Flot bog om Peter Brandes, men emnet havde fortjent bedre

”Kunstens meridian” er meget akademisk, og efter endt læsning står det klart, at der stadig mangler en dækkende biografi om Peter Brandes og hans vidtforgrenede værks betydning i kunsthistorien

Flot bog om Peter Brandes, men emnet havde fortjent bedre

”Du burde ikke kalde dem krukker. De har jo ingen bund,” fortalte en keramiker, at hun havde sagt til sin jævnaldrende kollega Peter Brandes, da de mødtes. Og når det er sagt som indledning til denne anmeldelse af ”Kunstens meridian. Om Peter Brandes”, er det mest, fordi der savnes noget samtid og nogle almindeligheder at forholde sig til i bogen.

Det er den første monografi om kunstneren Peter Brandes, der har bevæget sig i alle kunstens medier med stor selvfølgelighed: maleri, skulptur, grafik, keramik og fotografi. Hans store krukker på mange meters højde har gjort ham berømt på, samme måde som hans mange kirkeudsmykninger har vist, at han er utroligt flittig og har en afsætning ud over normale grænser.

Peter Brandes kan fortælle og flette jødisk historie, antikkens historie og kristendommens fortællinger ind i sit værk på en rustik og farvefyldt måde. På sin vis har han også noget tilfælles med Bjørn Nørgaard, der opdaterer historisk viden i sit værk, og sin hustru, maleren Maja Lisa Engelhardt, som maler indfølte pastorale landskaber. Alt dette handler den nye monografi ikke om. For der er et tydeligt skel mellem monografien og biografien, som vi altså stadig har til gode om den succesfulde 75-årige billedkunstner.

Ettore Rocca har kaldt sin bog ”Kunstens meridian. Om Peter Brandes”, og den begynder med en kulturvandring mellem tider og steder, der synes relevante i sammenhæng med Peter Brandes’ værk. Det er her og der i historien, at Peter Brandes lader sig inspirere, og vi får et skarpt dyk ind i en del af familiens historie til faderens side, der er præget af tiden med jødeforfølgelser, hvilket har været og gøres til det ultimative brændstof gennem Peter Brandes’ karriere.

Angiveligt er der en forståelse for de udsatte og forfulgte, for konflikterne, hvad enten de er af bibelsk, heroisk eller anden karakter.

Bogen er en lang lyst- eller lidelsesvandring gennem referencer fra filosofien og teologien, kunsten og litteraturens verden. Jeg kan ikke mindes, jeg har læst et værk med så mange vægtige citater, der skulle handle om en kunstners værk. Fred med det. Og alligevel er der en anke mod konstant at skulle vende bogens blade og støde på hvad Derrida, Hegel, Adorno, Hölderlin, Celan, Heidegger eller Merleau-Ponty har sagt og skrevet om andre end bogens emne, Peter Brandes. Det er en opvisning af viden ganske vist, mens læsningen af Brandes’ værk synes at gå ude fra verden og ind til Brandes’ frembringelser. Det burde være omvendt, men måske skyldes det, at der ikke er tale om en kunsthistorisk bog. Når der står fagfællebedømt i bogens kolofon er det udfra en teologisk og filosofisk læsning. Og det er ikke helt fair over for Peter Brandes’ kunst, som måske godt kunne trænge til en placering i samtidens kunst på linje med andre dødelige.

De steder, hvor der tages udgangspunkt i værket, som eksempelvis kapitel seks om ”lyset som relation” indledes der: ”Hvad angår glasmosaik, er Peter Brandes sandsynligvis den største nulevende kunstner inden for en kunstart, han har genoplivet og teknisk fornyet.”

Det kan forfatteren givetvis mene, og sikkert er der ude omkring en del, der køber den slags skråsikkerheder, men det kunne have været herligt at vide, om der var andre, der havde bidraget til udviklingen. Vil Peter Brandes’ kunst sætte sig spor og bæres videre af kommende generationer af kunstnere, nu han sandsynligvis er den største nulevende?

Det er svært, når argumentationen ikke handler om de nulevende, men om Cézanne eller andre koryfæer. Cézanne satte spor på grund af sit maleri. Der synes ikke at være overensstemmelse mellem tekstens akademiske niveau og Peter Brandes’ udfoldelse i materialet. Det mest autoritative i værket er Peter Brandes’ arbejde med det fotografiske medie. Her tones det ekspressive ned og indkapsles i en sær form for visuel uudgrundelighed. I bogen citeres flere nulevende kritikere for at have et godt øje for dette skred. Netop i Peter Brandes’ fotografier bliver statuer og marmor levende som hud og bevægelse. Her er en lethed på færde, som er både smuk, æterisk og human.

Udtrykket, som er bogens titel: kunstens meridian, er hentet fra den rumænskfødte digter Paul Celan, som om nogen på dybdeplanet har skrevet smerten ved holocaust ind i sit værk. Ikke at det handler om. Men ordenes tyngde! Celan har været en ledestjerne for Brandes, der selv har en slægtshistorie på fædrene side, der er mærket af følgerne fra udryddelseslejrene under nazismen. Peter Brandes’ danske mor døde sidste år, og det er alt, vi får at vide i monografien om hende.

At Peter Brandes har levet side om side med en kunstner i mange år tillægges heller ikke betydning for hans værk. I det hele taget er kvindelige referencer fraværende i bogen, når der bortses fra Hannah Arendt. Er det, hvad vi skal vide ”om Peter Brandes”, synes jeg, læsningen af værket er begrænset. Paul Celan er hermetisk og gådefuld. Peter Brandes’ kunst nærmest det modsatte, udfarende og ekspressiv både i symbolik og farvesprog. Den store form, monumentaliteten i Peter Brandes’ krukker, handler om synlighed.