Man ved ikke præcis, hvad ordet ”jul” kommer af. Til gengæld ved man, at omkring år 900 blev det brugt som betegnelse for den nordiske hedenske solhvervsfest, som blev indledt i forbindelse med midvinternatten (som på den tid var fastsat til den 13.-14. januar).
Da nordboerne var blevet omvendt til kristendommen, overførte de betegnelsen jul til den nye kristne fest, som lå næsten på samme tidspunkt som den gamle hedenske fest. Det var nemlig allerede i år 354 blevet bestemt af pave Liberius, at fejringen af Jesu fødsel skulle indledes den 25. december.
I de første århundreder efter kristendommens udbredelse i Norden var den romersk-katolske kirke imidlertid imod, at man brugte den hedenske betegnelse jul om den kristne fest. Kirken mente, at man burde kalde den kristmesse. Det lykkedes dog aldrig kirken at få nordboerne til at opgive navnet jul – i modsætning til englænderne, der fra 1200-tallet accepterede kirkens idé og begyndte at bruge betegnelsen Christmas.
I den romersk-katolske tid i Norden (det vil sige i den sidste del af vikingetiden og i hele middelalderen) fejrede man julen ved blandt andet at spise en masse god mad og drikke rigeligt dertil, ligesom man havde gjort, da julen var en hedensk fest. Helt frem til 1500-tallet talte man således om at ”drikke jul”, hvilket fortæller noget om, i hvor store mængder øllet flød i forbindelse med højtiden.
Aftenen den 24. december var en vågeaften (vigilie), hvor man holdt sig vågen for at kunne deltage i kristmessen ved midnat. Det samme gjaldt i alle andre lande i Europa, hvor den romersk-katolske kirke var dominerende. Man gav også hinanden – og navnlig børnene – gaver i forbindelse med julen.
Med Reformationen i 1536 blev fejringen af julen på mange måder ændret. I kirken begyndte præsterne at læse op af Juleevangeliet på dansk og holde prædikener, som bønderne kunne forstå. Og gaverne til børnene blev afskaffet, fordi man syntes, det var forkert at give fine gaver til ens egne børn i forbindelse med, at man fejrede Jesus, som blev født i fattige omgivelser i en stald.
Julefesterne med den gode mad og de rigelige drikkevarer blev der imidlertid ikke ændret på. Kirken havde allerede i katolsk tid flere gange forsøgt at lægge en dæmper på udskejelserne, men i løbet af 1600- og begyndelsen af 1700-tallet var de åbenbart løbet så meget løbsk, at staten så sig nødsaget til at skride ind.
Det var især de såkaldte julestuer, hvor karlene og pigerne på gårdene stærkt beruset af alkohol legede en række lege med seksuelle undertoner, som forargede. Det drejede sig blandt andet om traditionen med, at en karl forklædt som julebuk kom ind i stuen og slyngede sjofle historier og sandheder om, hvem der lå i med hvem, i hovedet på festens deltagere. Samt en række lege, hvor karlene og pigerne kom i tæt fysisk kontakt med hinanden.
I 1629 udstedte kongen en forordning, der forbød den slags, og forbuddet blev gentaget i Danske Lov i 1683, men tilsyneladende uden den store virkning. For i 1735 måtte statsmagten igen forsøge sig med et forbud.
Den væsentligste grund til, at det tilsyneladende kom til at virke bedre denne gang, var, at ikke blot kongen (Christian den Sjette), men også store dele af befolkningen var blevet grebet af den pietistiske bølge, som havde bredt sig fra det tyske område til Danmark i løbet af de foregående år. Omkring 1750 var de vilde julefester med umådeholdigt druk og ”hor” gået i sig selv.
Men den gamle tradition med at fejre julen blandt andet ved at spise god mad fortsatte. I 1700-tallet stod menuen i de fleste hjem på sulemad, flæsk, pølser, grønlangkål med mere, ligesom den havde gjort det i 1500- og 1600-tallet.
De rige borgerskabs- og adelsfamilier kunne markere, at de var noget særligt ved at servere mad og drikke, som var blevet til ved hjælp af luksusvarer fra udlandet, for eksempel risengrød, kaffe og te. I disse familier kunne man – inspiret af traditionerne længere mod syd i Europa – også finde på at spise gåsesteg i stedet for flæskesteg. Bagefter kunne man så gå hen i kirken og høre præsten prædike julens budskab og synge H.A. Brorsons nye pietiske julesalmer: ”Her kommer, Jesus, dine små”, ”Den yndigste rose er funden” og ”I denne søde juletid”, som alle var blevet udgivet i 1732.