Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Afgørende hændelse for det moderne danske samfund er kort og dygtigt beskrevet

5 stjerner

Morten Fink-Jensen får på 100 sider præsenteret den danske reformation på fornem vis i serien ”100 danmarkshistorier”

For tre år siden skyllede reformationsfejringen hen over landet. Kirker, sognegårde og foredragssale var fyldt af mennesker, der ville vide mere om Reformationen og dens betydning.

I årene, der kommer frem til 2036, har vi også mange årstal at mindes og fejre. For mens reformationsfejringen i 2017 markererede begyndelsen på Reformationen i i Wittenberg i Tyskland, er det i 2036 500-året for den danske reformation, og det forudgribes i historiker Morten Fink-Jensens gode udgivelse om den danske reformation, som nu udkommer i Aarhus Universitetsforlags serie ”100 danmarkshistorier”, hvor året nu ved tilfældighedens spil er 1536.

På en underlig måde står ”100 danmarkshistorier” måske i konkurrence med de lige så glimrende ”Tænkepauser” fra samme forlag, selvom sigtet naturligvis er historien, hvor tænkepauserne har et bredere emnevalg. Men dog er bagsideteksterne på de 100 danmarkshistorier lige så platte som tænkerpausernes, hvilket ikke tjener nogen til ære. I nærværende bagsidetekst siges det, at man i bogen kan blive ”døbt i protestantisk vievand og få konfirmeret sin katolske viden”. Det taler vist for sig selv.

Men selve bogen er en pædagogisk præstation. Morten Fink-Jensen får på 100 sider præsenteret den danske reformation på flot vis. Han er sig glimrende bevidst, at Reformationens virkningshistorie både er vurderet positivt og negativt og således også er et spørgsmål om, hvorvidt Reformationen førte til noget værre eller bedre. Værre i form af nedbrud af europæisk enhedskultur og opblusning af fanatisme, og bedre i form af opblomstring af individet og oplysning.

Det bliver dog lidt uklart, når Fink-Jensen kan skrive, at det reformatoriske statsprincip blev knæsat i 1660 med enevælden af Guds nåde. At enevælden skulle være det reformatoriske statsprincip, kan man næppe finde grundlag for hos reformatorerne, der som Luther kunne acceptere en pave, blot man anerkendte det som en menneskelig opfindelse. Måske er det mere ment som en historisk udvikling, men at enevælden skulle være en logisk indre konsekvens af Reformationen, er et svævende postulat.

Fink-Jensen får glimrende redegjort for Reformationens også teologiske baggrund, hvor skriften bliver anvendt som løftestang for autoritetskritik, og videre for Luthers første offentlige virke, herunder også bondekrig og bibeloversættelse. Men blikket retter sig naturligvis mod Danmark.

Her er det ved Christian den Anden og Frederik den Første, at vejen beredes for Reformationen. Og skildringen er fyldt med gode og levende historier som for eksempel prædikenduellen i Malmø mellem prædikanten Claus Mortensen og en gråbroder, eller den mere korporlige reformation i Ystad, hvor det kommer til hårdere midler end Guds ord alene.

Det er i det hele taget godt, at Fink-Jensen også kommer omkring Skåne som en del af den danske historie og samtidig med rette fastholder, at Guds ord på dansk ikke er en reformatorisk opfindelse, men var noget, der allerede fandtes før Reformationen. Reformatorene lagde blot øget vægt på det. Godt er det også, at vi endnu en gang får afvist påstanden om, at kalkmalerierne skulle være blevet overmalet ved Reformationen. Det skete først langt senere og ofte af økonomiske og vedligeholdelsesmæssige grunde. Og det afvises også, at Christian den Tredje skulle have inddraget kirkegodset. Det gjorde han ikke. Det var alene bispegodset, for det ville ellers med Fink-Jensens ord ”skabe kaos, hvis kongen inddrog det”.

Bogen fremstiller kort og godt også den såkaldte københavnske bekendelse af 1530 og Kirkeordinansen af 1537. Særligt sidstnævnte refereres forbilledligt. I forbindelse med fattigforsorgen er det spændende, at det beskrives som et ideologisk skifte, for før Reformationen var det til gavn for en sjæl at give almisse. Efter Reformationen blev det modtagerens nød, der afgjorde omfanget af hjælpen. Det er dog en afgørende forskel, der også peger fremad.

Som sagt er bogen skrevet med den forståelse, at opfattelsen af Reformationen skaber skel. Luther bliver sine steder i debatten fremstillet som grunden til alt godt, hvilket naturligvis må fremkalde lige så mærkelige modreaktioner som hos professor Frederik Stjernfelt, der har sammenlignet Luther med Osama bin Laden. Sidstnævnte gik vist for eksempel ikke ind for, at piger skulle have skolegang, hvilket førstnævnte gjorde. Hvilket blot er en af de mange forskelle, men tåbeligheder kalder selvfølgelig på tåbeligheder.

Morten Fink-Jensen får flot og enkelt fremstillet den danske reformation. Sproget flyder og er let at forstå. Det er vidensformidling i særklasse. Den danske reformation er fremstillet mange andre steder, som for eksempel i Martin Schwarz Laustens glimrende ”Reformationen i Danmark” (1987), som der også henvises til i den internetbaserede litteraturliste, men nu foreligger en kort og dygtigt skrevet tekst, hvor alle har mulighed for at læse med på en af de mest afgørende hændelser for også det moderne danske samfund.