I den dramatiske afslutning på tredje og sidste sæson af tv-serien ”Forbrydelsen”, sendt i 2012, flygter politikvinden Sarah Lund (Sofie Gråbøl) i et lille fly til Island, efter at hun egenhændigt har likvideret en pædofil barnemorder, som så ud til at gå fri. Hun skiller sig af med sin mobiltelefon og hele sit liv. Som hendes makker har forklaret hende, skal hun flyve til Reykjavik og derfra meget hurtigt skifte til noget ”oversøisk med mange mennesker”. Island er det sted, den zone, hvor man kan forsvinde sporløst eller stige om til et andet liv. Et krydspunkt mellem verdener. Hos Jules Verne er det i Island, man kan finde vejen ned til jordens indre i bjerget Snæfellsjökul. Måske tog Sarah Lund den rute. Hun er i hvert fald ikke set siden.
Også jeg er en gang spontant flygtet til Island. Min kone og jeg stod i Kastrup Lufthavn med Rasmus på 10 år. Vi skulle flyve til Sankt Petersborg i Rusland. Jeg havde været en del gange ude på den russiske ambassade i Kristianiagade i forbindelse med visumansøgning. Det havde været mareridtsagtigt indviklet og svært. Ambassadefunktionærerne var ufremkommelige. Man var kun til besvær. Engelsk kunne de tilsyneladende ikke tale. Men til sidst var det lykkedes. Troede jeg da. For da vi stod i lufthavnen, fik vi at vide, at lille Rasmus, der endnu ikke havde eget pas, ikke var blevet skrevet ind i vore visa. Jeg havde fejlet.
Det var i det hele taget ikke den nemmeste tid i mit liv. Jeg havde skiftet job og branche sommeren inden, og jeg følte det svært og forvirrende at navigere i min nye arbejdsverden. På en måde var det, som om selve den massive uigennemtrængelighed ude på den russiske ambassade bare spejlede eller projektivt forstærkede min livsfølelse og mine sindsbevægelser i den periode. Det ville have passet meget fint som et natligt mareridt. som jeg lettet kunne vågne op af, for så galt stod det da trods alt ikke til.
Det gjorde det imidlertid. Måske kender De, kære læser, til de angstforestillinger, man kan have om, at man ikke rigtig har greb om livet og alt det, der hører med. Til daglig går det ganske vist, men det er da vist på lykke og fromme. Hvornår går det galt, hvornår overskrider man den tynde røde linje? For mig skete det, da damen i lufthavnen sagde: ”Ja, I kommer i hvert fald ikke op at flyve i dag.”
Jeg havde ødelagt vores ferie, spildt en masse penge, og var det ikke bare beviset på en grundlæggende mangel på kompetence og måske det uhyggelige forvarsel om andre og endnu større fejlgreb? Min kone, Gud velsigne hende, er resolut, et sandt handlingsmenneske. Hun besluttede på stedet, at vi måtte flyve et andet sted hen. Vi kunne ikke efterlade lille Rasmus i lufthavnen. Vi havde fået sendt hans udviklingshæmmede tvillingebror i aflastning en uge, vi havde trængt til ferie, og det ville være ufatteligt deprimerende bare at tage hjem med vores kufferter og pakke ud.
”Reykjavik, er I sikre på det? Det kan være svært at få tiden til at gå dér i en hel uge,” sagde manden bag skranken advarende til os. Men det gik fint. Vi boede på et hyggeligt pensionat tæt på havnen, opsøgte diverse badeanstalter i byen, tullede lidt rundt på de fredelige villaveje, tog på hvalsafari, spiste hummersuppe. Det var det ideelle sted til mine flossede nerver: en venligsindet befolkning, der forstod dansk og ikke var ude på at snyde én. Jeg tænkte, at det ikke var tilfældigt, at netop Island var stedet, hvor Reagan og Gorbatjov afsluttede den kolde krig, og hvor den geniale og splittergale eksverdensmester i skak Bobby Fischer fandt et fristed til sidst.
For her kan der ske ting, her kan de plagede finde hjem, her kan de mægtige give en ny retning. Vi havde i hvert fald en vidunderlig, fredelig og harmonisk uge på omstigningens ø i det høje nord, og siden dengang har jeg altid tænkt, at, hvis og når det hele ramler sammen igen, og det gælder om at finde udgangen i en fart, så finder man mig i det første fly mod Reykjavik. Det kan selvfølgelig være, at det ikke kan lade sig gøre i praksis, men så vil jeg flyve i ånden og glæde mig over, at det kan tage hele tre timer – flygt, flygt, væk, væk – at rejse til et sted, der føles så trygt, hjemligt og tæt på.
Klummen Tidens tegn skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.