Der er mange måder at være forfatter på. Dagen efter, at Katinka Maya Vår havde sendt sit manuskript til en teenager, hun ikke kendte, vidste hun, at hun havde fundet sin måde. For der var allerede svar: Nu er jeg færdig med at læse. Er du gået i gang med at skrive den næste bog?
LÆS OGSÅ: Forfattere gør op med det gode liv
I de efterfølgende måneder vendte også resten af de 25 testlæsere tilbage. Hun havde fundet dem gennem bekendte og sociale medier og fået dem til at læse sin ufærdige ungdomsroman. Nu skrev de alle deres rettelser, forslag og gode råd.
Det var en enorm mundfuld fyldt med stolthed, som bare måtte sluges, og den 37-årige debutant endte med at bruge lige så lang tid på at rette til, som hun havde brugt på at skrive.
Men egentlig var det ikke nogen svær beslutning at læne sig op ad 25 mere eller mindre fremmede menneskers mening frem for at finde en forlagsredaktør, fortæller den nyslåede forfatter. For den traditionelle vej kan være temmelig udmarvende: Først skriver man helt alene og gerne i flere år, hvis man er ny. Så indsender man sit manuskript til et forlag, som bruger mellem tre og fem måneder på at sige ja eller nej. Er svaret nej, sender man til et nyt forlag, for man må typisk ikke sende til flere ad gangen, og sådan bliver man ved, til et forlag siger ja, hvis nogen siger ja. Og så bliver det besværligt. For på forlaget får en redaktør ansvaret for bogen, og så skal der måske laves en masse om. Og forlaget overtager hele markedsføringen. Til gengæld får forfatteren typisk 15 procent af salgsprisen på de bøger, der bliver solgt.
Jeg blev dybt demotiveret, da det gik op for mig, hvor omstændeligt og lidt lukrativt det er at få udgivet en bog gennem et forlag. Men det værste var, at jeg skulle afgive så meget kontrol. Pludselig følte jeg en masse blokeringer og præstationsangst. Forlagene var som en mur, der blev sat op foran mig, forklarer Katinka Maya Vår.
Hun har derfor netop udgivet sin første bog, Ilden vågner valget træffes, på eget forlag. Og hun er langtfra alene om at nå til den konklusion.
Stadig flere forfattere udgiver selv deres bøger ofte helt nye forfattere, men også store navne som J.K. Rowling, der skrev Harry Potter-bøgerne. Eller børnebogsforfatteren Josefine Ottesen og krimiforfatteren Inger Wolf. Det betyder, at de ikke nødvendigvis har en redaktør til at sparre med og til at sikre, at bogen når et tilstrækkeligt niveau. Og det er derfor, at der de seneste år er opstået et nyt og hastigt voksende marked for testlæsere.
Der har for så vidt altid eksisteret testlæsere. For forfattere har altid fået ægtefæller, nære venner eller kolleger til at læse deres bøger igennem inden offentliggørelse.
Men som noget nyt bliver testlæsningen i stigende grad overladt til fremmede, som enten har en viden, forfatteren har behov for, eller som besidder en særlig faglighed. Overalt på internettet kan man nu finde forfattere eller forlag, der efterlyser testlæsere. Og hos landets største boghandel på nettet, Saxo.com, er der endda planer om at systematisere efterlysningen, så man kan finde lige den type læsere, man har behov for.
Det er også nyt, at nogle af læserne bliver betalt for deres vurderinger. På Saxo.com overvejer man således at registrere tilfredsheden med testlæserne og give de højest rangerende løn, forklarer administrerende direktør Jørgen Balle Olesen.
Normalt er der dog kun tale om symbolske beløb, mindre gaver eller signerede bøger, men der er også opstået professionelle redaktører, som på freelancebasis rådgiver forfattere, der ikke vil være en del af et forlag. Eller som føler, at deres forlag ikke gør det godt nok. Professionel læsning er blevet en vare lige som alt muligt andet, fortæller Klaus Æ. Mogensen fra Instituttet for Fremtidsforskning.
Hele denne institutionalisering af testpersoner er velkendt fra andre brancher, særligt filmbranchen og selvfølgelig inden for medier og markedsføring, hvor fokusgrupper har været hyppigt anvendt i årtier. Når fænomenet nu også bliver en del af bogbranchen, skyldes det et sammenfald af en række udviklinger, siger fremtidsforskeren.
Helt grundlæggende sker der en voldsom stigning i antallet af bogudgivelser og dermed også forfattere i disse år. Et sigende billede på udviklingen er USA, hvor der i 2002 blev udgivet 200.000 bøger, mens tallet i 2010 var over tre millioner. Samtidig kæmper forlagene med nedskæringer og omstruktureringer og andre lange ord, og det har fået mange forfattere til at føle sig utilstrækkeligt hjulpet. Og nye forfattere til at føle sig udelukket.
Samtidig har den teknologiske udvikling gjort det ikke bare nemt at udgive selv, men også billigt. Trykpriserne er lavere end nogensinde, og det er nemmere at layoute selv. Vælger man udelukkende at udkomme elektronisk med en e-bog, er det nærmest gratis, og så kan det virke oplagt at ræsonnere som Katinka Maya Vår: Hvorfor i alverden skulle man vælge et traditionelt forlag?
Endelig sker der i disse år en generel opblomstring i forskellige former for bogfællesskaber, mener Klaus Æ. Mogensen. Det ses i form af bøger skrevet af mange forfattere eller serier af bøger, hvor forskellige forfattere skriver i det samme univers. I samme genre ses også fænomenet fan fiction, der virkelig har vokset sig stort på det seneste. Her skriver fans af en etableret bog videre på historien og skaber deres eget parallelunivers. Det er sket med eksempelvis Harry Potter, Star Trek og Twilight-bøgerne. Det var i øvrigt netop en fan fiction-version af en Twilight-bog, der blev til den nu verdensberømte erotiske bog 50 Shades of Grey (varulvene blev simpelthen bare skrevet ud af Twilight-bogen).
På den måde er bølgen af testlæsere et naturligt produkt af de store forandringer, der sker lige nu i både bog- og forlagsbranchen, siger Klaus Æ. Mogensen:
Det er en slags selvkorrigering af den store mængde dårligt redigerede, selvudgivne bøger, der er blevet sprøjtet ud de seneste par år. Forfatterne er simpelthen nødt til at reagere på den hårde konkurrence om læsernes gunst. Samtidig er forlagene nødt til at reagere på den hårde konkurrence om forfatternes gunst, og det er utvivlsomt derfor, at Saxo.com nu vil systematisere brugen af testlæsere. For ud over at være en potentielt god forretning for forlaget er det jo også en god service til forfatterne.
Den nye brug af testlæsere vil få omfattende betydning på flere fronter. De selvudgivende forfattere har indtil nu været en broget minoritet præget mere af forfattere, der ikke har kunnet få foden indenfor hos forlagene, end af forfattere, der bevidst er gået egne veje.
Men det prædikat er under forandring, påpeger Klaus Æ. Mogensen. Flere store navne går nu selvudgivelsesvejen, og brugen af testlæsere er med til at højne niveauet og styrke gruppens image. Måden at blive og være forfatter på vil således blive mere opdelt efter, om man bruger forlag og testlæsere eller ej.
Af den grund vil også forlagene blive mere opdelt. Der vil således være forlag, der gør, som de altid har gjort, og så vil der opstå en slags hybridforlag, der forsøger at rumme begge typer af forfattere ved at tilbyde flere forskellige former for serviceniveau. Indtil nu har de fleste forlag haft en standardkontrakt, men i den nære fremtid vil vi formentlig se individuelle kontrakter, alt efter hvor meget hjælp og kontrol forfatterne ønsker, spår Mogensen.
Og det er godt for de forlag, der kan rumme ikke at være bundet til en enkelt forretningsmodel, mens det vil være en udfordring for de store og mere traditionelle forlag som Gyldendal, der risikerer at udvande deres brand.
At blive udgivet på Gyldendal er en blåstempling af både forfatteren og bogen, fordi kvalitetssikringen er høj. Så hvis Gyldendal også skal lægge navn til forfattere, som blot har købt sig til enkelte ydelser såsom markedsføring, risikerer de at lægge navn til dårlige bøger. Så vi vil formentlig se eksempelvis Gyldendal bruge et af sine underforlag til at håndtere de mindre og mere selvkørende forfattere. De mindre forlag må vælge, hvilken lejr de vil satse på, siger Klaus Æ. Mogensen.
For Katinka Maya Vår er der ingen tvivl. Hun vil aldrig bytte sine testlæsere ud med en redaktør, for hun har fået al den hjælp og støtte, hun kunne ønske sig. Hjælp i form af vidt forskellige input fra læsernes 15-64-årige liv, der til sammen udgør en mere virkelig virkelighed end Katinkas egen. Derfor er hendes fortælling nu langt mere troværdig, ikke mindst med en dialog, der faktisk lyder, som teenagere taler i dag. Og støtte i form af løbende opmuntring fra begejstrede læsere, når det hele virkede lidt uoverskueligt.
I starten begyndte jeg straks at retfærdiggøre mine beslutninger, når læserne kom med kritik. Men jeg blev tvunget til at være helt åben, hvis jeg overhovedet skulle kunne bruge testlæserne til noget. Så jeg har ædt utrolige mængder stolthed, for kunden har jo altid ret. Det er jo dem, der ved, hvad de gider at læse. Og det har gjort mig langt skarpere på min målgruppe, og jeg har derfor kunnet gøre mit sprog mere præcist, fortæller Katinka Maya Vår.
Selvfølgelig har der været input, hun simpelthen har været uenig i. Så har hun brugt nogle af de læsere, der læste de allerførste versioner af bogen og spurgt: Synes I, jeg bør lytte til den nye kritik? Og var det virkelig hjerteblod, der skulle ofres, tog hun en dyb indånding og mærkede efter, hvad det egentlig var for en historie, hun gerne ville fortælle. Og holdt fast, hvis hun mente, den historie led skade. Derfor er bogens grundhistorie stadig hendes egen, påpeger hun.
Det samme er figurerne, men begge dele er blevet videreudviklet, og historien har fået et væld af nuancer, hun aldrig ville have kunnet skrive på egen hånd.
Det kræver nok en vis portion selvtillid at bruge testlæsere. Og så skal man have rigtig meget tid til rådighed, for det tager dobbelt så lang tid at skrive en bog, hvis man også skal lytte til 25 andres meninger. Til gengæld får bogen en masse ambassadører, allerede inden den er udkommet, og den er blevet gennemtestet i forhold til at få et godt og bredt liv ude blandt publikum. Og så synes jeg, at jeg er blevet en langt bedre forfatter i denne proces. Så jeg vil helt sikkert gøre det igen.