Hvad har en internationalt anerkendt sydkoreansk forfatter, en uhelbredelig hjernesygdom og en seriemorder tilfælles? Ganske meget i dette tilfælde. I en oversættelse af den anerkendte sydkoreaner Kim Young-has tørt humoristiske kriminovelle “En morders dagbog”, som udkom i november på Forlaget Korridor, følger læseren med i en alzheimerramt mands tanker, mens han kaster sig ud på et indbildsk togt med formålet at slå sin plejedatters suspekte kæreste ihjel.
Den demente hovedperson er pensioneret seriemorder og overbevist om, at plejedatterens kæreste har planer om at gøre det af med hende. Tyv tror som bekendt hvermand stjæler. Men det kniber undervejs med at huske, hvor han er nået til i planlægningen. Bevæbnet med dagbog og diktafon giver hovedpersonen sig derfor i færd med at lægge arm med sin smuldrende hukommelse, men finder indimellem tid til at skrive digte, læse buddhistiske sutraer og citere Nietzsches filosofi.
Bogen skriver sig ind i en tendens, hvor demens udgør et mere centralt tema i skønlitteratur og på film end tidligere. I løbet af det seneste årti har demente hoved- og biroller skabt fremdrift i adskillige prisvindende produktioner. Af dem kan nævnes “The Father”, en amerikansk film fra 2020, som løb med hele to Oscar-statuetter. På europæisk jord satte den trods alt noget mindre anerkendte film “Sanremo” (2020) Slovenien på nyere tids filmkort, da den blev nomineret til en række priser på filmfestivaler på tre kontinenter. Og i 2015 fik filmatiseringen af Lisa Genovas debutroman, “Stadig Alice” (2007), en varm modtagelse hos anmelderne. Filmens ledende skuespillerinde vandt desuden en Oscar for sin optræden.
Fra gift til gennemslagskraftig
Chefredaktøren på Filmmagasinet Ekko, Claus Christensen, har fulgt udviklingen med interesse.
“Det er nogle meget markante film om demens med stor gennemslagskraft, der har fået premiere inden for de seneste år. De vækker genklang hos publikum og hos anmelderne, som har tildelt dem nogle af de største filmpriser i verden,” siger Claus Christensen.
Chefredaktøren fremhæver desuden afslutningsfilmen, der blev vist på Cannes Filmfestival 2021.
“‘Vortex’ af den franske instruktør Gasper Noé er et eksempel på en film, der har gjort indtryk. Gasper Noé er Frankrigs svar på Lars von Trier og er kendt for sine film om vilde festkulturer, sex og stoffer. ‘Vortex’ er en helt anderledes og afdæmpet film. Den er inspireret af instruktørens egen demenssyge mor. Der udvises stor ømhed for rollerne,” siger han.
Den franske film skildrer et ældre ægtepar. Han skriver på et filmmanuskript, hun er en dement pensioneret psykiater, som farer vild i storbyen. En dag, da hun vil rydde op, samler hun alle hans noter og manuskriptsider og skyller dem ud i toilettet. Deraf navnet vortex, som betyder “at hvirvle”. Titlen refererer til altings opløsning i døden.
Netop død og sorg er nøgleord for, hvorfor skildringen af demens i kulturelle produktioner har været svær. Tidligere har demens ifølge Claus Christensen været det, man kalder "box office poison" (gift for billetkontoret), fordi sygdommen er så forfærdelig, at det har været en stor udfordring for instruktører at skildre den på en tiltalende måde, som ville kunne trække tilskuere til biograferne.
“I klassiske hollywoodfilm vil man gerne fortælle udviklingshistorier om at finde sin indre styrke og udvikle sig. Historien om demens er det stik modsatte. Men nogle instruktører har opdaget, at demens er så vigtig for den tid, vi lever i, at de måtte finde et filmisk udtryk for den type fortælling. Og det må man i den grad sige er lykkedes. Bille August gjorde det som den første i Danmark i 2001 med filmen ‘En sang for Martin’,” siger chefredaktøren.
Personer med demenslignende adfærd indgik godt nok på rollelisterne i ældre film, men de havde ofte karakteristika som halvtossede ældre mennesker. Det fremgår, når man bladrer i kataloget af dansk filmhistorie, sådan som filmforskeren Peter Schepelern har gjort det.
“Man så det blandt andet i Olsen-banden-filmene, hvor skuespilleren Ejner Federspiel spillede en uopmærksom vagtmand. Skuespilleren lavede typisk et ansigtsudtryk, der signalerede, at der ‘ikke var nogen hjemme’ mentalt, så Egon og hans kompagnoner let kunne snige sig forbi ham,” fortæller Peter Schepelern, der er ansat ved institut for kommunikation på Københavns Universitet.
Demensens vej til bøgerne
I dag har filminstruktører og forfattere fundet en måde at fremstille en demensdiagnose som mere end en ekspresbillet til livets endestation. Men for 100 år siden fandtes sygdom som tema stort set ikke i skønlitteraturens univers. Det fortæller Peter Simonsen, der ved Syddansk Universitet har forsket i litteratur om og for ældre mennesker.
"Det er et relativt nyt fænomen, at skønlitteratur i så høj grad beskæftiger sig direkte med sygdom. Da den spanske syge dræbte over 100 millioner mennesker, blev der ikke skrevet noget skønlitterært om den dræbende influenza," siger Peter Simonsen.
Op gennem det 20. århundrede begyndte man så i stigende grad at skrive om blandt andet kræft, hiv og aids. Turen kom til demens i 1990’erne, hvor forfattere begyndte at omtale sygdommen i skønlitteraturen.
“Demens blev fremstillet som en frygtelig sygdom, der sugede liv og håb ud af mennesker og efterlod dem som tomme skaller. Det fremgik tydeligt, at man var ekstremt bange for tilstanden,” siger Peter Simonsen.
Den stigende opmærksomhed faldt sammen med, at diagnosen demens også blev mere synlig i samfundet. I dag er fokusset på livets senere faser generelt noget, der fylder mere. Det fortæller Marie-Elisabeth Pihl, der forsker i spændingsfeltet mellem litteratur og sociologi ved Syddansk Universitet.
“Mennesker, der er 60 år og ældre, fylder mere som kulturforbrugere på et globalt plan, og dermed beskæftiger både film og litteratur sig i stigende grad med de erfaringer, man kan gøre sig senere i livet. Både i forhold til kærlighed, ægteskab, sex, helbred og dermed også sygdom og demens,” siger Marie-Elisabeth Pihl.
Derfor flugter kulturen i højere og højere grad med virkeligheden, for demens berører ifølge Alzheimerforeningen op mod 400.000 mennesker i Danmark. Alzheimers sygdom udgør 62 procent af tilfældene. Sygdommens kendetegn blev for første gang identificeret i 1906 af Alois Alzheimer, en tysk psykiater og patolog, efter obduktionen af en afdød midaldrende kvindes hjerne. Man skal spole godt og vel 100 år frem i tiden, før Danmark fik Nationalt Videnscenter for Demens.
Sproget svækker stigmaer
Sidenhen er kulturen i stigende grad blevet villig til at acceptere, at der stadig er personlighed og menneskelighed i de personer, der lever med demens, fortæller litteraturforsker Peter Simonsen. Frem for at sige, at nogen bliver ramt af den eller lider under den, skriver forfattere i højere grad, at nogen lever med den.
“Skønlitteraturen ser altså mere liv og flere muligheder, endda håb og glæde. Dermed ikke sagt, at demenssygdom under nogen omstændigheder er noget at grine ad eller glæde sig til. Men man taler om et spektrum. Demens er mere end livets sidste fase, hvor der ikke længere er kontakt,” siger litteraturforskeren.
Som noget relativt nyt henvender litteraturen sig også til børn. Hvis man indtaster søgeordet “demens” og begrænser søgningen til børnebøger i bibliotekernes samlede database, dukker der 111 hits op.
“For nogle år siden snublede jeg over børnelitteratur. Alle bøgerne fortæller med mere eller mindre pædagogisk sigte cirka den samme historie,” siger Peter Simonsen.
Børn af forældre, der lever med demens, er også blevet en målgruppe for Alzheimerforeningen, som holder camps, hvor de blandt andet udleverer litteratur skrevet af pårørende børn og teenagere. Det fortæller demensfaglig rådgiver i Alzheimerforeningen Else Hansen, der generelt oplever, at den måde, demente roller fremstilles på, stemmer overens med virkeligheden.
“Litteraturen kan hjælpe børn og teenagere til, at de lettere kan sætte ord på deres følelser. Og så har de noget at spejle sig i. Alene dét kan medvirke til, at de føler sig mindre alene i situationen.”
Derudover kan den megen omtale resultere i et fornyet syn på demens som en mulig del af livet frem for som en afslutning, lyder det håbefuldt fra Peter Simonsen.
“Jo mere forståelse og indsigt i denne sygdom, des mindre stigma og tabu. Kræft har vi rimelig gode behandlingsmetoder for, men med demens er der lange udsigter til virkningsfuld medicin, hvilket er endnu en god grund til, at man skal fæstne sin lid til effekten af kulturelle produkter. Skønlitteraturen er ikke en pille, men den er en kilde til indsigt”.