunne opbevare sine sild i is og sælge dem til københavnerne. Men nu er der næsten intet fiskeri tilbage, selvom jeg selv har set, at der sidste måned var masser af sild i Nexø Havn, men dem ved jeg ikke, om der er nogen, der tør spise,” siger Finn Ole Sonne Nielsen, inden en tilhører tørt tilføjer, at de i hvert fald er gode nok til de svenske og polske sildefiskere, der stadig fanger sild langs den bornholmske kyst.