FN har vedtaget 17 verdensmål, som vi skal have nået til 2030. Målene deler sig på tre dimensioner: social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Denne bog gennemgår ikke målene, men behandler i en række artikler nogle overordnede temaer, som betyder meget for, om vi kan nå verdensmålene i 2030. Temaerne er: værdighed, mennesker, velstand, planeten, retfærdighed, partnerskaber og forvalterskab.
Når man skal vurdere artiklerne, kan man komme til at tænke på det sted i Jakob Knudsens roman ”Den gamle præst”, hvor præsten bruger billedet, at man skal køre med vogn fra Aalborg til Kolding. Praktiske personer begynder med den første mil fra Aalborg. Men idealister og sværmere drømmer, at de allerede er nået frem:
”De Mennesker, som bilder sig ind, at de allerede er i Kolding, gider naturligvis ikke gjøre sig Ulejlighed mere med at komme den første Mil fra Aalborg, og saa staar de dér og vrøvler bare.”
Jørgen Ørstrøm Møller giver god indsigt i den økonomiske politik, internationale organisationer har ført, Steen Folke beskriver ret opløftende, at befolkningstallet topper omkring 2100 med 11 milliarder, og det kan kloden faktisk godt klare, hvis vi lever og deler vores mad fornuftigt. Lars Josephsen forklarer, hvordan menneskeskabt kapital tidligere satte grænser for produktionen, men nu bliver naturkapitalen den begrænsende faktor, altså ressourcerne og Jordens evne til at modtage produktionens affald. Katherine Richardson viser, at menneskets aktiviteter nu påvirker hele jorden på en skala, der er helt ny, og vi lever derfor i den antropocæne tid eller menneskenes tidsalder.
Heine Andersen har et klogt bidrag, der filosofisk undersøger, hvad globalt retfærdig fordeling af goder vil sige, og Thomas P. Boje har en kritisk artikel, der sætter ngo’er under lup. Hos os er ngo’er drevet af borgere med en individualistisk, åben og liberal holdning.
I Syden er de ofte ekskluderende ud fra etniske eller religiøse kriterier. Således er der de seneste år kommet nogle mere politisk aggressive ngo’er til specielt på den sydlige halvkugle med oprindelige folkeslag, religiøse grupper, kvinder, slumbeboere og så videre.
Nogle ngo’er ønsker solidaritet, globale rettigheder for borgere, fri ind- og udvandring og økonomisk lighed. Andre er nationalistiske og ligefrem populistiske i deres forsvar for privilegier. Ngo’er er en blandet skare, forenklet sagt ønsker ngo’er på den rige nordlige halvkugle ytringsfrihed, mens de på den fattige sydlige ønsker mad og frihed for økonomisk udnyttelse og miljøødelæggelse.
På samme måde viser Lars Engberg-Pedersen, at partnerskaber, som er et af FN’s værktøjer, ikke altid er så stærkt et middel. De er følsomme over for konflikter og modstridende interesser.
Andre indlæg er ganske idealistiske. For eksempel: ”Vi skal tilbage til en dybere og mere direkte kontakt med vores egen natur, overlevelsesstrategier og eksistentielle værdier.”
”Der er utvivlsomt behov for et helt andet paradigme, når det handler om lederskab på kloden, nemlig et slags tusindårsrige-perspektiv” og ”Man kunne med verdensmålene som baggrund tale om en ny form for civilisation, en global empatisk civilisation – som en mulighed. Man kunne tale om homo emphaticus som et nyt menneskebillede.”
Udtrykket ”homo emphaticus” siger en del om disse artikler. Man må nemlig græmme sig over det forkerte ordvalg: Det skulle nok have være ”empaticus”, der er dårligt valgt, men dog leder tanken hen på det moderne begreb empati; det, der rent faktisk står, betyder ”et menneske, der siger ting tydeligt”. Det kan måske virke pedantisk at angribe en sproglig fejl, men den er symptomatisk for disse artikler, at de svæver frit i forhold til saglige og sproglige realiteter.
Men nogle holder af allerede at være i Kolding, og de vil nok glæde sig over disse artikler.
Realiteten er dog, som andre bidragydere er inde på, at smukke tanker og fromme forhåbninger ikke løser problemerne, når den globale politiske kamp om land, ressourcer, mad og rigdom skal afgøres.