Prøv avisen

Flere sider af Vilhelm

Egon Clausen tegner et nuanceret billede af Vilhelm Beck, som undgår både helgenportrættet og karikaturen. Er udkommet

Egon Clausen slutter sin bog om Vilhelm Beck med et par velvalgte citater af Morten Pontoppidan. Han var grundtvigianer, men havde alligevel blik for det særlige i Becks indsats: »Alt i alt må det siges, at Vilhelm Beck havde fået en fortrinlig nådegave til at gå og støde i trompeten foran sin himmelske herres fremrykkende bataljon«. Men Pontoppidan havde også sans for begrænsningerne: ».. hans snæversyn, hans tykpandethed... hans uimodtagelighed for alt, hvad han ikke kender fra sin katekisme...«

Fra Morten Pontoppidan stammer også den positive vurdering af Becks indsats, at han sørgede for, at Indre Mission blev inden for folkekirken. Men Clausen føjer til, at prisen herfor blev ganske høj, fordi Vilhelm Beck splittede mere, end han samlede. Egon Clausens bog kan kaldes et opgør med Vilhelm Beck, og sådan vil den ganske givet blive opfattet af nogle. Men den er snarere et forsøg på at tegne et billede af Indre Missions dominerende faderskikkelse, som undgår både helgenportrættet og karikaturen.

Titlen »Guds knaldepisk« er et citat fra Jeppe Aakjær. Han kunne ikke lide ham og mente, at han »kommanderer sine medforløste til at gøre honnør for Vorherre«. Og derfra - og fra alle de andre, der fulgte i kølvandet - stammer nutidige danskeres vrangbillede af Indre Mission. Selv er Egon Clausen så at sige faldet for Vilhelm Becks motto på gravstenen: »Så længe jeg lever, vil jeg gale«.

Og det gjorde han.

Det er Egon Clausens påstand, at han blev ved med at gale længe efter sin død, så han faktisk forhindrede, at man fik foretaget et opgør men ham og hans ledelsesstil. Egon Clausen begynder sin veloplagte biografi med Vilhelm Beck og hans kone, Nina, på højdepunktet: Ørslev Præstegård, en herregård en miniature. Stort folkehold. Stor gæstfrihed. Mange gæster til middag og til kaffe, og overnattende. Og selv er han glad for mennesker og glad for naturen, som var og blev ham en kilde til opmuntring og hu-svalelse.

Og så kommer vi med begyndelsen: Den strenge fader - også præst i Ørslev. Vilhelm ville gerne have været gartner, men skulle være præst. Studie-årene, skæg og ballade. Slagfærdig er han, har sproget i sin magt. Og så bliver faderen syg. Vilhelm må træde til som kapellan. Og fra da af er han sig bevidst, hvordan han vil være præst. Undervejs får Egon Clausen tegnet portrætter af de mennesker, Vilhelm møder på sin vej, og det samfund, de færdedes i. Hans vej gennem skole og universitet. Hans forlovelse. Hans korte tid som lærer i Kalundborg - for at undgå indkaldelse som soldat. Og så præstetiden.

Egon Clausen har kigget Vilhelm ud. Han kan optræde. Han kan »være på«, som det hedder nu om dage. I forbindelse med hans tid som lærer kommenterer Clausen: »Der findes stort set to slags lærere.

Den ene slags lægger mærke til eleverne og søger at fremme hver enkelts evner og anlæg. Den anden stråler som et fyrtårn og trækker al opmærksomhed til sig. Vilhelm Beck har uden tvivl været af den sidste slags. Den enkelte elevs ve og vel betød ikke så meget for ham, så længe han selv var beundret.« Egon Clausen mener at kunne fastslå tilstedeværelsen af to Vilhelm'er så at sige. Den ene er det begavede og følsomme menneske, som viser sig i forhold til familien og de allernærmeste.

Den anden er ham, der optræder og dækker sig bag en maske af autoritet. Og som tiden går og succesen bliver stedse mere mærkbar, overtager masken mere og mere. Man kan vel også sige, at Vilhelm Beck bliver bedre og bedre til at spille sin rolle. Det betyder ikke, at han er en hykler. Men han vælger så at sige sin strategi klart fra begyndelsen. Egon Clausen mener at kunne fastslå, at der ligger ikke så lidt af et faderopgør i det. Faderen var præst af den gamle skole, virkelig en sognefader - men forkyndelsens virkning kerede han sig ikke om. Og betragte menigheden som venner, man kunne pleje omgang med? Utænkeligt. Sat på sporet ved læsning af Søren Kierkegaards flyveblade »Øieblikket!« vælger Vilhelm en noget anden stil, men holder sig dog ikke tilbage, da kolleger beder om hans underskrift på en protestadresse mod samme Kierkegaard.

Som Egon Clausens fortælling skrider frem, møder man et menneske og en præst, der - som Aakjær rigtigt havde iagttaget - optræder som general og strateg. Beck overtager Indre Mission og forvandler den fra lægmandsbevægelse til en præstestyret kampagnebevægelse. Egon Clausen gør med rette opmærksom på, at der jo slet ikke er tale om en forening med alt, hvad det indebærer af generalforsamling og valgt bestyrelse og så videre, men om en selvsupplerende kampagnebevægelse.

Og efterhånden ryger alle ud, hvis de ikke vil som Vilhelm Beck. Det rammer nogle af bevægelsens første lægfolk. Det rammer nogle af Vilhelms ungdomsvenner som for eksempel præstekollegaen Johannes Clausen, fordi han som præst i Ryslinge mente at kunne samarbejde med grundtvigianerne.

Et af bogens kapitler hedder netop »Dæmonen« og handler om den magtdæmon, der får Vilhelm Beck til at skrotte gamle venner og slutte sig til nye og mere problematiske som præsten Axel Busch, der næsten overtrumfer Beck i malende helvedesforkyndelse. Og i kapitlet »Djævelen ler« møder vi en Vilhelm Beck, der ikke betænker sig på at lyve om andre, når de står ham imod.

Alligevel er Egon Clausens bog ikke en gyser med Vilhelm Beck som skurken. Han er et levende menneske. Han lader sig forføre af magtdæmonen og sin egen uomtvistelige succes. Egon Clausen dokumenterer, at Vilhelm Beck så sandelig også økonomisk havde sit gode udkomme af missionen. Det beretter han ikke med forargelse, men som en del af den succes-historie, Vilhelm Becks liv faktisk er. Men han fortæller også, hvordan han bliver mere og mere ensom - ganske enkelt fordi han støder alle sine venner fra sig.

Johannes Clausen, der blev gået fra bestyrelsen, kommer dog og besøger den svækkede ven på dødslejet, så de kan mindes gamle dage. Det er en utrolig godt skrevet bog. Man læser den, jeg havde nær sagt som en kriminalroman. Den er elementært spændende. Den er vidende. Egon Clausen har været godt rundt i kilderne. Og den er nuanceret.

Stærkt står selvsagt Vilhelm Beck, men også personerne omkring ham lever. Det er ikke en kritisk pamflet. Det er heller ikke en helgenkåring. Det er et forsøg på at tegne et nuanceret - det første (?) - billede af en mand, der har haft uomtvistelig betydning for kirke og kultur i Danmark, men som uden for sine egne cirkler blev tiet ihjel. Han fortjener den både kritiske og forstående behandling, som Egon Clausen udsætter ham for. Og vi andre, der ikke vidste så meget om Vilhelm Beck, er glade for at have lært et levende menneske at kende.

Egon Clausen: Guds knaldepisk. De helliges høvding. En biografi om Vilhelm Beck. 284 sider. Ill. 275 kr. Gyldendal.