”Det bliver vores verden. Det bliver den verden, vi drømte om – en bedre, mere human verden.”
Sådan skrev den østrigske forfatter Stefan Zweig i bogen ”Verden af i går” om sin generations forventninger efter Første Verdenskrig. At det ikke blev sådan – i hvert fald for ham – er en anden sag. Han begik nemlig selvmord sammen med sin kone i 1942 i fortvivlelse over situationen i Europa.
Men lige efter krigen var optimismen, som Zweig skildrer det, stor, krigens meningsløshed skulle glemmes, og det blev den også for mange i de brølende 1920’ere, som er omdrejningspunktet for Hans Gregersens ”Verden er ny”.
Hans Gregersen har skrevet en lang række historiske bøger om så forskellige emner som Sønderjylland, Inkariget, Ellen Marsvin og sørøvere, og i sin seneste skriver han sig kronologisk frem. Hvert år i årtiet har fået sit eget kapitel, som er inddelt i kortere afsnit, der dels står frit, dels følger en række af de personer, der var med til at tegne tiden, Christian den 10., Hitler, Hemingway, Blixen, Capone, for blot at nævne nogle få, og med dem som omdrejningspunkt skildrer Hans Gregersen blandt andet påskekrisen og genforeningen, som glider direkte over i spiritusforbuddet i USA til NSDAP i Tyskland og videre ud i verden.
Det er en ganske forrygende mængde fakta, som forfatteren får skudt af undervejs i ”Verden er ny. Historier fra de brølende 20’ere”. Således afsluttes et afsnit på under en side med titlen ”New York” om F. Scott Fitzgerald med et par linjer om, hvordan det samlede udlån på de danske biblioteker havde det i det pågældende år, mens vi på blot en enkelt side får både afslutningen på en meget kort fortælling fra København om oprettelsen af Statsradiofonien, tre linjer om Detroit som den by i verden, hvor der blev produceret flest biler, seks linjer om Hanstholm og Jacob Paludan og endelig indledningen på endnu en meget kort fortælling fra Tyskland om Bauhaus-bevægelsen.
Det er en mosaik-metode, som man ikke kan undgå at blive en smule stirrevit af, og selvom det er ubestrideligt, at forfatteren har lavet sin research og kan sit kram, så kommer man til at mangle tydeligere sammenhænge de mange stykker imellem og en klarere prioritering af stoffet i en bog, der nok er velskrevet og informativ, men også en kende skøjtende og ikke mindst personlig i sin udvælgelse af personer og begivenheder.
For selvom der skete meget i Paris i 1920’erne, og selvom Ernest Hemingway står tilbage som en af de helt store forfattere fra det forrige århundrede, så kan man godt stille sig spørgende over for, om han bør stå så centralt i denne flimrende mosaik over årtiet, som det er tilfældet her, eller om vinklen ind i stoffet bliver for subjektiv.
I hvert fald synes idéen om de mange sporadiske nedslag verden over at være sjovere på tegnebrættet, end den er blevet i selve udførelsen.