Stærk genudgivelse af nøgleværk i tysk eksil-litteratur

Romanen ”Mefisto” af Klaus Mann fra 1936 kan i dag ses som et højdepunkt i den tyske eksil-litteratur fra 1930’erne. Nu er den blevet genudgivet i Rosinantes klassikerserie

Familien Mann fotograferet i 1932. Fra venstre er det Klaus Mann, forfatter til ”Mefisto”, ved siden af ham hans søskende Elisabeth og Michael, forældrene Katia og Thomas Mann, og helt til højre Erika Mann.
Familien Mann fotograferet i 1932. Fra venstre er det Klaus Mann, forfatter til ”Mefisto”, ved siden af ham hans søskende Elisabeth og Michael, forældrene Katia og Thomas Mann, og helt til højre Erika Mann. . Foto: Süddeutsche Zeitung Photo/Ritzau Scanpix.

I min bogreol står en på sin vis særlig udgave af Klaus Manns roman ”Mefisto”, som for første gang udkom i 1936. I denne udgave, som jeg købte på en café engang i 1980’erne, er der ingen kolofon, ingen udgivelsesdato og ingen henvisning til et forlag. Derimod indeholder udgivelsen en mere end 60 sider lang dokumentation af den tyske forfatningsdomstols afgørelse fra 1971, der begrundede, hvorfor romanen ikke kunne udgives i Tyskland.

Udgaven er en af de mange illegale kopier af Klaus Manns roman, der efter forbuddet cirkulerede under bordet i Vesttyskland: De blev solgt i caféer, i værtshuse eller blandt venner med det klare formål at bryde forbuddet, som mange anså for skandaløst.

Det blev begrundet med behovet for personbeskyttelse i en sag, der blev ført af teaterinstruktøren Peter Gorski, som i 1950’erne blev adopteret af skuespilleren Gustaf Gründgens, formentlig for at skjule deres homoseksuelle forhold og indsætte Gorski som arving efter Gründgens.

Gorski mente, at romanen krænkede Gründgens’ eftermæle, i og med at romanens hovedperson, Hendrik Höfgen, ikke kun var fremstillet som karrierist og medløber, der arbejdede sammen med nazisterne, men desuden viste tydelige ligheder med Gustaf Gründgens, der var en af de førende skuespillere i det nazistiske Tyskland. Og domstolen afgjorde, at personlighedsretten vejede højere i sagen end den ligeledes grundlovssikrede kunstneriske frihed.

I dag, hvor man frit kan købe romanen igen, gælder ”Mefisto” med rette som en af de vigtigste tekster i den tyske eksil-litteratur.

Klaus Mann, søn af Thomas Mann, beskriver i romanen en udvikling, som for ham selv må have været forfærdelig: Det er historien om en skuespiller, der efter 1933, på trods af sin baggrund i 1920’ernes kunstneriske avantgardemiljøer, sælger sin sjæl til nazisterne og bliver statsråd i Nazityskland med sit eget teater at råde over. For alle, der havde det mindste indblik i historien, stod det indlysende klart, at romanens hovedperson var bygget over Gustaf Gründgens, som Mann i 1920’erne havde et tæt forhold til.

I 1920’erne stod Gründgens og Mann endnu sammen på teaterscenen som del af to par, der skabte furore i de tyske teatermiljøer. Klaus Mann blev gift med skuespillerinden Pamela Wedekind, mens Klaus Manns søster Erika nogenlunde samtidig giftede sig med Gründgens. Både kærlighed og lidenskab gik dog efter alt at dømme mest på tværs af parrene, som vist dannede lidt andre indbyrdes foreninger, end den borgerlige ægteskabspagt syntes at lægge op til.

Det nære forhold mellem Mann og Gründgens gik allerede i stykker inden 1933. Men det lægger selvfølgelig grunden for Manns blik på Gründgens, der på denne tid efter nogen tøven kastede sig i armene på nazisterne, der, eftersom de fleste anerkendte kunstnere forlod Nazityskland, var i stort bekneb for begavede kunstnerpersonligheder. Især topnazisten Hermann Göring holdt sin beskyttende hånd over Gründgens, hvis homoseksualitet var kendt både inden for og uden for datidens kunstneriske kredse.

I nøgleromanen portrætterer Mann imidlertid ikke bare Gründgens, men tegner også et billede af store dele af de kunstneriske kredse i Nazityskland, han fra sit eksil i Frankrig iagttager.

Andre kendte kulturpersonligheder såsom forfatterne Gottfried Benn og Hanns Johst spiller ligeledes en væsentlig rolle (i romanen henholdsvis Benjamin Pelz og Cäsar von Muck). På nettet finder man hele lister over de forskellige personer i romanen, og hvem de er bygget over.

Samtidig er romanen dog langt mere end en nøgleroman. Læser man den i dag, er det overraskende, hvor præcist Mann heri tegner et portræt af en korrupt stat, hvor nærheden til magten er af afgørende betydning for karrieren – og overlevelsen.

Især når man, som romanens hovedperson, har en akilleshæl, der stiller vedkommende yderst sårbar over for magthaverne. Hvor den ægte Gründgens’ homoseksualitet gjorde skuespilleren udsat, er det hos romanens Höfgen et hemmeligt kærlighedsforhold til en mørklødet danserinde, der nødigt tåler dagens lys. For Mann handler det tydeligvis om at skitsere de mekanismer, der gjorde sig gældende i diktaturet: Sagen er ikke, om man holder sin homoseksualitet skjult, eller om man er bange for at blive afsløret i et forhold til en mørk danserinde, men at sårbarheden over for magten fører til opportunistiske adfærdsmønstre, der holder personerne fanget i magtspillet.

Under et diktatur er alle angribelige.

Det er grandiost, at forlaget Rosinante netop i disse tider, hvor atter en gang hundredtusindvis af mennesker er på flugt fra deres hjemland, genudgiver en af de vigtigste, tyske eksil-romaner i deres klassikerserie.

Romanens historie er imidlertid også sigende, hvad angår den vesttyske tøven med at forholde sig til sin egen historie efter 1945.

Hvor man i dele af den danske offentlighed fortsat kan høre stemmer, der tror, at Tyskland efter 1945 var præget af et vedvarende opgør med de nationalsocialistiske forbrydelser – at tyskeren så at sige har pisket sig siden krigens afslutning – vidner bogens historie om efterkrigstidens åbenlyse uvilje mod at forholde sig til de forbrydelser, der blev begået før 1945. Forbuddet mod Manns roman er her kun et eksempel på en almen tendens: Det afspejler, at man helst så bort fra den omfattende kontinuitet fra tiden før 1945 og til efterkrigstiden.

Selvom Gründgens nød alle privilegier i Nazityskland og havde tætte forhold til toppen af regimet, blev han efter 1945 en af Vesttysklands mest succesfulde og elskede skuespillere.

Dermed deler han historie med mange andre kunstnere, politikere, dommere og professorer, der efter 1945 fortsatte i deres embede og nogle gange blev ophøjet til nogle af tidens vigtigste personligheder.

Mens medløbere og nazister lavede karriere efter 1945, blev romanen om deres medvirken i det nazistiske kulturliv bandlyst fra offentligheden. Meget mere sigende kan det ikke blive.

Skuespilleren Jens Albinus’ nye forord til klassikerudgaven fortæller på fin vis bogens historie og bidrager således med, at romanen fremstår i en velfortjent ny form i dag.