Der er en elementær fascinationskraft forbundet med at komme bag facaden på Det Hvide Hus og for en stund være fluen på væggen, når verdens mægtigste mand træffer beslutninger.
Bøger om, hvad der i virkeligheden foregår på adressen 1600 Pennsylvania Avenue i den amerikanske hovedstad, er en etableret genre for sig, og der er gennem tiden skrevet mindeværdig journalistik fra det politiske maskinrum.
Michael Wolffs massivt foromtalte bog om Donald Trumps første år som præsident, ”Fire and Fury: Inside the Trump White House” (Bål og brand: Indenfor i Trumps Hvide Hus), er desværre ikke én af dem. Dertil rummer den for lidt nyt og for få overraskende analyser.
Sjove detaljer er der imidlertid mange af i bogen. For eksempel må hverken hushjælpen eller andre røre Trumps tandbørste, fordi han er bange for at blive forgiftet. Hans datter Ivanka gør jævnligt grin med hans hår, og han er decideret utryg sammen med folk, der ikke bærer jakke og slips. Længe anede hans stab ikke, om han i virkeligheden er analfabet; hans koncentrationsevne er uhyre ringe, og han har umådeligt svært ved at indgå i almindelig konversation.
De bedste aftener er dem, hvor han går i seng (alene, hustruen Melania ser han sjældent) ved 19-tiden og spiser burgere og ser nyheder på de tre tv-skærme, han har i soveværelset, mens han manisk ringer til bekendte og i lange tirader lækker fortrolige oplysninger, blandet med diverse tilsvininger og Twitter-beskeder.
I virkeligheden føler han sig slet ikke tryg i Det Hvide Hus, skriver Wolff, men vil hellere være hjemme i Trump Tower i New York, hvor alting er, som det altid har været. Tryghedsnarkoman er han nemlig også, og han drives dybest set af et behov for anerkendelse. Han og alle andre i Trump-lejren var chokerede over, at han vandt over Hillary Clinton, og havde mest tænkt på valgkampen som en måde at blive endnu mere berømt på, så man kunne styrke Trump-varemærket.
Men nej, vælgerne i delstater som Florida, Ohio og Michigan ville det anderledes, og resten er historie. Underholdende og skræmmende historie, for som hele verden efterhånden ved, har amerikanerne aldrig før haft en præsident som Trump og skal stadig, selv efter et år, skabe betydning i det kaos, som Det Hvide Hus under ham og den skiftende og meget uerfarne stab har udviklet sig til.
Alt dette er jo bare ikke rigtig nyt, og i stedet for at nuancere billedet af præsidenten risikerer bogen at bekræfte den i forvejen gængse opfattelse – i hvert fald i mediekredse – af Trump som en gigantisk nar, der truer verdensfreden. Forfatteren tilhører selv denne klasse og retter undervejs faktisk også en kritik mod medierne for at stille alting op i dramatiske modsætninger og forvrænge virkeligheden. En kritik, der i et vist omfang rammer bogen selv.
Samtidig gør Wolff sig sårbar med sin brug af unavngivne kilder (bogen er baseret på angiveligt 200 interviews med kilder i og omkring Det Hvide Hus) og spekulationer om, hvordan diverse begivenheder, hvor han umuligt selv kan have været til stede, forløb. Desuden taler alle tilsyneladende konstant ondt om hinanden i Det Hvide Hus, hvilket selvsagt er skræmmende, men også lidt trættende at få repeteret.
Men Wolff skriver godt, han er ikke kontroversiel stjernejournalist for ingenting, og når han løfter sig fra den minutiøse dag til dag-beskrivelse af kaosset i Det Hvide Hus, fremsætter han undertiden uortodokse betragtninger.
For eksempel skriver han, at Bill Clinton og Donald Trump i deres omgang med kvinder ligner hinanden; blot er Clinton mere charmerende, så han slipper nemmere af sted med sine krænkelser.
Wolff bemærker også, at Trumps kritik af det amerikanske efterretningsvæsen i store træk minder om venstrefløjens. Men da Trump begyndte at fremsætte sin kritik, glemte de venstreorienterede pludselig deres støtte til ”whistlebloweren” Edward Snowden og var nu imod at lække CIA-oplysninger til fremmede magter. Hellere skifte holdning end være enig med Trump, synes logikken at være.
Endelig skal de mange afsnit om den tidligere chefstrateg Steve Bannon nævnes. Her tegner Wolff et nuanceret portræt af en skæbne, der nu er fyret og genstand for Trumps nådesløse kritik for sin medvirken i bogen, men hvis veneration for den klassiske hvide demokratiske arbejderklasse, hvis indflydelse toppede i årene omkring 1955-1965, og de værdier, som blandt andre de irske katolikker påvirkede mainstreamkulturen med, virker ægte.
Med portrættet af Bannon, hans tre forliste ægteskaber, et tidligere alkoholproblem og løse tilknytning til arbejdsmarkedet, indtil han kom i spidsen for internetmediet Breitbart News, er vi milevidt fra medieklichéen om Bannon som en mørkets fyrste, der skummelt trækker i trådene. Han er en amerikansk skæbne og type, som Wolff fint sætter ind i kulturhistorien, så man bliver klogere. Men han får også megen taletid i bogen.
Udgiveren af avisen The Washington Post, Philip Graham, er berømt for at have sagt, at journalistik er den første kladde til historieskrivningen. ”Fire and Fury” vil helt sikkert indgå på historikernes kildeliste, når fremtidens vurderinger af Trumps fire – eller otte – år ved magten skal vurderes. Men ukontroversiel er den ikke, objektiv er den slet ikke, og den får næppe hverken venner eller fjender til at skifte holdning til Trump. Men nu kan vi i hvert fald ikke sige, at vi ikke vidste, hvad der (nok) foregik i Det Hvide Hus under Donald Trumps første år ved magten.