»Hvor længe skal vi bære på vore fædres synder? / De hænger allerede vindtørre i kokospalmetræerne, / mens vejene synes at smuldre under morgenstjernen, / busserne kommer et minut senere hver dag«, lyder indledningen på debutanten Christian Stokbro Karlsens digtsamling »Kerygma«. Og man er her ikke et sekund i tvivl om, at man har at gøre med en talentfuld poetisk sprogbruger.
Betydningsområderne og sprogregistrene spænder bemærkelsesværdigt vidt, og man bemærker i ovenstående citat den elegante og selvfølgelige sammenkædning af på den ene side stof med relation til de store metafysisk-eksistentielle kategorier (»fædres synder«) og på den anden dagligdagens prosaisk-materielle verden (»busser«).
Christian Stokbro Karlsens digtsamling rummer 39 koncentrerede billeddigte. Man kan måske opregne samlingens kvaliteter i to meget overbevisende anvendte greb. På den ene side side forstår Stokbro - i en stil, der på den ene side er enkel, mundret og let afkodelig og på den anden mangefacetteret og sammensat - at skildre eksistentielle dilemmaer på en måde, der kan minde en del om Søren Ulrik Thomsens.
På den anden side er der fuldt af surreal metaforik og sproglige klangvirkninger på samme vis, som man ser det hos Simon Grotrian. Et eksempel på et usædvanlig flot digt, hvor disse to tendenser forenes, lyder: »Alt det meget, vi belemrer dagene med, / vender tilbage som nattens forsiringer, / drømme tunge af barium, mens blodet / synker sammen i cikadernes cirkel.«
Om Stokbros slægtskab med Thomsen og Grotrian har noget at gøre med, at disse to digtere ligesom Stokbro giver kristendommen en central rolle i deres betydningsuniverser, skal jeg lade være usagt. I hvert fald får den fuld skrue i »Kerygma«s religiøse visioner, hvor f.eks. elementer fra middelalderens kristendom og det moderne storbyliv på bizar vis flettes sammen. Et digt lyder:
»Vinden hejser flag over kalkede ruder, / bag hvilke kvindernes frygt, / at fortabe sig i sit eget kød, / udspiller sig under flagellanternes sang, / mens rotterne klumper sig sammen / i kølige kælderrum, og vredens katalog / messes i sin helhed på banegården.«
Man kan endvidere om Stokbro bemærke, at han er en lærd poet, der ikke er bange for at henvise til hele galleriet af modernistiske koryfæer fra de sidste hundrede år. Forløsende er det her, at digteren modsat mange andre debutanter besidder en hel del selvironisk humor, som når han raffineret flækker et citat af højmodernismens godfather nummer et, T.S. Eliot, sammen med titlen på en dansk vuggevise: »Nu kommer de gamle mænd med liljer, / det er april, hundene er i brunst, / og solen er så rød mor.«
Christian Stokbro Karlsens »Kerygma« er en yderst lovende debut, og man kan med spænding se frem til denne digters næste udspil.
Christian Stokbro Karlsen: Kerygma. Digte. 56 sider. 148 kr. Samlerens Forlag.