Fjernsyn er indbrud i stuen

Fascinerende poetiske visioner af den kristne digter Simon Grotrian

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox. Foto: Skovdal & Skovdal.

Søren Ulrik Thomsen har talrige gange proklameret, at han er kristen og digter, men at han ikke er en kristen digter. Sådan er det ikke med Simon Grotrian, der på ingen måde som Thomsen insisterer på at holde kunsten og religionen adskilte.

Grotrians digte er derimod det smukkeste, mærkeligste og mest initierede forsøg, vi har inden for moderne dansk litteratur, på at lade sin kristne tro fungere som affyringsrampe (ja, undskyld den prosaiske metafor, men en sådan er netop typisk for Grotrian) for de poetiske visioner.

Den netop udkomne digtsamling har som titel et subtilt ordspil, nemlig "Godmorgen Gomorra", og vi kan gerne tolke denne titel i samklang med de mange apokalyptiske billeder, der præger værket.

Et smukt og bizart digt bærer titlen "Grønne tænder" og udmaler en polariseret verden, hvor troens inderlighed og forbindelse til et medmenneskeligt fællesskab stilles i modsætning til modernitetens dommedagstrusler i form af krig og økologiske katastrofer:
"Vifter driver bort/ og holder prismerne i stand/ da får vi skæbneflæsk, det regner/ og i troens lomme// Nogle har blik som Gud/ der opfandt kroppen/ strålemønstre daler som et klima/ i det hede Nakasaki".

Man kan som altid i Grotrians digtsamlinger gå på jagt efter pragtfulde billeder, som der, til trods for at denne samling kun er på 24 sider, er masser af.

Ikke alle digte har som det ovennævnte et apokalyptisk motiv, idet man også som i det følgende digt, der bærer titlen "Ekstase", kan møde den stik modsatte livsfølelse: "Saftspændte årer slår træet igennem min krop/ og på hodet/ en hvirvel af skræppende fugle".

Og så skal vi som afslutning naturligvis også have en af de one-linere, som Grotrian er en uovertruffen mester i: "Fjernsyn er indbrud i stuen".

Simon Grotrian: Godmorgen Gomorra. Digte. 24 sider. 80 kroner. Forlaget Dræby.