Prøv avisen

Flot dansk fantasyfilm får hug for tynd og rodet handling

Forfatter Lene Kaaberbøls (billedet) bestsellerserie "Vildheks" er blevet til en film af samme navn. Den har premiere landet over torsdag. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix

Filmatiseringen af Lene Kaaberbøls "Vildheks" får en del kritik, men også nogle flotte ord med på vejen.

Den nye danske børnefantasyfilm "Vildheks" - en indspilning af forfatteren Lene Kaaberbøls beststellerserie af samme navn - har fået en relativt lunken modtagelse af de danske anmeldere.

For selv om filmen bliver kaldt både "flot", "ambitiøs" og "smuk", så er den også hæmmet af en forhastet og rodet handling.

Sådan lyder det blandt andet fra Politiken, der giver tre hjerter.

- Faktisk sidder man med en fornemmelse af, at de tre manuskriptforfattere nærmest har opgivet at få hoved og hale i historien.

- "Vildheks" ligner en film, hvor man ikke har villet gøre det for indviklet, men resultatet er paradoksalt nok en forenklet verden, som ikke giver megen mening, skriver avisen.

"Vildheks" handler om den 12-årige pige Clara, der lever et helt almindeligt liv, indtil hun en dag finder ud af, at hun er af hekseslægt.

Og heller ikke Information føler, at potentialet bliver forløst i filmen.

- Vildheks ender med at være en storslået ham omkring en lidt for tynd krop, lyder det i Informations anmeldelse.

Avisen giver dog også et par rosende ord med til filmens unge hovedrolleindehaver, Gerda Lie Kaas.

- Debutanten Gerda Lie Kaas har en ulmende energi i sit spil, der gør Clara troværdig, men desværre bliver der kun glimtvis tid til at give den plads.

Jyllands-Posten er anderledes imponeret over instruktør Kaspar Munks filmatisering. Fem stjerner er det blevet til fra avisens anmelder.

Under overskriften "Fantasy på højt niveau" skriver avisen, at ""Vildheks" er alt, hvad man kan ønske sig af en fantasyfilm for de største børn".

Jyllands-Posten roser i øvrigt også den unge skuespiller Gerda Lie Kaas.

Hos B.T. bliver filmen tildelt tre stjerner.

- Historien virker en smule skabelonagtig, er blottet for overraskelser og er meget længe om at komme i gang, skriver avisen.

"Vildheks" har premiere landet over torsdag den 11. oktober.

/ritzau/