De fleste kender følelsen af at være havnet på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det er ubekvemt. For Frank, som hovedpersonen i Kristian Bang Foss’ nye roman hedder, er følelsen nærmest permanent.
Frank er vokset op i Hvidovre under barske omstændigheder. Efter en alvorlig knallertulykke blev hans far så hjerneskadet, at det eneste arbejde, han kunne overkomme, var at optræde med sang og guitar på Strøget og så i øvrigt drikke masser af øl. Han blev i gadebilledet kendt som den tragikomiske figur ”Rock Tage”. Det blev en grotesk tradition, at berusede unge kylede mønter efter ham, når han optrådte. Meget bedre var det ikke med Franks mor, Ellen, der i en lang periode var ansat som kontordame i KTAS og med tiden indledte et omfattende alkoholmisbrug. Hun blev siden fyret i en nedskæringsrunde og havde derefter svært ved at finde et nyt fast job.
Frank bestræber sig på at bryde mønstret. Han vil have en uddannelse og kæmper for det. Det er dog ikke let for ham. Han begynder at læse litteraturvidenskab på Københavns Universitet og klarer sig da også fornuftigt, selvom han aldrig føler sig helt i øjenhøjde med sine medstuderende. Han har svært ved at knække de sociale koder. Den væsentligste forandring i hans liv indtræffer ved mødet med Thea, som han bliver kæreste med. Hun kommer fra den kendte Holmberg-familie. Og netop mødet mellem den unge mand fra bunden af Hvidovre og den yderst velhavende venstreorienterede kulturelite er romanens tematiske scoop.
Kristian Bang Foss er kendt for at skabe barokke situationer i sine tekster. Ofte i kraft af en forløsende rå humor. Det ser man da også flere steder i hans nye roman. Samtidig er det fortalte forløb meget fint disponeret. Man er fanget fra første side og følger med usvækket interesse Franks forsøg på at finde sig til rette i tilværelsen. Kristian Bang Foss skaber en troværdig spænding i et i øvrigt hverdagsligt miljø.
Hertil lægger sig, at Kristian Bang Foss’ valg af fortællerposition tillader ham at give os adgang til en række af de centrale karakterers bevidsthed. Det gør han med stor elegance og behændighed. Det er en af romanens største styrker. For det giver læseren god mulighed for at forstå såvel Franks vanskeligheder med at begå sig hos den kulturelle elite såvel som familien Holmbergs manglende forståelse af baggrunden for Franks opførsel. Det sidste bliver for alvor tydeligt ved familiens årlige frokost i sommerhuset i Skagen, hvor Frank i et høfligt forsøg på at hjælpe med at tage af bordet kommer til at flække en Flora Danica-tallerken midt over. Situationen er selvfølgelig ubehagelig for alle parter. Franks efterfølgende reaktion er forståelig omend uheldig. Endnu mere interessant er det dog at iagttage, hvor vanskeligt Theas forældre, der ellers går meget op i værdier som åbenhed og tolerance, har ved at tackle mennesker, som ikke umiddelbart er på bølgelængde med dem.
Særligt perspektivrig er faderen, der som fuldtonet champagnesocialist gør en dyd ud af at elske underklassen, men i praksis har meget vanskeligt ved at respektere Frank og omfatte ham med varme. Det fascinerende er nu, at man indimellem faktisk godt forstår Thea og hendes familie. Franks adfærd er ikke altid let at begribe. Omvendt er det også nærmest smertefuldt at erfare, hvordan den velbeslåede og kulturelt overlegne familie dominerer og udmanøvrerer Frank, når konflikterne spidser til.
Efter endt læsning er man ikke et øjeblik i tvivl om, at Kristian Bang Foss har skrevet en stærk og højaktuel roman. Det er ikke en roman, der fortæller os, hvad vi har lyst til at høre, men snarere, hvad vi har brug for at høre, herunder ikke mindst, at det er markant lettere at prædike åbenhed og forståelse end at praktisere det, når realiterne melder sig.