Gennemtænkt teaterstykke om flygtningekrisen peger fingre ad velfærdseuropæerne

”Aftenlandet” er en snedig fortælling om flygtningekrise og moralsk forfald

En af forestillingens skuespillere Marie Knudsen Fogh som syrisk flygtning med et billede af sit barn.
En af forestillingens skuespillere Marie Knudsen Fogh som syrisk flygtning med et billede af sit barn. . Foto: Lars Horn.

Hvordan synliggør man lidelser, så andre langt fra smertens centrum kan mærke det? Og hvordan undgår man at fortabe sig i følelsesporno? Det er et virkelig godt spørgsmål i denne tid, hvor kunsten og kulturen har særligt travlt med at bearbejde vores private og kollektive samvittighedsnag.

Måske har Aalborg Teater svaret. I ”Aftenlandet” lukker provo-instruktør Tue Biering sit publikum ind i teatret ad en helt ny vej, ind i centrum af flygtningekrisen og rører dybere i hvepsereden. Forestillingen lægger sig på linje med Christian Lollikes ”Living Dead” fra 2016 som en humanistisk skrækhistorie. Men den hæver sig op med særligt et overvældende greb, der bliver til noget nær et overgreb – som ikke er helt uvelkomment.

”Hvis jeg var en aktie, ville jeg være fuldstændig værdiløs,” siger en blødende syrisk kvinde, der er strandet på et motorvejscafeteria et sted i Europa. Her på ”Get In” koster en kop kaffe tre euro, så sådan én kan hun ikke få. Under sin flugt har hun nemlig fået taget både sine penge og sin datters liv.

Spillet er centreret om en miniaturescenografi på et bord i midten af et sjælløst spånpladebeklædt rum. En stor automatisk glasdør åbner og lukker syv helt almindelige udseende skuespillere ind. Sneen falder og fyger udenfor. Bittesmå gadelamper på modellens parkeringsplads blænder som lygter på en ufo, der lige er landet med en sending mystiske fremmede.

Alle standpunkter er repræsenteret i det brede persongalleri – et europæisk mikrokosmos, hvor fællesskab og solidaritet kommer under hårdt pres.

Aalborg Teaters ensemble stråler om kap med hinanden i roller, der ophæver køn og alder. Når Ena Spottags unavngivne, kønsløse cafeteriamedarbejder, Lars Topp Thomsens lastbilchauffør eller Marie Knudsen Foghs syriske kvinde fanger dit blik under det hårde lys fra lysstofrør, har du intet sted at gemme dig. Det er ubehageligt flot håndværk. Nicolaj Spangaas dobbelte scenografi tilbyder os et fugleperspektiv på os selv, men vi sidder så tæt på, at vi selv bliver en del af entropien.

Foto: Lars Horn

Julie Maj Jakobsens manuskript er usædvanligt klogt komponeret. Tekstens energi bølger frem og tilbage: Det ene øjeblik en ordinær dialog, der pludselig overrumpler med polemiske skvulp af ord, som bruser og folder sig ud, arrigt og irettesættende eller frustrerede og afmægtige. Denne komposition synes at imitere den almindelige danskers engagement: På barrikaderne den ene dag, men alt for hurtigt lullet tilbage i et kun moderat bekymret hverdagsliv.

”Aftenlandet” peger store fingre ad velfærdseuropæere og er heller ikke bange for at give neoliberalismen skylden for det moralske forfald, der udspiller sig her. Men den vil også overvælde med flygtningekrisens påtrængende uopsættelighed, og den vil mase sig så tæt på mig, at distance ikke er en forsvarsmekaniske, jeg kan påkalde mig. Funderet i den amerikanske teoretiker Judith Butlers (køns-)politiske teorier undersøger den, om der er en måde, vi kan indoptage og udøve et reelt etisk ansvar over for andres lidelser og lurende farer, uden at konfrontationen også lammer os. Og hvad så, når den kommer helt tæt på – kan jeg bære det?

”Aftenlandet” er en snedig og gennemtænkt, velspillet, underholdende og trist fortælling. Den får mig til at føle mig som deltager i et eksperiment.

Med et voldsomt og alligevel underligt subtilt greb gør den mig bevidst om den bekvemme blinde vinkel, jeg har udviklet, der skærmer mig fra det ubehagelige. Det er i syne, men ude af sind. Forestillingen er også bevidst om, at den rammesætter virkeligheden med en helt bestemt dagsorden. Og den vinder ved netop at italesætte denne agenda og komme min kritik i forkøbet, så jeg føler mig tilpas provokeret, men ikke manipuleret. Det er fantastisk teater – som jeg ikke har lyst til at se igen.