Det kræver blot fire pinde og en bold, eller sågar bare en tøjbylt eller et stykke plasticaffald, før man kan spille det. Reglerne er også simple, ja næsten så simple, at spillet i sagens natur burde være kedeligt. Alligevel – eller måske netop derfor – er det verdens største sportsgren: fodbold.
Hundredevis af millioner af mennesker i hele verden elsker at spille eller se kampe på stadion eller i fjernsynet, og mange af dem vil sidde klistret til skærmen, når verdensmesterskaberne i herrefodbold begynder på søndag.
For fleres vedkommende vil det dog ikke være uden en bismag i munden, når spillere fra Ecuador i Sydamerika til Kasakhstan i Centralasien og Tyskland og Danmark i Europa løber ind på grønsværen. Denne gang spilles turneringen nemlig i den arabiske ørkenstat Qatar, der er internationalt berygtet for sin lemfældige omgang med menneskerettigheder og korruption.
Men hvad er det ved fodboldkulturen, som trods etiske problematikker drager de mange fans? Og hvorfor er lige netop fodbold blevet en verdensomspændende sportsgren og kulturfænomen?
For at forstå hvorfor må man uundgåeligt kigge på de kommercielle aspekter. Siden 1960'erne har udbredelsen af tv fået interessen for fodbold til at brede sig som en steppebrand, lyder det fra Asker Hedegaard Boye, der er journalist på Weekendavisen, foredragsholder og forfatter til flere bøger om fodbold og fodboldkultur.
"Fodbold var før nogen anden sport god til at gribe de muligheder, som kom med de nye medier. Dels i forhold til at få transmitteret kampene til et bredt publikum, men også i forhold til store lukrative medieaftaler og reklamer. Interessen var allerede inden da til stede mange steder, men på den måde fik fodbold efterhånden en global udbredelse, som ingen anden sportsgren på samme måde er lykkedes med," fortæller han.
Et helligt partnerskab
I dag findes der et hav af sports-tv-kanaler med sendefladerne tæt pakket med fodboldkampe, så fodboldfans kan få deres sportslige fix. Udviklingen begyndte med, at verdensmesterskaberne i herrefodbold i England i 1966 var den første tv-transmitterede fodboldslutrunde. Fra da af indgik fodbolden et nærmest helligt partnerskab med medierne. Derfor ligger sporten på mange måde også, som den har redt i dag, hvor kommercialiseringen og økonomiske interesser bider den populære sport og dens fans i halen, mener Asker Hedegaard Boye.
"I takt med udbredelsen er der også kommet mere magt og flere penge på spil i fodbold, og i dag ved de fleste, at interesserne på banen ikke kun er visionære, men også korrupte og ugennemsigtige," siger fodboldjournalisten med henvisning til rygter om korruptionsvillighed blandt fodboldverdenens spidser – ikke mindst i det internationale fodboldforbund Fifa, som mistænkes for at have ladet "brune kuverter under bordet", altså bestikkelse, påvirke tildelingen af VM-værtskabet.
Asker Hedegaard Boye oplever dog også blandt alverdens fodboldfans en gryende erkendelse af, at der må gøres op med kommercialiseringen af fodbold. Det har for eksempel været at spore i optakten til årets VM, hvor der har været ivrig debat om sportens problematiske sider. Samtidig ser han det dog som et meget besværligt oprør, fordi følelserne vejer så tungt.
"Fodboldfans er ikke bare nogen, der forbruger. Som fodboldentusiast og især som landsholdsfan investerer man også en del af sin identitet i det univers," understreger Asker Hedegaard Boye.
Dermed peger han på en række blødere, men mindst lige så vigtige faktorer, som også bidrager til fodboldens globale appel: følelser, fortællinger og fællesskab.
Plads til individuelle fortællinger
Nok spilles fodbold på hold, og fans og tilhængere kommer i grupper, men det er den enkeltes følelser, der er på spil. Når fodboldfans krymper sig sammen af ærgrelse på lægterne på stadion, springer op af sofaen og råber ad fjernsynet hjemme i stuen eller hopper af glæde på sidelinjen, er det for eksempel, fordi der er plads til at lade sine egne følelser indgå.
"Fodbold er udstrakt i tid og rum, og derfor er der plads til at fylde dét i sporten, vi har lyst til at fylde i den. Fodbold i sig selv er ikke just et festfyrværkeri, og hvis den kun var et spil, ville det ret beset være lidt kedeligt, men det er her, at følelserne, kulturen og de store fortællinger kommer ind i billedet," siger Asker Hedegaard Boye.
Han bakkes op af Laila Ottesen, der er lektor og idrætssociolog ved Københavns Universitet. Hun peger også på spillets simplicitet som en vigtig faktor i den store fodboldbegejstring. I fodboldkampens spænding er der nemlig god plads til at give følelserne frit løb og skabe sine egne fortællinger, forklarer hun.
”Fodbolden er et kæmpe drama. Hvis vi går i teatret eller i biografen, har vi som regel altid en fornemmelse af, hvad det er, vi er gået ind for at se. Måske har vi læst en anmeldelse eller på anden måde hørt om forestillingen før, men sådan er det ikke med fodbold. Her er der rum til, at man selv kan lægge sine egne følelsesmæssige fortællinger ind i dramaet," lyder det fra idrætssociologen.
Det blev for eksempel tydeligt under EM-kampen i København mod Finland i 2021, hvor den danske landsholdsstjerne Christian Eriksen faldt om på banen med et hjertestop. De tusindvis af tilskuere på stadion og hjemme i stuerne kunne formentlig alle mærke smerten og bekymringen, mens man ventede på nyt om landsholdsspilleren, der som bekendt overlevede.
Laila Ottesen mener dog også, at fodboldens succes i høj grad kan tilskrives de sociale aspekter. Det handler dybest set om fællesskaber, siger hun.
"Fodbold bygger på traditioner, der skaber fællesskaber i vores hverdag. Alle mennesker har brug for sociale bånd, og både de tætte og de mindre tætte har stor betydning for vores liv. Det er klart, at der er forskel på, om man er eller har været aktiv på et hold, men fodbold rummer nogle meget tydelige symboler og koder og normer, som gør det let for alle at være med," understreger Laila Ottesen.
Fodbolden tilbyder en form for frelse
Gennem tiden er fodbold da også ofte forsøgt beskrevet som en slags moderne religion netop på grund af de stærke fællesskaber, følelser og ritualer.
Så langt vil Bo Kampmann Walther, der er lektor ved institut for kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet og sportsskribent ved dagbladet Information, ikke helt gå.
Han er dog enig i, at fodboldens elementer på mange måder ligner dem, man finder i religion.
"Hvis man ser bort fra det åndelige og det transcendente, kunne man kalde fodbold for en slags rullende religion. På mange måder tilbyder fodbold som fænomen en form for frelse – eller i hvert tilfælde indforstået passion. Den indeholder også et løfte om et livslangt fællesskab og dermed en identitet, som kan være meget stærk," forklarer han.
At fodbolden kan være en form for frelse oplevede de fleste danskere måske mere eller mindre ubevidst ved europamesterskaberne i 1992. Blandt historikere er det i hvert tilfælde en gængs teori, at Danmark først for alvor overvandt det nationale mindreværdskompleks fra nederlaget til Tyskland i krigen i 1864, da den nationale identitets- og fællesskabsfølelse blev slået fast med EM-finalesejren på 2-0 over netop Tyskland for 30 år siden.
Bo Kampmann Walther har ikke empirisk bevis for det, men han opstiller gerne den hypotese, at fodbold kan et eller andet i forhold til den mangel af forankring, der findes i moderne, sekulariserede samfund:
"Fodbold er forbavsende enkelt og har i mange tilfælde en forklaring, der kan føres tilbage til 'store tider'. Og så rummer fodbold både en 'alt at vinde, intet at tabe'-tilgang og en behagelig cyklisk karakter, som jeg tror, tiltaler rigtig mange mennesker."