Prøv avisen
Bog

Flagrende flamsk roman

Jeg er usikker på, om ”Vi og jeg” helst vil være satire eller omfavnende alvorlig, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Forlaget Turbine

Familiens manglende samhørighed er i fokusi ”Vi og jeg”, der ikke hænger sammen

Nogle romaner har et normalt antal sider, mens man alligevel som læser må spørge, om den ikke indeholder for mange ord.

Det er selvfølgelig et spørgsmål om smag, men hvis en roman bliver alt for klodset digressiv og uklar i sin sprogbrug, så spænder det ben for min læsning. Og sådan føles ”Vi og jeg” i hvert fald for mig.

I pressemeddelelsen for romanen fremhæves, at forfatteren allerede vandt en skrivekonkurrence som 11-årig. Men på en måde virker den sjette roman af flamske Saskia de Coster, den første roman oversat til dansk, stadig mest som et forsøg i en skrivekonkurrence frem for at hvile i en egen sikker tyngde.

Det er ikke, fordi der ikke er noget på hjerte. Romanen følger en belgisk familie på tre over 33 år, fra 1980 til 2013, fra datteren fødes til et barnebarn er på vej. Undervejs sker menneskelige katastrofer, men mest af alt runger tomheden i familien. Selv efter mange års samliv har familiemedlemmerne et manglende kendskab til hinanden.

Familie gør både én mere lykkelig og mere ensom, tænker faderen Stefaan. På skift følges han, konen Mieke og datteren Sarah i et kapitel ad gangen.

De bor på bjerget, i en ny udstykning, hvor alle huse har en nydelig afstand. Det er et velhaverkvarter, som er mere kitchet nyrigt end varmt familiært.

Gennem årene kæmper Stefaan sig op til en lederstilling, men er underkuet og ludende i sin udstråling, Mieke er hjemmegående og har ofte disinfektionssprayen fremme, og Sarah vokser op i det, der beskrives som ”en kafkask labyrint af regler og forbud”.

Som ung skriver hun sange, dyrker Kurt Cobain og vælger en anden tilværelse end forældrenes. Hun forbløffes over, at hun end ikke kan beskrive sin far med fem ord. Ikke ét falder hende ind. Ud over de tre familiemedlemmer optræder søskende og forældre, enkelte kolleger og veninder.

Indledningsvist i romanen citeres Virginia Woolf: ”To look life in the face, always, to look life in the face.” Romanen forsøger at gribe livet balancerende på kanten af satiren, eller også er personerne blot tegnet for hårdt op og miljøtegningen for fokuseret på klichéer om en bedsteborgerlig husmodertilværelse og et tilhørende hårdtarbejdende mandeliv.

Jeg er usikker på, om ”Vi og jeg” helst vil være satire eller omfavnende alvorlig.

Stilen fører til et par bonmoter om tilværelsen undervejs i fortællingen, men egentlig livfuldt bliver det ikke. Når romanen i få øjeblikke er bedst, kan den skitsere skæbner så djævlepræcist som Peer Hultberg, men mest af alt kan den være flagrende på for eksempel denne måde:

”En grå onsdag morgen i 1990, få måneder efter at Belinmuren er blevet revet ned otte hundrede kilometer længere østpå, et par uger efter at Gloria Estefan har fået lov at forlade hospitalet efter sin ulykke, og et par dage efter at Hubble-teleskopet har fundet sin plads i universet, hvorfra det kan kigge mod Jorden, sidder Melanie ude på det lille hus.”

Andre gange optræder det ordfyldte gennem fortællerens mange kommentarer, som på den ene side kan mime hovedpersonernes tanker, på den anden side ikke gør det helt overbevisende. Titlen fremhæver for eksempel et ”vi”, og der optræder også et ”vi” i få kapitler, hvor de tre familiemedlemmer ses udefra.

Vi'et synes i disse kapitler at inkludere såvel en fortæller som en læser, for eksempel i en passage som denne, hvor familien på tre er på rejse i USA, og Sarah fortæller om sine band-planer:

”Her står vi, alle sammen samlet på et tag i det fjerne USA. Sammen med Stefaan stiller vi os ved siden af hans datter (...) ”Jeg skriver mine egne sange nu, og når vi er kommet hjem igen, spørger jeg Emily, om vi skal lave et band sammen.” ”Det lyder som en god idé. Gør det, Sarah, siger vi opmuntrende. Vi er store rock and roll-fans.”

Jeg må bare sige, at det vi, der taler her, er uklart, måske er det alene en litterær gimmick, der afprøves. Vi'et i titlen refererer også til familien som et vi spændt ud mellem jeg'er og til manglen på samhørighed mellem disse størrelser. Stærkest er romanen i sine udsagn om netop den indre afstand i en familie.

Forfatteren Saskia de Coster er også videokunstner og har i 2013-14 lavet en performance ud af romanen, hvor hun eller en gæsteoplæser hver dag i en periode på 363 dage læste en side op og filmede oplæsningen. Den flamske originaludgave består af netop 363 sider. Optagelserne ligger stadig på forfatterens egen You-Tube-kanal. Det er et moderigtigt koncept, men jeg ville hellere have haft mere Virginia Woolf, mere fordybelse og mindre uklarhed, mindre koncept.