Prøv avisen

Lærd og indsigtsfuldt festskrift afspejler teologi-professors virke

4 stjerner
Alle artiklerne i festskriftet er fagfællesbedømt, hvilket taler for det akademiske niveau, og det er højt. Foto: Mette Frandsen

I anledning af teologiprofessor Bent Flemming Nielsens 70-årsfødselsdag udgives dette digre festskrift

Bent Flemming Nielsen blev dr.theol. i 1988 på en afhandling om det 20. århundredes store teolog Karl Barth og særligt dennes teologiforståelse. Efter en tid som sognepræst og senere leder af institut for teologi på Grønland fik han ansættelse på det teologiske fakultet i København, først i praktisk teologi og siden som professor i dogmatik.

Han har med sit venlige væsen og sin store viden bidraget til mange studerendes opgaver samt gennem sine udgivelser og talrige foredrag givet mulighed for samtale på tværs af fag og traditioner.

Det er lidt paradoksalt, at en barthianer bliver ansat i faget praktisk teologi, hvilket Marlene Ringgaard Lorensen også er inde på i sit læseværdige bidrag om ”at drive teologi, som om intet var hændt”. Titlen spiller på Karl Barths udsagn i 1933 kort efter Hitlers magtovertagelse, hvor det alene at fortsætte det teologiske arbejde ville være modstand mod regimet. Forkyndelsen kan ikke findes i et indre rum, og den totalitære stat vil have teologi, der alene har betydning for kirken. Ethvert bibelord har for Barth betydning udad. Ringgaard Lorensen påpeger med rette, at Bent Flemming Nielsens nyfortolkning af Barths teologi har haft afgørende betydning for faget praktisk teologi i København.

I samme spor forsætter Christine Svinth-Værge Poder, der fremhæver, at Nielsen fastholder, at teologisk erkendelse fuldbyrdes i praksis. Poders artikel, der i øvrigt er en af festskriftets bedste, omhandler Karl Barth og korsteologien. Netop korsteologien, der ikke kun er en erkendelsesform, er praktisk orientering, hvilket vel også enhver præst, der har arbejdet med mennesker i krise, har erfaret.

Således er teologen praktisk anlagt, hvilket også den snart sagt allestedsnærværende tyske teolog Alexander Deeg også får udtrykt i sit bidrag, der er en oversættelse og bearbejdning af hans berømte artikel om Cranach-alteret i Wittenberg. Artiklen er godt oversat af Jan S. Asmussen, og også heri får Deeg sagt noget om teologiens praktiske udformning, når opgaven er, at Kristus igen og igen i prædikenerne gør sig selv til fundamentet, og derved er teologien altid i bevægelse ved at være knyttet til den gudstjenestelige praksis.

Netop denne gudstjenestelige praksis ser Deeg som værende i krise. Det er den, fordi vi kraft af en moderne tidsopfattelse, som skildret af Charles Taylor, ikke kan aflæse Gud i tiden. Tiden er blevet en abstrakt evighed. Derved bringes det centrale gudstjenestebegreb ”anamnesen” i krise. Anamnese betyder levende erindring eller ihukommelse, og det moderne menneskes svigtende liturgiske evne er måske en svigtende levende erindring? Hvis dette er korrekt, så er Deegs konklusion tankevækkende, for denne gudstjenestekrise sætter gang i et formgivningsraseri, som han kalder det, der blot skærper gudstjenestens problemer og ikke løser dem. Problemet er langt dybere.

Dette gribes på en egen måde i Hans Rauns Iversens artikel om ”Præstens ståsteder”. Iversen peger på, at præsten er en del af kirkens ekklesialitet; altså ikke er kirkekonstituerende, men en del af kirkens udtryk, som mennesker tager bestik af, længe før de hører evangeliet, hvilket nok er enhver præsts erfaring. Dette skal med rette tages alvorligt. Det betyder, at præsteembedets praksis hele tiden skal konfronteres med præsteembedets teologi. Iversens artikel er næsten pligtlæsning for enhver virkende sognepræst.

Alle artiklerne i festskriftet er fagfællesbedømt, hvilket taler for det akademiske niveau, og det er højt. Det kan ske, at den slags bedømmelser af artikler tager brodden af det, men det er sandelig ikke tilfældet i Lone Fatums meget vidende og levende artikel om ”kristologiske kriterier for autenticitet”.

Her gås til stålet i forhold til kirkens tekstrækker, der ikke tager nye akademiske indsigter alvorligt, lynritualerne (drop in-dåb med mere), der mere er ”medløb end modløb”, og bibeloversættelsen Den Nye Aftale, der beskrives som et vertikalitetstab, da for eksempel ord som nåde og retfærdighed er afskrevet, og sproget nedskrives fra et teologisprog til et terapisprog, hvor du blot er accepteret af Gud. Fokus flyttes fra giver til modtager. Det er en dygtigt skrevet og dygtigt tænkt artikel, der bestemt bør debatteres i en bredere kreds.

Nævnes bør også Nete Helene Enggaards artikel om nærvær som liturgisk begivenhed og som læser Luthers centrale gudstjenesteskrifter og nadverteologi.

Men to artikler skiller sig ud fra de andre, og det er også de to, der afrunder festskriftet: Henning Thomsens ”Plastisk eller presenning – en kristologisk tydning” og Peter Widmanns ”Retfærdiggørelse og helliggørelse som den nyere teologis problem”.

Henning Thomsen fremstiller i sin artikel kirkeårets teologi, og det gøres under den forudsætning, at kirkeåret er kristendommens grundfortælling. Og at selvom opstandelsen ikke kendes uden for kirken og i sig selv, så rækker denne begivenhed netop ud af kirken, hvilket jo var Barths postulat. Opstandelsen er kirkeårets motor, og det, at Gud bliver menneske, er hele forudsætningen. Der tænkes virkeligt originalt i Thomsens artikel. Det er afgørende at fastholde Jesu guddom og menneskelighed, og disse må ikke blot blive ”parvise distinktioner”.

Og netop de parvise distinktioner griber Peter Widmann fat i i sin artikel om retfærdiggørelse og helliggørelse. De må heller ikke falde fra hinanden. Som han skriver: ”Det store enten-eller, der præger al ret tale om Gud, må have kraften til at udelukke alt modstridende.” Det gælder om at tænke Gud som den, der kan indoptage det betingede og mangfoldige på en ny måde. Derved bliver Widmanns artikel faktisk en kommentar til Thomsens artikel. Widmanns artikel er svært tilgængelig, men læsningen lønner sig.

Det er et meget lærd og indsigtsfuldt festskrift, der er udgivet. Det afspejler Bent Flemming Nielsens virke i både dogmatikken og den praktiske teologi. Det er Nielsens store fortjeneste at have forsøgt at tænke disse to teologiske aspekter sammen, og festskriftet viser dette til fulde.