Prøv avisen

Flammende visioner på Brandts

Mads Damsbo er 37 år, uddannet mag.art. i kunst-historie og er i denne tid sammen med medarbejdere og bestyrelse ved at indstille kursen for det nye Brandts i mange år frem. – Foto: Brandts.

I Odense er Kunsthallen Brandts, Museet for Fotokunst og Fyns Kunstmuseum nu samlet i én institution: Brandts. I centrum af det hele står den nye direktør, 37-årige Mads Damsbo

Forleden blev der holdt pressemøde på den nye selvejende kunstinstitution Brandts i Odense. Der var et pænt fremmøde, men visionen og missionen på stedet er, at pressemøderne fremover vil være et tilløbsstykke også for journalister uden for øen. En udstilling på Brandts skal være et must-see, noget man ikke må misse, nationalt og også gerne internationalt.

Store ord og mange drømme i en fase, som officielt blev indledt den 1. juli 2013, hvor de tre odenseanske kunstinstitutioner: Kunsthallen Brandts, Museet for Fotokunst og Fyns Kunstmuseum blev fusioneret til det nye Brandts, og de tre institutioners ledere erstattet af én. Han hedder Mads Damsbo, er 36 år, kunsthistoriker, og har siden 2008 været direktør på kunsthallen Gl. Holtegaard.

LÆS OGSÅ: Billeder af kvinder i pagt med den onde

På pressemødet fremlagde Mads Damsbo sine visioner for det nye Brandts. Og de var mange og fulde af optimisme med hensyn til, hvad man egentlig kan, når man samler kræfterne. I stedet for tre selvstændige enheder har man nu én stor med fire underafdelinger: henholdsvis en kunstfaglig afdeling, en administrationsafdeling, en publikumsafdeling og en driftsafdeling. Mads Damsbo er, ud over at være direktør for det hele, også chef for den kunstfaglige afdeling.

Hvor regeringen har sat sig et 2020-mål, arbejder man anderledes hurtigt på Brandts med en skæringsdato, der hedder den 9. maj 2014. På dagen her, der skal markeres med en forårsfest, skal det nye program og den nye visuelle profil lægges frem for verden.

Og der kommer til at ske ting og sager. Mest markant er, at en stor del af samlingen fra det tidligere Fyns Kunstmuseum vil blive flyttet over i den gamle Klædefabrik, Brandts, således at den smukke klassicistiske bygning fra 1885 i stedet kan danne ramme om samtidskunsten. Eller, som Mads Damsbo, der i tiden på Gl. Holtegaard netop har set, hvad samspillet mellem ny kunst og historiske lokaler kan, formulerede det, vil man med inspiration fra blandt andet Palais de Tokyo i Paris skabe et palads for samtidskunsten, for det nye og det kommende, i Jernbanegade.

Det siger sig selv, at de omkring 6000 værker fra Kunstmuseet ikke vil få lige så meget plads som tidligere. Tanken er også, at man vil gå væk fra den faste ophængning og i stedet bruge samlingen mere dynamisk. Damsbo lovede dog, at turister, der kommer til Odense, stadig vil kunne se samlingens hovedværker af for eksempel Jens Juel og af Fynbomalerne, men at fremtiden ikke vil byde på faste kronologiske ophængninger.

Derimod taler fremtiden for tværmediale udstillinger inden for det flydende felt, man kalder ny visuel kultur. Det kan være udstillinger, der inddrager tegneserier, tekstiler, eller, som den Damsbo allerede har kastet sig over, tatoveringer. Det er ikke mere så entydigt, hvornår noget er kunst, performance eller koncert, og den nye institution vil ikke være bange for at blande kortene. Man vil skabe udstillinger, som går i dialog med publikums hverdag, og som måske også inddrager publikum aktivt.

I Damsbos vision skal museet arbejde med kunst som noget, der indvirker på både dig og verden. Tidens museale mantra er deltagelse. Vi vil ikke mere være passive betragtere, vi vil selv være medskabere.

Optimalt vil det nye Brandts lægge sig et frugtbart sted mellem læring og oplevelse både for børn sanseudstillingerne, som stedet er kendt for, bibeholdes og voksne. Man vil holde fast i de nicher, Kunsthallen, ikke mindst takket være solide kræfter som inspektør Lene Burkard, har opdyrket, for eksempel store soloudstillinger med danske kunstnere midtvejs i karrieren, og internationale udstillinger med kunstnere, der ikke tidligere har været vist i Danmark. Man vil også gerne arbejde tematisk på tværs, og et af de første temaer, man vil kaste sig over, er havet. Den internationale fotosamling, som rummer 9000 værker, vil heller ikke blive glemt, lovede Damsbo, men en fast fotokunstudstilling vil der ikke mere være tale om.

Pressemødet var udelukkende en inspirerende fremlæggelse af nye visioner, men, som vi også ser det andre steder i samfundet, hvor institutioner sammenlægges under slogans om at samle kræfterne, bruge ressourcerne bedre, skære ned i ledelsen, så er der også en anden side af historien: tidens ideologi rationalisering, effektivisering, merproduktion og besparelse som man godt kunne forholde sig spørgende til som institution. Men den evaluering kommer formodentlig om nogle år.

Mads Damsbo er en visionær mand, som brænder for det, han arbejder med, og som også husker at nævne, at han ikke gør det alene, men at det kun fungerer i et samarbejde. Derfor er han formodentlig også manden, der kan bære det nye Brandts igennem, og hvor ville det være fantastisk, om det faktisk blev sådan, at stedet fik den faglige og folkelige bevågenhed, som det både før og forhåbentlig endnu mere fremover har fortjent.