Flot dokumentar af Jørgen Leth

Jørgen Leths dokumentar opfylder sin mission ved at vise John Kørner som en dedikeret og reflekteret kunstner

Dokumentaristen Jørgen Leth i atelieret med kunstneren John Kørner. –
Dokumentaristen Jørgen Leth i atelieret med kunstneren John Kørner. –. Foto: Camera Film.

Som dokumentarist har Jørgen Leth igennem årene skabt det fremragende. Hans særlige på en gang romantiske og fuldkommen nøgterne tilgang til stoffet er essentiel for genren.

Hvad enten Jørgen Leth har lavet dokumentarer om Eddy Merckx, Peter Martins, Michael Laudrup eller Søren Ulrik Thomsen, har hans interesse været knyttet til, hvordan de gør, og hvordan de er. Dermed har han betjent sig af en rent fænomenologisk tilgang til de portrætterede personer og deres metier, der går ud på at aflæse dem i situationer, som eksemplificerer deres kunnen og potentielle mesterskab. Men samtidig er Jørgen Leth også en æstetiker, der beundrer sportsudøvere og kunstnere for deres mod og talent og gerne viser det i fuld udfoldelse med en understregning af det storslåede og perfektionen.

Jørgen Leths dokumentarfilm kan tillige det særlige, at de fremhæver den portrætterede uden at renoncere på det subjektive, Jørgen Leths egenart. Leths film er uomtvisteligt Lethske, det kan ligge i hans nasale speak og dens modus, eller det kan som i den aktuelle film om John Kørner ligge i hans tilstedeværelse i filmen som samtalepartner og interviewer. Forudsætningerne formuleres i filmen af Leth i de enkle maksimer: Jeg vil vide, hvem han er, og hvordan han arbejder, og Jeg vil dykke ned i hans proces.

LÆS OGSÅ:Forbandet ungdom

I Jeg taler til jer John Kørners verden fungerer det fint. Ikke fordi Jørgen Leth dybest set forstår særlig mange af John Kørners intentioner med sit maleri, men fordi kunstneren får en person at spille op imod og tale til. Og Jørgen Leth forstår at smigre dem, han taler med. Resultatet er en film, hvor beskueren hører noget om tankerne bag Kørners værker og frem for alt ser dem blive til i atelieret. Selve den maleriske proces er filmet med eksemplarisk ro og en koncentration, der afspejler Kørners ambition med sit arbejde. Det er en fornøjelse at se John Kørner skabe sine store figurative billeder med pensel, klud og fingre, og iagttage hvordan han med temmelig suverænt håndelag får malet en bjergkæde op i horisonten i en fortyndet pink. Jeg tror, jeg vil have lyserøde bjerge her, siger han og realiserer sin idé i stort set én og samme bevægelse.

John Kørner, der igennem det seneste tiår har fået sit gennembrud herhjemme og i udlandet, følges i de afgørende år fra 2008 til 2012, hvor nogle af hans store kontroversielle serier af billeder bliver til: Danske soldater i Afghanistan, inspireret af Danmarks internationale krigsindsats, og Kvinder til salg, inspireret af de prostituerede i Skelbækgade i København.

Det er også inden for de seneste fem år, at kunstneren bliver blandt dem, der udsmykker Kronprinsparrets palæ på Amalienborg og oplever at få sit første værk refuseret af kongehuset.

Filmen forholder sig nysgerrigt, men registrerende til John Kørners idéer med sine billeder og til problemerne med Amalienborg-udsmykningen.

Der er i den forstand en tiltalende lethed (åh ja!) over filmen, som svarer godt overens med John Kørners egen transparente og skitseprægede malemåde. Ja, uden (selv-)ironi er filmen heller ikke, da Kørner og Leth skyper mellem Danmark og Haiti, og Kørner til Leths udelte begejstring taler om kvindens erotiske potentiale. Det er rent Rytteriet.

Men frem for alt fungerer filmen på sine egne præmisser eksemplarisk som portræt, fordi den fremviser John Kørner som en dygtig og dedikeret kunstner, der virkelig vil noget med sit arbejde. Et uperfekt menneske, der forsøger at ramme perfektionen.


Kristeligt Dagblad bringer på lørdag et interview med John Kørner om den nye udstilling på Heart i Herning