Fredericia Teater synes at have en forkærlighed for musicals, der sætter sang og musik i kontekst med ”das Unheimliche” - den form for mystik og uhygge, der ikke rigtig findes en dansk oversættelse for. Senest var det Mel Brooks' ”Young Frankenstein” og splattermusicalen ”Lizzie”, nu ”Ole Lukøje” og i næste måned den postapokalyptiske musical ”Bleeding Love”.
Den lille mareridtsmusical er løst baseret på E.T.A. Hoffmans grumme novelle ”Ole Lukøje”, som ikke er den fine, lyseblå historie om en flink sove-fe med sand i tasken, vi kender. Nej, her er Ole Lukøje en grum mand med klo og skæl i sit vilde hår, som han drysser ned på børnenes øjne.
Hvis de ikke sover, så plukker han deres øjne som modne blommer.
Det er den historie, den skumle og arrogante guvernante Fräulein Kaeseschweiss (Maria Skuladottir) fortæller børnene, da hun ansættes i huset hos urmagerfamilien Strauss. Da datteren Teresa på mystisk vis bliver syg, hidkaldes den lumske Doktor Copelius (Lars Mølsted). Teresa dør, og mystikken accelererer. Doktor Copelius er ikke den rigtige Ole Lukøje, men hans mission er lige så skummel: Han vil bygge en hær af automatroner med evighedsgeværer, og til det skal han bruge Herr Strauss' (Thomas Jensen) ingeniørevner.
Den altid storsyngende og velspillende Maria Skuladottir spiller Fräulein Kaeseschweiss, som kommenterer og orkestrerer store dele af historien.
Første akt består af en lang række sange, der væves sammen af guvernantens narration, men de noget enslydende tale-sange er svære at skelne fra hinanden, og ørehængerne udebliver. Udfoldelsen af den ellers simple historie tager for lang tid og gør første akt til en alt for lang og langtrukken affære uden de store musikalske højdepunkter. ”Ole Lukøje” mangler også humor. Den er ikke helt så ”dødsjov”, som man kunne have håbet.
I anden akt letter skyerne heldigvis, og tempoet får lov at stige. Børnene Nathaniel og Clara og børnespøgelset Teresa - spillet af musicalspirerne Oliver Monstrud Lundqvist, Annie Kathie Solmer og Nanna Matilde Veileborg Bjelka - er et fint trekløver, der tager teten og driver handlingen fremad, så der ikke er plads til så mange forklarende sangstykker.
Fredericia Teater er begavet med et fuldstændigt forrygende ensemble og en talentmasse, der ikke synes at kunne sætte en fod, eller tone, forkert. De redder forestillingen og fortjener alle navns nævnelse: Maria Skuladottirs diktion er skarp, og hun er fuld af pondus og autoritet. Lars Mølsted har en stærk tilstedeværelse og en musicalstemme som blødt smør. Den velsyngende Thomas Jensen giver den lidt kedelige rolle som frustreret far en snert af Frankenstein. Og Bjørg Gamst er sød i rollen from Fru Strauss, og hun har en hæshed og skævhed, som gør hende interessant at lytte til og se på. Endelig er der de spirende talenter, der også præsterer flot både på stemme- og skuespilsiden. Særligt den pilskaldede Nanna Matilde Veileborg Bjelka ligner én, man skal holde øje med.
Hele herligheden kommer desuden flot pakket ind i en glimrende scenografi på teatrets lille scene med tegnefilmsagtige, digitale baggrundsbilleder tilsat en god lyd og flot orkestermusik.
Rammerne for en fabelagtig forestilling er altså til stede på Fredericia Teater - men ”Ole Lukøje” når ikke helt i mål, for materialet mangler format.