Prøv avisen

Fluernes herre skræmmer stadig

""Fluernes herre"", der handler om en gruppe engelske skoledrenge, der havner på en øde ø og forvandler sig til en flok vilde, blev filmatiseret i USA i 1990. (Arkivfoto)

I 1954 udkom William Goldings "Fluernes herre" i USA. Farlig og umoralsk var prædikatet dengang. I dag er der stadig folk, som mener, at romanen ægger til voldsforherligelse og drengeforførende selvtægt

Kan De huske "Fluernes herre" af den engelske forfatter William Golding? Det er jo en rigtig klassiker, og mon ikke den taler til den indre ungdom i os alle? Mange har dog ment gennem tiderne, at Goldings roman var farlig og umoralsk. Den ægger til voldsforherligelse og drengeforførende selvtægt.

Det mente man dengang i 1954, da "Fluernes herre", Goldings debutbog, udkom, og det er der stadig masser, der kan skrive under på. I USA er der flere steder - gymnasier, folkebiblioteker, universiteter - hvor historien om paradisøen og drengebanderne er forbudt den dag i dag.

Men vi skal tilbage til 1954.

Der sker ikke så lidt det år i Amerika. Vietnam deles i to, Nordvietnam under Ho Chi Minh, og Sydvietnam under Bao Dai. J.R.R. Tolkien udgiver sin storslåede trilogi, "Ringenes Herre". Picasso arbejder på livet løs med variationer over et maleri af Delacroix. Videnskabsfolk får patent på kontaktlinser af plastic, og Det Amerikanske Kræftselskab rapporterer om højere dødsfaldsprocent blandt cigaretrygere, hvorefter tobaksfirmaerne skynder sig at citere en bunke specialister, der benægter sammenhængen. Fjernsynets popularitet betyder, at radioen nu satser næsten udelukkende på musik. Som kronen på værket fastslår USA's højesteret, at raceadskillelse på skolerne er i strid med grundloven, og samtidig sætter regeringen alle sejl ind på, at afroamerikanske børn får en uddannelse.

Samme år dømmes senator Joseph McCarthy for foragt for retten og for misbrug af den amerikanske senatvirksomhed. Dermed kulminerer heksejagten på kommunister og antiamerikansk adfærd. Den såkaldte "Alien Registration Act", som blev vedtaget i kongressen den 29. juni 1940, havde gjort det ulovligt i USA at udbrede et hvilket som helst regeringsfjendtligt ønske.

Samme lov medførte, at alle udenlandske borgere i USA over 14 år blev tvunget til udtømmende at dokumentere deres personlige, jobmæssige og politiske status og tilhørsforhold. Og Big Brother-syndromet var effektivt: fire måneder efter søsættelsen af loven var næsten fem millioner fremmede registreret.

Det egentlige motiv var selvfølgelig kommunistforskrækkelse ikke så meget fjenden "over there" (som det jo måtte være set fra USA's kyster), men den indre trussel i form af det Amerikanske Kommunist Parti. For slet ikke at tale om alle bøgerne og deres anti-amerikanske holdninger og agitationer, de famøse "Hollywood Ten", en gruppe af påstået revolutionære skribenter og instruktører (heriblandt Bertolt Brecht), og McCarthys program gik så vidt, at 30.000 bøger af "kommunististisk, prokommunistisk, tidligere kommunistisk og antiantikommunistisk" islæt blev fjernet fra de amerikanske bibliotekshylder. Som det gik med spiritussen i 1920'erne, ja, så forøgedes en del af bøgernes popularitet blot på trods af McCarthys mejetærskerfilosofi.

Amerikanernes "lille, nemme krig" i Korea gik mildest talt elendigt. Kommunismen spredte sig, først til Østeuropa, så til Kina og siden – men det er en anden historie – til Vietnam. Den menige amerikaner fik verden ind under huden, og et trusselsbillede af en kynisk kommunisme, der snart ville underlægge sig hele den frie verden (inklusive amerikanernes nypuritanske paradis og deres "by på en bakketop"), fik hr. og fru. Hvermand til at investere i det nyeste bunkerudstyr i baghaven, komiske beskyttelsesbriller til A-bombenedfald (selvfølgelig uden effekt) – og så i øvrigt sylte jordbær, arbejde videre på General Motors og passe den ærkeamerikanske

idyl.

William Goldings "Fluernes herre" er blafret ind i og væk fra dét landskab. McCarthy hadede bogen, men kunne alligevel ikke helt sætte fingeren på, hvorfor den var så farlig. For var den egentlig antiamerikansk? Hvem var "de vilde"? Ja, hvem er faktisk de "gode", når nu romanens morale tilsyneladende er, at vi alle givet omstændighederne kan reduceres til dyrisk overlevelsesinstinkt og glubske primitiver?

Det siges, at den engelske forfatter, som modtog Nobelprisen i litteratur i 1983, havde det grundlæggende synspunkt, at civilisationen blot er et filter, som nødtørftigt dækker over det forhold, at vi alle er tøjlesløse og driftsstyrede. Den pessimistiske pointe lyder da, at hvis man fjerner rammerne for netop civilisationens og kulturlivets opretholdelse, så træder den sande, vilde humanitet i karakter.

Sådan går det i "Fluernes herre". Ofte er romanen blevet læst allegorisk, således at den hævdes at betyde noget helt andet end sin handling. Ikke desto mindre handler bogen på overfladen om en gruppe engelske skoledrenge, som efter et flystyrt havner på en øde ø, hvorefter de deler sig i to "stammer" med hver deres tilholdssted på øen. Kampen står mellem Ralph, som bemærkelsesværdigt bevarer sin "natur" fra start til slut, og Jack, som hurtigt gør sig til leder af alle flokdyrene. Sådan nogle bliver vi nemlig hurtigt forvandlet til, hvilket Goldings tekst mesterligt viser.

En af de mest sejlivede tolkninger af "Fluernes herre" kredser om, at drengene på den øde ø i virkeligheden repræsenterer forskellige samfundstyper og styreformer. Ralph står for demokratiet (han træffer beslutninger baseret på stemmer), mens Jack er et billede på den før-civilisatoriske naturtilstand, "det vilde menneske". I en vis forstand er det Jack, der gør bogen "forbudt". For det er et depraveret syn, han står for. Men det er også stærkt forførende og fascinerende. En tredje rolle i romanen spilles af Piggy (som aldrig afslører sit rigtige navn). For ham er videnskaben og de fornuftsbaserede skemaer i højsædet, altså teknokratiet. Som bekendt sker der dog det, at Jack dræber Piggy (vildskaben destruerer fornuften), hvorefter kampen sættes ind på at få Ralph ned med nakken. Når alt kommer til alt, er vi alle vilde. Eller også vil vi bare gerne fjolle rundt på en øde ø og drømme om søde katastrofer, sådan som moralen på bedste postmodernistisk facon lyder i en nutidig pastiche over (og hyldest til) Goldings forfaldshistorie

- Alex Garlands "Stranden".

Ikke så mærkeligt, at McCarthy og hans lakejer fik grå hår i nakken af Jack, Ralph og Piggy. Det virkeligt grumme ville jo være

-oh skræk! - hvis selv den fornuft (amerikanisme), som ville betvinge det vilde barbari (kommunismen), var inficeret af en vildskab, som bare ventede på at slippe sine dyriske kræfter løs. McCarthy selv henslæbte for øvrigt sit liv i panisk angst. Han ville selv blive blacklisted, hvis hans alkoholforbrug og den seksuelle orientering kom frem. Så hellere dræbe Piggy og Ralph på forskud.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Golding og Mccarthy

William Golding blev født i 1911 i Cornwall i England. Han døde i 1993. Han virkede som lærer i mange år, og var desuden aktiv i den engelske marine under Anden Verdenskrig.

Joseph McCarthy levede fra 1908 til 1957. Han kom fra det puritanske Midtvesten i USA (Wisconsin). Efter tjeneste i Anden Verdenskrig blev republikaneren McCarthy valgt til Senatet i Washington, 38 år.

Man kan læse om McCarthyismen i Ellen Schrecker: "The Age of McCarthyism: A Brief History With Documents", Boston: St. Martin's Press, 1994.

Det siges, at William Golding havde det grundlæggende synspunkt, at civilisationen blot er et filter, som nødtørftigt dækker over det forhold, at vi alle er tøjlesløse og driftsstyrede. (Arkivfoto)