Prøv avisen

Flere vil møde deres yndlings-forfatter

Stadig flere vil ikke nøjes med at læse bøger, men vil også have læst dem op af forfatterne til livearrangementer. Arkivfoto. Digteren Yahya Hassan læser digte op efter at have modtaget Debutantprisen på Bogforum og været i samtale med Jannik Lunn. Foto: Torben Huss/ Denmark

Forfatterarrangementer bliver stadig mere populære. Det ændrer forfatterrollen og poesiens vilkår, mener eksperter

Det er ikke kun Yahya Hassan, der kan tiltrække læsere til forfatterarrangementer. Stadig flere vil ikke nøjes med at læse bøger, men vil også have læst dem op af forfatterne til livearrangementer.

Litteraturen er virkelig kommet ud i det offentlige rum i løbet af de sidste 10 år, hvor forfatterarrangementer er blevet folkelige samlingspunkter. I 1990erne var litteraturoplæsninger mere sjældne og elitære, hvor Søren Ulrik Thomsen for eksempel stod på Glyptoteket og læste formfuldendt op i slips og jakke. Men nu henvender forfattermøderne sig til et stort og bredt publikum, siger Peter Stein Larsen, der har fulgt udviklingen som professor ved Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet.

LÆS OGSÅ:
Det poetiske kan være det allermest virkelige

Han bakkes op af helt nye tal fra Kulturstyrelsen, der både har modtaget og imødekommet markant flere ansøgninger om støtte til forfatterarrangementer de seneste år.

I år har Statens Kunstråd således uddelt 4,4 millioner kroner til 729 arrangementer landet over, hvor læsere har fået mulighed for at møde deres yndlingsforfattere på den lokale café, i kulturhuset eller på biblioteket.

Pengene er uddelt som tilskud til forfatterhonorarer via puljen Forfattercentrum, som Statens Kunstråds Litteraturudvalg står bag. Da puljen blev oprettet i 2009, blev der uddelt 1,6 millioner kroner et beløb, der altså næsten er tredoblet i år.

Den markante stigning i interessen for at møde forfattere afspejles også i antallet af ansøgere til puljen 1073 ansøgte i 2013 om tilskud mod 423 ansøgere i 2009. Interessen for at få støtte fordeler sig desuden bredt over hele landet. 56 procent af støtten er således givet til lokale institutioner uden for Region Hovedstaden. Og forfatterarrangementer bliver også brugt i rigtig mange kredse, fastslår formanden for Statens Kunstråds Litteraturudvalg, Grethe Rostbøll.

Forfatteren Martin Glaz Serup, der selv både har læst op og arrangeret digtoplæsninger mange gange, genkender også tendensen.

Han forklarer de mange forfatterarrangementer med de gode støtteordninger og en forstærket livekultur, der er vokset frem de seneste 10 år.

Jeg tror, at en af forklaringerne på, at der bliver flere forfatterarrangementer, er, at de er blevet nemmere at arrangere gennem de sociale medier. På Facebook kan man for eksempel invitere hinanden til arrangementer og se, hvor mange af ens venner, der også kommer. Det forstærker de litterære fællesskaber. Og forfatterarrangementer er virkelig blevet sociale begivenheder, der binder folk sammen i mange forskellige miljøer, siger Martin Glaz Serup.

Udviklingen har dog også ændret forfatterrollen, mener både han og Peter Stein Larsen.

En forfatter skal ikke længere kun være god til at skrive, men også være en liveperformer, fordi forfatteren ikke længere kun skal henvende sig til et læsende publikum. Og mange moderne forfattere vælger også at forene deres oplæsninger med musik, billedkunst eller anden underholdning. Og det er da glædeligt, at litteraturen på en måde kommer ud til et større publikum, men det ændrer nok også dens karakter, fordi den ikke kun skal være velegnet til at læse, men også skal være underholdende at høre på, siger Peter Stein Larsen.

Martin Glaz Serup peger samtidig på, at det bortset fra Yahya Hassens succes samtidig er blevet sværere at sælge digtsamlinger.

Der er tilsyneladende efterhånden flere folk, der lytter til poesi, end folk, der læser poesi. Hvis bare 10 procent af dem, der mødte frem, købte en digtsamling, ville det hele se meget anderledes ud. For der er selvsagt stadig forskel på at høre et digt læst op og dykke grundigt ned i det som læser, siger Martin Glaz Serup.