Flygtninge har altid været en del af historien

Enhver flugt er et godt drama fyldt med etiske og eksistentielle overvejelser. For det er i mødet med de og det fremmede, at vi ændrer os som mennesker. Derfor er kulturhistorien fyldt med flygtninge, og tidens flygtningestrømme skaber også nye flygtningebølger i kulturen

Folk på flugt er et billede, vi er vant til fra medierne i disse måneder. Flugten er også et velkendt motiv, som kunstnere har taget op fra antikken til i dag.
Folk på flugt er et billede, vi er vant til fra medierne i disse måneder. Flugten er også et velkendt motiv, som kunstnere har taget op fra antikken til i dag. . Foto: AFP.

Jesus var flygtningebarn. Knap var han blevet født i en stald i Betlehem, før hans forældre måtte flygte til Egypten. For den herskesyge kong Herodes ville slå alle drenge under to år ihjel, da han hørte, at der var blevet født en ny konge på egnen.

Sådan var det også, da Moses blev født. Her var det faraoen i Egypten, der ville slå de små jødiske drenge ihjel for at bevare sin magt. Som voksen måtte Moses flygte igen - først på egen hånd og siden som leder for israelitterne, der flygtede fra Faraos slaveri. Ved Guds hjælp delte han Det Røde Hav, så flygtningene ikke skulle drukne i små usikre både.

Og sådan løber flygtende som en rød tråd gennem Bibelen:

Adam og Eva blev forvist fra Edens Have, Kain måtte flygte, efter han slog sin bror, Abel, ihjel. Jakob måtte flygte, da han havde snydt sin bror, Esau.

Som velintegreret egypter modtog Josef sine egne flygtningebrødre. David måtte både flygte for Saul og sin søn Absalom, mens skikkelser som Nehemias, Ester og Daniel nåede til tops i eksil, i takt med at israelitterne skiftevis blev jaget på flugt og drev andre bort. Og det at være fremmed er også et hovedtema i Det Nye Testamente.

Apostlen Peter skriver ligefrem, at vi er dømt til at vandre rundt som fremmede i vort jordiske liv, inden vi kommer hjem til fædrelandet i Himlen. Og i den aktuelle flygtningedebat citerer mange Jesus for at opfordre til at tage godt imod fremmede med ordene til de barmhjertige: ”Jeg var fremmed, og I tog imod mig.”

Og det er ikke kun Bibelen, der er fuld af flygtninge. Flugten er og har altid været et yndet motiv i kulturhistorien, påpeger Lars Handesten, ph.d. og lektor i dansk litteratur på Syddansk Universitet.

”Flugten er elementært interessant med masser af dramatik. Så snart man begyndte at fortælle historier, handlede de om at flygte. De mytologiske figurer på flugt har altid været på plads: Fra uddrivelsen af Paradis til flygtningen Æneas fra Troja, der flygtede til Italien og grundlagde Rom i Vergils episke værk,” siger Lars Handesten, der også peger på de store islandske sagaer om for eksempel Ravnkel og Gisle, der også var på flugt fra hævnere.

Flugten er en grundfortælling i europæisk kulturhistorie. Nogle gange er flugthistorierne kun lavet for underholdningens skyld, påpeger han og nævner Jonas Jonassons humoristiske roman om den hundredårige, der flygter fra plejehjemmet og tager på eventyr, men for det meste er flugt dødsens alvorligt. Den rummer ifølge Handesten både faren, fortabelsen og måske frelsen.

”For enden af flugten blafrer et drømmebillede. Det er forestillingen om det forjættede land, hvor det flyder med mælk og honning,” siger han og nævner som eksempel Christian Winters børneklassiker ”Flugten til Amerika”, hvor man spiser chokolade i stedet for rugbrød.

Også i filmhistorien har flugten altid været et tema. Og her som i litteraturen på mange forskellige måder. Der er science fiction-historier om mennesker på flugt i apokalyptiske verdener, om mennesker på flugt fra rumvæsener, fra klimaforandringer eller ligefrem fra andre genopståede mennesker i zombie-film og tv-serier.

Og mere virkelighedsnære film er der også mange af fra Alexandre Dumas' ”Greven af Monte Cristo” til ”Den store flugt” med Steve McQueen, der som amerikansk soldat er fanget i en tysk lejr.

En lang række film fra før og efter Anden Verdenskrig skildrer individets eller en gruppes flugt fra fangenskab til frihed. En af de helt store fra denne kategori er Jean Renoirs ”Den store illusion” fra 1937 om franske soldaters flugt fra en tysk fangelejr.

”Flugten har altid været et tema. Mennesket på lærredet har altid været nomadisk og rejst og søgt efter et bedre liv. Flugtsituationen, om det er fra det onde eller indespærring, indeholder altid et spændingsmoment, vi drages af og kan leve os ind i,” siger filmforsker Peter Schepelern, der er lektor ved Københavns Universitet.

Samme tema dukker op i western-film som for eksempel ”Heaven's Gate” fra 1980 af Michael Cimino. Filmen har en berømt scene, hvor man ser et optog af elendige og forkomne immigranter, der vandrer gennem prærien med kufferter og bylter. En barsk cowboy kommer ridende til dem og råber vredt, at de skal tage hjem igen.

”Hvor vi i vores egen del af verden tidligere trak teltpælene op og drog af sted, er vi i dag mere fastgroet og ikke vant til at se mennesker på farten med deres liv i en kuffert. Og netop derfor er historierne om flygtninge måske stadig dragende i dag, hvor det virker endnu mere voldsomt at se strømme af mennesker, der af indlysende grunde er på flugt,” siger Peter Schepelern.

Af nyere filmværker peger han blandt andet på den italienske instruktør Emanuele Crialese, der har en forkærlighed for immigranthistorier, som fokuserer på overlevelsen i nye omgivelser.

I en række franske og italienske film er immigranttemaet en sidehistorie som i den spanske ”Biutiful”, hvor kinesiske immigranter bliver gemt i en kælder og dør her, hvilket hovedpersonen, spillet af Javier Bardem, har et medansvar for.

Flugtmotivet i kunsten når et foreløbigt klimaks i midten af det 20. århundrede. Og Anden Verdenskrig bliver afgørende, mener Moritz Schramm, lektor ved institut for kulturstudier på Syddansk Universitet, der snart indleder et større forskningsprojekt om europæisk migrationslitteratur:

”Der sker enorme folkevandringer i krigsårene og i tiden efter krigen, hvor folk vender tilbage fra eksil. Det gælder især Tyskland, hvor tysktalende mennesker vender tilbage fra de lande, de er flygtet til, og som afvises og beskyldes for at have forladt Tyskland i skæbnetimen. Allerede lige efter krigen ser vi nedfældede erfaringer fra folk, der vender tilbage,” fortæller Moritz Schramm og nævner Anna Seghers' selvbiografiske roman ”Transit” som et af de bedste værker om at være fanget under krigen.

Han kalder den videre og mere positive diskussion om immigranter i Tyskland i dag for postmigration, hvor man modsat andre steder har sagt farvel til tanken om en homogen nation og har en større debat om tilhørsforhold.

”Man redefinerer gruppen 'vi' på mangfoldighedens præmisser, hvilket man meget fint kan opleve på teatre i Berlin, som for eksempel Gorki-teatret, der sætter nye dagsordener og blander tingene på nye måder ud fra det, der sker lige nu,” fortæller Moritz Schramm, der ser frem til at følge forfattere og kunstneres skildringer af nye flugterfaringer fra nye lande i kølvandet på nutidens flygtningestrømme til Europa.

Også danske forfattere har taget temaet til sig. Olav Hergel har for eksempel beskrevet moderne flygtninge, der også kommer til Danmark, og i dag er flugten et element i mange spændingsbøger.

Og tidens flygtningestrøm har fået flere danske forfattere til at udtrykke interesse for at skrive om det aktuelle emne, heriblandt Katrine Marie Guldager og Kristina Stoltz, der tidligere har skrevet om to afghanske flygtninge i romanen ”Æsel”. Nu har forlaget Tiderne Skifter sammen med Forfatterforeningen oven i købet sat skub i den udvikling med en romankonkurrence om flygtninge.

Forfatteren Dy Plambeck, der selv er en del af juryen til konkurrencen, mener ikke, at litteraturen som sådan kan ændre verden. Men den kan se på tingene i verden på en anden måde, end man er vant til, og give et større indblik, påpeger hun.

”Det er slående, hvilken situation Europa befinder sig. Flugten er blevet en stor tematik, som, konkurrence eller ej, vil afspejle sig i litteraturen. Når den er bedst, kan den vende sig ud mod den verden, der er omkring forfatterne, og undersøge både samfundets bevægelse og det enkelte menneskes forandring, når det flytter sig. Det skal ikke være, fordi forfatteren har et specielt budskab, eller fordi der er en særlig dramaturgi, der er god at skrive om. Det skal være, fordi man vil undersøge de forandringer, Europa står i lige nu,” siger Dy Plambeck.

Når fiktionen sender folk på flugt over grænser, handler det også om at lade dem krydse indre grænser. Flygtningemotivet åbner for større etiske diskussioner og eksistentielle dilemmaer, siger Lars Handesten.

Fiktionen kan ifølge ham undersøge, hvad der sker, når man forlader sit hjem. Skulle man være blevet hjemme? Skulle man have taget kampen op mod undertrykkerne og de elendige vilkår? Og hvad vil man i det fremmede land, som man måske aldrig rigtig bliver en del af?

”Menneskers gamle roller bliver sat på spil, og der flyttes om på vante roller socialt og eksistentielt,” siger Lars Handesten.

Illustration: Morten Voigt.
Illustration: Morten Voigt.