Portræt af PH og Arne Jacobsen ender i letkøbt moralisme og halvbagte holdninger

Når forestillingen ”Flygt” sætter dobbeltportrættet af PH og Arne Jacobsen i en nutidig flygtningekrisekontekst, handler det om kuldsejlet humanisme

Dobbeltportrættet bliver skematisk forenklende, og man fornemmer, at det i højere grad handler om at tjene et polemisk, præfabrikeret budskab end at tegne nuanceret, interessant person- og historieskildring, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.
Dobbeltportrættet bliver skematisk forenklende, og man fornemmer, at det i højere grad handler om at tjene et polemisk, præfabrikeret budskab end at tegne nuanceret, interessant person- og historieskildring, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Det Flydende Teater har en glorværdig historie af succesfulde musikdramatiske portrætter bag sig. Med sit skarpe blik for såvel historien som for personen er Karen Blixen, Storm P. og sidste år Kaj Munk alle blevet sendt en tur på Furesøen i kloge og tankevækkende fortolkninger. Men med det seneste skud på stammen kæntrer skuden i en klæg suppe af letkøbt moralisme og halvbagte holdninger.

Det hele er der ellers. Episoden driver af dramatisk potentiale, som har den bare ventet på en iscenesættelse. Et episk scenarie udspillede sig en tåget efterårsnat i 1943, da to af landets største kulturkoryfæer, PH og Arne Jacobsen, stævnede ud på åbent hav. Kæmpende side om side for overlevelse og imod hinanden om tidens betændte emner. En politisk og en religiøs flygtning. Jøden og kværulanten – og hele det danske frisind på nippet til at kuldsejle.

Fragmenteret og fyldt med flashbacks og -forwards monterer Line Mørkeby fortællingen om den farefulde flugt fra den tyske besættelsesmagt over sundet under Anden Verdenskrig.

Vi lægger fra land på mørkebysk manér med en blød indmarch i fortællingen. D’herrer Pelle Nordhøj Kann (Poul Henningsen) og Rolf Hansen (Arne Jacobsen) træder ikke i karakter med det samme, men introducerer de to markante mænd i takt med, at de selv transformerer og trækker os tilbage i tiden.

En pibe, en skaldet isse, en tung arkitektbrille. I en friskfyrsagtig verfremdung-prolog, med få effekter og løsrevne referencer, genopfriskes de to skønånders meritter; Svanen, PH-lampen, revy, frisind, funktionalisme, humanisme. Og så hurtigt videre.

Mørkeby skriver livfuldt og komisk de to figurer frem. Fortællingen vil meget, men forløser for lidt – sætter flere skibe i søen, end den når at styre sikkert i havn, om man vil.

Omkring hovedsporet danser et væld af ekskurser. Biografiske oprulninger af Jacobsens og Henningsens liv bliver til længere enetaler om den verserende kulturkamp og de tos disparate tilgange til kunstens etiske fordring. PH bekæmper, siges det, den tiltagende, truende højredrejning resolut ved at adressere de ildevarslende tendenser i tiden med ”visen som våben”, mens Arne Jacobsen anderledes undlader at involvere sig direkte i modstandskampen, men dedikerer sig aldeles til sit æstetiske arbejde.

Det er da også dette stridspunkt, der kulminerer i stykkets dramatiske højdepunkt og mest vellykkede scene. Bølgerne går skumsprøjtende højt, da båden begynder at tage vand ind midt på åbent hav, og de to inkarnationer af kulturradikalt tankegods truet på livet kaster sig ud i en værdidebat om idealisme og pragmatisme i en krisetid. Således taler stykket også lukt ind i vor egen tids idé- og kulturdebat.

Pelle Nordhøj Kann gør en strålende indsats som den kæphøje undermåler af en samfundsrevsende lampemager. Rolf Hansen starter mere blodfattigt, men bliver klædeligt markant undervejs. Værre er dog den besynderlige musikalske overbygning. Som når nu solist Cille Buch bryder ud i en smægtende, højstemt opera-version af ”Man binder os på mund og hånd”, der kun tilfører den sagte krigstidsvise en misforstået svulstighed.

Flygtningeforestillingen forsøger i det hele taget lavmælt, men med bedøvende forudsigelighed at vise et vrangbillede. Hvis det nu var os selv, der som for få årtier siden sad i en synkende gummibåd på Middelhavet. For så vidt en fin pointe.

Men dobbeltportrættet bliver skematisk forenklende, og man fornemmer, at det i højere grad handler om at tjene et polemisk, præfabrikeret budskab end at tegne nuanceret, interessant person- og historieskildring. Med scenografiens moderne, orange redningsveste, der lyser op i en henslængt stabel for enden af rummet, sættes stykket også visuelt i en aktuel flygtningekrisekontekst. Det er en oplagt perspektivering. Men måske for letkøbt.